Mødedato: 31.03.2005, kl. 16:00

Indendørs petanquebaner i København

Indendørs petanquebaner i København

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 31. marts 2005

 

 

13.      Indendørs petanquebaner i København

(KFU 113/2005)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget lader etablering af indendørs petanquebaner indgå i arbejdet med "rækkefølgeplanen for udbygning af idrætsfaciliteter".

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2005

Følgende havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

Repræsentanter fra petanque interessenterne:

·        Pierre Urvoy

·        Thomas Hartmann

Foretrædet uddelte supplerende materiale.

 

I forbindelse med mødet blev følgende supplerende materiale omdelt til medlemmerne:

·        Mail af 21. marts 2005 fra Jonas Kjeldgaard samt borgemsterens svar af 23. marts 2005

 

 

Udvalget drøftede sagen.

Sagen blev udsat indtil der er fundet en afklaring af den samlede anvendelse af lokalerne på Enghavevej, hvilket forventes at foreligge inden sommerferien 2005.

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den 21. oktober 2004 følgende medlemsforslag fra Jens Kjær Christensen: "Kultur- og Fritidsudvalget anmoder forvaltningen om at undersøge muligheden for at etablere indendørs petanquebaner i Københavns Kommune."

Undersøgelsen har vist tre muligheder, som er blevet drøftet med petanquesporten:

1.       Et lokale i Grøndals Centret med plads til to små baner (ikke med internationale mål) og med kun 3,5 m til loftet. Etableringsudgifter anslås til ca. 100.000 kr. og årlige driftsudgifter til ca. 50.000 kr.

2.       En lagerhal på Enghavevej med plads til 12 baner (med internationale mål) og med op til 9 m til loftet. Etableringsudgifter anslås til ca. 1.200.000 kr. og årlige driftsudgifter til ca. 640.000 kr.

3.       En fabrikshal på Refshaleøen med plads til mellem 12 og 24 baner og med meget højt til loftet (ca. 40 meter). Etableringsudgifter anslås til mellem 2.000.000 og 3.000.000 kr. og årlige driftsudgifter til ca. 500.000 kr.

Petanquesporten har udelukket lokalet i Grøndals Centret – både af sportslige og sikkerhedsmæssige grunde. Lokalet er for lille og for lavloftet.

Fabrikshallen på Refshaleøen ser petanquesporten for urealistisk at arbejde videre med pga. de store etableringsomkostninger (bl.a. i forhold til isolering og opvarmning af den meget store hal) og hallens relativt isolerede placering.

Derimod ser Petanquesporten stort potentiale i lagerhallen på Enghavevej. Hallen ligger stationsnært, og areal- og højdemål anses som ideel til petanquebaner.

Det skal imidlertid bemærkes, at lagerhallen på Enghavevej også er interessant for andre parter. Interessenterne er AJAX, Kickboxingforeningen "Cingu", streetbasketforeningen "Game3", Musikforeningen "Sort & Hvid"og et artistuddannelsesprojekt i København.

Der er ikke afsat frie midler til anlægsprojekter på budget 2005, hvorfor forvaltningen indstiller, at etablering af indendørs petanquebaner indgår i arbejdet med "rækkefølgeplanen for udbygning af idrætsfaciliteter".

 


 


Til top