Mødedato: 31.05.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ansøgning: Ungdommens Folkemøde 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Ungdommens Folkemøde.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om støtte til Ungdommens Folkemøde 2018 (UFM18), da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Ungdomsbureauet ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 150.000 kr. til UFM18.

UFM flytter i 2018 fra Søndermarken i Frederiksberg Kommune til Valbyparken i København. Ungdomsbureauet oplyser, at flytningen fra Søndermarken skyldes nye krav fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Arrangørerne meddeler, at flytningen giver et bortfald af økonomisk støtte på i alt 800.000 kr. fra Frederiksberg Kommune og den lokale fond.

Løsning

UFM er en demokratisk ungdomsfestival inspireret af Folkemødet på Bornholm, men skræddersyet til unge mellem 15-25 år. Festivalen er arrangeret af non-profit organisationen Ungdomsbureauet og blev afholdt i 2016 og 2017 afholdt i Søndermarken på Frederiksberg.

Kultur- og Fritidsudvalget har givet tilskud til festivalen på 150.000 kr. i 2016 og 125.000 kr. i 2017.

Formålet med UFM er, at inspirere danske unge til at engagere sig i samfundet. UFM skal, ifølge Ungdomsbureauet, skabe rum til aktiviteter, hvor unge mødes på tværs af sociale skel, alder og uddannelse for at fremme fællesskab, samtale og demokratisk deltagelse.

Festivalens program indeholder stadepladser, workshops, events og debatter, hvor organisationer, beslutningstagere og ungdommen kan diskutere fælles samfundsudfordringer og skabe nye idéer og løsninger til fremtidens samfund.

I 2018 er ambitionen at have 35.000 besøgende og 50 frivillige, og Ungdomsbureauet har på nuværende tidspunkt solgt 75 stadepladser.

Økonomi:
Børne- og Ungdomsudvalget har bevilget 151.000 kr. til UFM '18. Ungdomsbureauet ansøger desuden om 50.000 kr. i Teknik- og Miljøudvalgets arrangementspulje.

Ungdomsbureauet oplyser, at bureauet arbejder systematisk på at øge indtjeningen, så de på længere sigt kan blive mindre afhængig af offentlige midler og fondsmidler. Ifølge Ungdomsbureauet, udgjorde offentlige midler og fondsmidler 62% af indtægterne i 2016 og 55% i 2017 - en udvikling, som arrangørerne forventer vil forsætte i fremtiden.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                                                           /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Dagsordenens punkter 3, 26 og 28 blev behandlet under et.

 

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 100.000 kr.; kassemæssig dækning anvises fra Festivalpuljen i 2018.

Et mindretal (Marcus Knuth og Alex Vanopslagh) stemte for forslaget.

Et flertal (Simon Strange, Rune Dybvad, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Franciska Rosenkilde, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

 

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 150.000 kr.; kassemæssig dækning anvises fra Festivalpuljen i 2018.

Et flertal (Simon Strange, Rune Dybvad, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Franciska Rosenkilde, Markus Knuth, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Alex Vanopslagh) stemte imod.

Forslaget blev således godkendt.

 

Til top