Mødedato: 31.03.2022, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning fra KFUM Tennis om at opføre et nyt klubhus i Emdruparkens Idrætsanlæg

Se alle bilag

KFUM Tennis ønsker at etablere et nyt klubhus på 35 m2 med dertilhørende terrasse i Emdrupparkens Idrætsanlæg. Da arealet, hvorpå klubhuset skal bygges, ejes af Københavns Kommune, skal Kultur- og Fritidsudvalget godkende et eventuelt byggeri. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen kan bemyndiges til at indgå aftale med KFUM Tennis om at etablere et klubhus. KFUM Tennis afholder selv alle udgifter til etablering af klubhus, terrasse mv, hvorfor projektet ikke kræver finansiering eller driftstilskud fra Københavns Kommune. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indgå aftale med KFUM Tennis om at etablere et klubhus på 35 m2 med dertilhørende terrasse i Emdrupparkens Idrætsanlæg.

Problemstilling

I forbindelse med at KFUM Tennis i 2021 etablerede en tennishal i Emdrupparkens Idrætsanlæg, fjernede foreningen ’Glashuset’, som fungerede som udendørs klubhus. Foreningen mangler derfor klubhusfaciliteter, som de kan bruge før og efter træning og kamp.

Løsning

KFUM Tennis søger om at etablere et cirka 35 kvadratmeter stort klubhus i Emdrupparkens Idrætsanlæg med dertilhørende terrasse (bilag 1). Klubhuset skal bruges som socialt samlingssted for klubben både før og efter træning og kamp. Desuden kan klubhuset bruges ved mindre arrangementer. 

Foreningerne i Emdrupparkens Idrætsanlæg har en villa, som ligger ud mod Nøkkerosevej. Villaen kan bookes til arrangementer, men rummer ifølge KFUM Tennis ikke den mulighed for spontane sociale aktiviteter, som et klubhus vil kunne rumme.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke været i dialog med de andre foreninger i Emdrupparkens Idrætsanlæg om klubhuset. Det vides derfor ikke, om nogle af foreningerne kan have bemærkninger til projektet. En eventuel tilladelse til at opføre klubhuset gives derfor med forbehold for accept fra de andre foreninger på anlægget. Det nye hus ønskes placeret i yderkanten af Emdrupparkens Idrætsanlæg, men centralt i forhold til tennisbanerne i et område, der er svært for andre brugere at benytte. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer umiddelbart ikke, at klubhuset vil blokere for anden udvikling af anlægget i forhold til kunstgræs, beachvolley eller padel.

Emdrupparkens Idrætsanlæg er ejet af Københavns Kommune, og en aftale om brugsret er betinget af myndighedsgodkendelse af byggeriet. KFUM Tennis afholder selv alle udgifter til etablering af klubhus, terrasse mv, hvorfor projektet ikke kræver finansiering eller driftstilskud fra Københavns Kommune. 

Økonomi

Ansøgningen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen udarbejde en brugsaftale for arealet til KFUM Tennis.

 

Esben Danielsen

                                                      /Mads Kamp Hansen

 

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2022:

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.

Til top