Mødedato: 31.05.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ansøgning: AMoC - støtte til huslejeudgifter i efteråret 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra AMoC om støtte til huslejeudgifter i efteråret 2018.
 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om støtte til huslejeudgifter på 320.000 kr. i efteråret 2018, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2018.

Problemstilling

AMoC søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte til huslejeudgifter på 320.000 kr. i efteråret 2018 (bilag 1).

Løsning

AMoC er en akademisk forsøgsuddannelse, som tilbyder en 3-årig videregående kunstnerisk uddannelse i nycirkus i perioden august 2014 til juni 2018.

Uddannelsen er etableret og finansieret gennem et samarbejde og en rammeaftale mellem Københavns Kommune og Kulturministeriet.

Der er optaget i alt 18 studerende delt på to hold. Det første hold studerende afsluttede deres uddannelse i juni 2017, og det andet hold afslutter deres uddannelse i juni 2018.

Når bevillingen til forsøgsuddannelsen udløber i juni 2018, ønsker AMoC at fortsætte arbejdet med trænerkurser og samarbejdet om workshops med skoler og uddannelsesinstitutioner, men mangler 320.000 kr. til huslejeudgifter i efteråret 2018 (bilag 2).

Ansøger oplyser, at de øvrige skoler under AFUK ikke har mulighed for at betale huslejen for de lokaler, som AMoC anvender.

Kultur- og Fritidsudvalget har på sit møde 25. april 2018 henvist et budgetønske vedr. AMoC til forhandlingerne om Budget 2019.

Budgetønsket er på 1,2 mio. kr. og omhandler støtte til et overgangsår, så ressourcer til husleje og fortsættelse af udviklingsarbejdet kan sikres. AMoC vil i 2019 samle erfaringer, udvikle studieordning i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole, fastholde aktiviteter og muligheder for det professionelle nycirkusmiljø i København.

Om AMoC

AMoC er en del af fællesskabet AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet), der bl.a. også består af daghøjskolen AFUK og en folkeoplysende forening Ørkenfort, som også modtager tilskud til aktiviteter fra Københavns Kommune. AFUK er samlet i Remiserne på Bavnehøj, Kgs. Enghave.

Forsøgsuddannelsen har samlet modtaget 6 mio. kr. i perioden 2014-2017 fra Kulturministeriet og 6,25 mio. fra Københavns Kommune i perioden 2014-2016.

Ifølge rammeaftale mellem Kulturministeriet og Københavns Kommune skal AMoC aflevere en ekstern evaluering af forsøgsuddannelsen i 2018.

Kulturministeriet kan ikke tage stilling til en eventuel forankring af nycirkusuddannelsen, før evalueringen er udarbejdet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
 
Mette Touborg
 
                                                 /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Til top