Ansøgning om støtte til KPH
Indstilling
Kultur og Fritidsforvaltningen indstiller:
-
at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på KPHs ansøgning om tilskud på henholdsvis kr. 1.5 mio. årligt for 2019 og 2020 og kr. 1 mio. årligt for 2021 og 2022, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.
Problemstilling
Københavns Projekthus (KPH) søger om tilskud til husets drift og aktiviteter på henholdsvis kr. 1.5 mio. årligt for 2019-2020 og kr. 1 mio. årligt for 2021-2022. Tilskuddet vil i særlig grad understøtte:
-
Inddragelsen af Bavnehøjgårdens aktører som GAME, CPH Skatepark og AFUK i udvikling af navn og ’brand’ for området.
-
En fortsættelse af det strategiske samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Bavnehøjgårdens aktører om nye tiltag og aktiviteter, der kan skabe et kompetenceudviklende miljø for unge, bl.a. gennem kulturelt iværksætteri og i bæredygtige virksomheder.
-
Udvikling af KPH VOLUME som kulturhus for hele Sydhavnen.
-
Udvidelse af KPH med flere etager.
Løsning
Københavns Projekthus (KPH) er et kontorfællesskab og inkubationsmiljø for bæredygtigt iværksætteri med et kulturelt, økologisk, socialt og/eller kreativt sigte. I KPH kan unge iværksættere udvikle deres projekter og organisationer via adgang til netværk og tværfagligt samarbejde og faglig sparring. Netværket er bredt sammensat af private virksomheder, offentlige organisationer, NGO’er og akademiske institutioner.
Huset har et særligt sigte mod at tiltrække aktører, der bidrager med nytænkning af kulturinitiativer, løsninger på velfærdsproblematikker og byudvikling herunder indfrielsen af FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling.
KPH ligger på Enghavevej 80 og indeholder: et kontorfællesskab, et inkubationsmiljø og et kulturvenue (KPH VOLUME), hvor nye aktører kan prøve kræfter med større og mindre arrangementer. I 2017 husede KPH 77 organisationer, der beskæftigede 220 medarbejdere og 473 frivillige. I 2017 blev der afholdt 110 events i KPH VOLUME med over 20.000 gæster.
I årene 2019-2022 vil KPH blandt andet arbejde målrettet på udvikle og samle området omkring Bavnehøj og på at inddrage flere af de lokale aktører som GAME, CPH Skatepark og AFUK.
KPH har modtaget et tilskud fra Københavns Kommune i perioden 2009 til 2016. Kultur- og Fritidsudvalget har støttet KPH med et midlertidigt tilskud på 1,3 mio. kr. i 2017 og en etårig bevilling på 1 mio. kr. i 2018. KPH har et samlet budget på ca. 4 mio. kr. årligt. Øvrig finansiering kommer fra eventindtægter, salg af konsulent- og faciliteringsydelser og fonde.
Det er forvaltningens vurdering, at samarbejdet med KPH vil kunne medvirke til realiseringen af Sikker By-strategien (som nævnt i pkt. 18) med hensyn til udviklingen af et stort ungehus.
Det skal bemærkes, at KPH p.t. er i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om en mulig udvidelse af KPH på flere etager af den nuværende adresse.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.