Mødedato: 31.03.2022, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af puljer afsat med Budget 2022

Se alle bilag
I forbindelse med Budget 2022 blev der afsat midler til en række anlægspuljer til faciliteter på kultur- og fritidsområdet. Kultur- og Fritidsudvalget fastsatte den 18. januar 2022 ansøgningskriterier for puljerne og igangsatte ansøgningsrunde med ansøgningsfrist 1. marts 2022. Forvaltningen har behandlet de indkomne ansøgninger og stillet forslag til prioritering af ansøgninger. Udvalget skal med afsæt i dette prioritere, hvilke ansøgninger der skal bevilges tilskud til.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at fordele puljemidler med afsæt i det forslag til prioritering af ansøgninger, der fremgår af bilag 1.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget igangsatte den 18. januar 2022 ansøgningsrunde med ansøgningsfrist 1. marts 2022. Forvaltningen har behandlet de indkomne ansøgninger, og udvalget skal på den baggrund prioritere, hvilke ansøgninger der skal bevilges tilskud til. Der stilles forslag om bevilling af 12,5 mio. kr.

Løsning

Der er i alt 13,5 mio. kr. til disposition. Der stilles forslag om udmøntning af 12,5 mio. kr. Rammen kan også finansiere separat initiativ om etablering af padelbaner, jf. separat punkt på dagsordenen.

Anlægspuljer fra Budget 2022 under KFU

Budget i 2022

Foreslået udmøntning

Rest efter udmøntning

KF066 Pulje til nye idrætsskabende initiativer

10,0

9,0

1,0

KF135 Pulje til outdoor idrætsfaciliteter

2,0

2,0

0,0

KF089 Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen

1,5

1,5

0,0

I alt

13,5

12,5

1,0

 
 
Der blev med Budget 2022 afsat midler til Pulje til genopretning af idrætsfaciliteter. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 18. januar 2022, at udmøntning af puljen sker i en parallel proces med Forenings- og Aftenskolepakken, hvormed midlerne udmøntes løbende i et udvalg under Folkeoplysningsudvalget. Puljen er derfor ikke indeholdt i nærværende indstilling. De indkomne ansøgninger, der henvises til genopretningspuljen, fremgår af bilag 3 og vil blive behandlet på næstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget den 11. juni 2022.
 
For at nå ud til så mange potentielle ansøgere som muligt har forvaltningen informeret bredt ud gennem en række forskellige kanaler om muligheden for at søge anlægstilskud. Dels for at indfri ambitionen om også at nå ud til mindre etablerede fællesskaber, dels fordi flere ansøgninger skaber bedre forudsætninger for at kunne udnytte puljemidler i 2022.

Der er ansøgt til en række projekter på kommunal grund, både i forbindelse med byens idrætsanlæg og byens grønne arealer. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i løbet af ansøgningsrunden været i løbende tæt dialog med Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) og Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), der administrerer henholdsvis byens idrætsanlæg og byens grønne arealer, for at kvalificere projektforslagene i forhold til realiserbarhed, økonomi og tidsplan, samt for at koordinere projekterne med øvrige planer for de pågældende lokaliteter og skabe bedre forudsætninger for myndighedsgodkendelse.

For udmøntning af midler i 2022 er det en særlig udfordring, at der er relativt lange sagsbehandlingstider i Teknik- og Miljøforvaltningen på byggetilladelser. Projekter, der forudsætter byggetilladelse, må forventes ikke at kunne eksekveres i indeværende budgetår. Der er også andre myndighedsforhold, der kan udfordre projekter, hvilket indebærer en risiko for, at projekter ikke kan realiseres i overensstemmelse med ansøgningen. Tilskuddet vil i givet fald kunne tilbagekaldes og disponeres af udvalget til andre formål.

Fordeling af midler

Der er modtaget 83 ansøgninger (bilag 2). Der stilles forslag om, at der bevilges støtte til 36 projekter (bilag 1).

Forvaltningens vurdering og foreslåede prioritering har primært afsæt i de kriterier, KFU besluttede 18. januar 2022 (bilag 4), hvormed det er prioriteret positivt:

  • at det ansøgte projekt medfører forbedrede muligheder for udendørs aktivitet i regi af foreninger eller selvorganiseret
  • at projektet er forankret i de lokale foreninger
  • at projektet opnår medfinansiering, der kan give projektet et yderligere løft
  • at børn og unge får gavn af forbedringerne

I vurderingen af ansøgningerne indgår desuden øvrige betragtninger, fx om der er proportionalitet mellem projektets udgifter og projektets afledte værdi for københavnerne, hvorvidt projektet er realiserbart baseret på dialog med KEID og TMF, om projektets udgifter kan afholdes i indeværende år mv. Ansøgningerne er på basis af dette blevet tildelt en samlet score på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste, og et udtræk har vist, at der er mulighed for at bevilge tilskud til projekter med vurderingen 3-5. Dette efterlader 1,0 mio. kr. fra Pulje til nye idrætsskabende initiativer til anden fordeling, mens de øvrige puljer benyttes fuldt ud.

Forslag til prioritering af ansøgninger fremgår af bilag 1.

Med Pulje til Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter er der årligt øremærket 250 t. kr. til inddragelse og aktivering i forbindelse med anlægsprojekterne. Når udvalget har bevilget tilskud, vil forvaltningen gå i dialog med relevante ansøgere om, hvordan midlerne til inddragelse og aktivering prioriteres mest konstruktivt. Fordelingen af midlerne til inddragelse og aktivering vil bero på denne dialog og foretages af forvaltningen.

Økonomi

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, udmøntes samlet set 12,8 mio. kr. i 2022 fordelt med:

  • 9,0 mio. kr. fra Pulje til nye idrætsskabende initiativer
  • 1,5 mio. kr. på anlæg fra Pulje til Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen samt 250 t.kr. på service
  • 2,0 mio. kr. fra Pulje til outdoor idrætsfaciliteter

Videre proces

Såfremt ansøgninger imødekommes, vil forvaltningen i dialog med tilskudsmodtager udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Hvis der efter udmøntning resterer midler i puljerne, der ikke er bevilget til projekter, kan midlerne udmøntes i en eventuel opfølgende ansøgningsrunde.

 

Esben Danielsen

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2022:

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens forslag til prioritering af ansøgninger (bilag 1).

 

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en status på projekterne efter sommerferien 2022 og inden de kommende budgetforhandlinger.

 

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om, at der udarbejdes et budgetnotat på 10 mio. kr. til en ny pulje om foreningsdrevet idrætskapacitetsudvidelse.  

 

Samtlige udvalgsmedlemmer tilkendegav følgende: ”Det har været godt at se, at der er så stor interesse for at udbygge idrætsfaciliteter i København. Der er mange gode projekter, og vi ønsker ikke at fravælge fra forvaltningens prioriterede indstilling. Men vi er kede af, at der blandt andet ikke er blevet plads til multibanen i Folehaven. Derfor er vi glade for, at Kultur- og Fritidsudvalget er enige om at henvise en ny pulje til forhandlinger om budget.”

 

Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.

Til top