Mødedato: 31.05.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om demografiregulering af Kultur- og Fritidsudvalgets budget

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 31. maj 2018:

 

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter en mulig demografiregulering af Kultur-og Fritidsudvalgets budget ift. budgetforhandlingerne for 2019 og fremover, især de områder indenfor udvalgets ressort, hvor der eksisterer lovgivningsmæssige krav til aktivitet, eksempelvis biblioteksområdet.

Motivering

Mens der måned efter måned kommer flere borgere til København, skal der år efter år effektiveres dvs. skæres ned på budgettet til driften af kultur-og fritidsaktiviteter. Uanset at der på tegnebrættet er planer om nye faciliteter, som i tidshorisont er bekostelige anlægsmæssigt og tager mange år at realisere, rokker det ikke ved det faktum, at de eksisterende basisfunktioner, rygraden i tilbuddet til borgerne, på ingen måde lever op til borgernes forventninger og krav til mangfoldige udfoldelsesmuligheder, heller ikke i sammenligning med statistikken for 6-by`samarbejdet. Det langsigtede svar på problemerne er fyring af personale og mulige tekniske it-løsninger, der skal gøre det ud for godt værtsskab. Det er indlysende uholdbart og de facto en nedprioritering af kultur- og fritidsområdet, som står i grel modsætning til, hvad borgerne ønsker. Derfor er det nødvendigt at tage hul på diskussionen om demografiregulering især af de områder, hvor der er krav i lovgivningen til en vis standard, eksempelvis biblioteksområdet.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede medlemsforslaget. Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om et notat, der beskriver forskellige modeller for demografiregulering på området.

Simon Strange, Rune Dybvad, Marie Frej og Christopher Røhl Andersen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Befolkningsvæksten lægger pres på kultur- og fritidsområdet hvor flere skal deles om kulturhuse, biblioteker og idrætsfaciliteterne og hvor foreninger skal håndtere flere medlemmer for de samme penge. Når byen udvides, skal det være med kultur- og idrætsfaciliteter og budgetter til kultur og aktiviteter. Derfor vil partierne i budgetforhandlingerne arbejde for, at der prioriteres flere penge, til at udbygge kultur- og idrætsfaciliteter og aktivitetsbudgetter og øge tilskuddet til foreningerne, således at de afspejler demografiudviklingen."

Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld og Franciska Rosenkilde ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Partierne er af den opfattelse at det er nødvendigt med en demografiregulering af hele eller dele af kultur- og fritidsområdet, eksempelvis bibliotekerne."

Alex Vanopslagh ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance kan kun støtte demografiregulering på kulturområdet, såfremt at det øremærkes idrætsfaciliteter såsom fodboldbaner, svømmehaller m.v. Vi mener ikke, at der skal bruges flere penge på festivaller, kunststrategier, biblioteksansatte m.v. blot på baggrund af øget befolkningstal." 

 

Til top