B-sag: Driftsaftale med Foreningshuset Sundholmsvej 8 om anvendelse af Maskinhallen
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til indgåelse af aftale om drift af Maskinhallen på Sundholm. Driftsaftalen medfører, at der fra den 1. januar 2022 foretages en teknisk ændring af tilskuddet, således at en andel af bevillingen anvendes til at afholde udgifter til husleje til KEID. Den resterende del af bevillingen udbetales til foreningen som driftstilskud. Den tekniske ændring har ingen faktisk betydning for Maskinhallens økonomi.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender driftsaftale for Foreningshuset Sundholmsvej 8 om drift af Maskinhallen for 2022 – 2024, jf. bilag 1.
Problemstilling
Københavns Kommune har med Budget 2022 afsat en midlertidig bevilling på 1,1 mio. kr. i perioden 2022 - 2024 til kulturelle aktiviteter i Maskinhallen. Bevilling og aftale forankres i Foreningshuset Sundholmsvej 8.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i forhandlinger med Foreningshuset Sundholmsvej 8 og styregruppen for Maskinhallen om betingelser for anvendelse og drift af ejendommen. Driftsaftalen forelægges nu Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse.
Bestyrelsen for Foreningshuset Sundholmsvej 8 har godkendt og ønsker at indgå driftsaftalen.
Løsning
Om Maskinhallen
Maskinhallen ligger i Sundholm på Amager og har tidligere leveret varme og lys til Sundholm. En styregruppe bestående af Foreningshuset Sundholmsvej 8, Lille Storbyteatret GLiMT Amager, Kirkens Korshær, Frivilligcenter Amager og Amager Vest Lokaludvalg har med Københavns Kommunes Budget 2022 fået en midlertidig bevilling på 1,1 mio. kr. i perioden 2022 til 2024 til drift af Maskinhallen. Bevillingen forankres i Foreningshuset Sundholmsvej 8, som er ansvarlig for overholdelse af betingelserne i driftsaftalen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har indgået en standardlejeaftale med KEID for ejendommen, som stilles vederlagsfrit til rådighed for Maskinhallens lovlige kommunale aktiviteter med virkning fra den 1. januar 2022. Forvaltningen har endvidere været i dialog med Foreningshuset Sundholmsvej 8 og styregruppen for Maskinhallen, med henblik på at drøfte og forklare aftalemodellen og udarbejde en driftsaftale, som indeholder forudsætninger for anvendelse af ejendommen, tilskuddets anvendelse og målbare succeskriterier (bilag 1).
Driftstilskud til Foreningshuset Sundholmsvej 8 til drift af Maskinhallen
Den midlertidige bevilling til Maskinhallen forankres i Foreningshuset Sundholmsvej 8 og indeholder et tilskud til husleje samt et driftstilskud.
Tilskuddet er i aftaleperioden 1,1 mio. kr. årligt. Fra den 1. januar 2022 foretages en teknisk ændring af tilskuddet, således at en andel af bevillingen anvendes til at afholde udgifter til husleje til KEID. Den resterende del af bevillingen udbetales til foreningen som driftstilskud. Fordelingen af bevillingen fremgår af tabel 1.
Tabel 1. Udgifter til Foreningshuset Sundholmsvej 8
(t.kr. - 2021 p/l) |
2022 |
2023 |
2024 |
I alt |
Udgifter til husleje |
224 |
224 |
224 |
672 |
Driftstilskud |
876 |
876 |
876 |
2628 |
Udgifter i alt |
1100 |
1100 |
1100 |
3300 |
Bestyrelsen for Foreningshuset Sundholmsvej 8, hvor bevillingen forankres, er enige i det forelagte udkast til driftsaftale.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå driftsaftalen med Foreningshuset Sundholmsvej 8.
Lars Laustrup
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2022:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).