Mødedato: 31.03.2005, kl. 16:00

Dansk Jødisk Museum - ansøgning om driftstilskud

Dansk Jødisk Museum - ansøgning om driftstilskud

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 31. marts 2005

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Dansk Jødisk Museum - ansøgning om driftstilskud

(KFU 110/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til Dansk Jødisk Museum.

 

 

RESUME

Dansk Jødisk Museum har ansøgt kommunen om et driftstilskud fra 2006 og frem, idet det er en forudsætning for en statsanerkendelse af museet og dermed statstilskud til driften, at der er en ikke statslig medfinansiering af museet.

Museets driftsbudget er på 3,38 mio. kr. i 2006, hvoraf de forventede indtægter udgør 200.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget har hidtil afslået at yde tilskud til private museer i København med begrundelse i det store renoveringsefterslæb, der findes på de kommunale museer.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Dansk Jødisk Museum har ved brev af 28. februar 2005 (bilag 1) ansøgt kommunen om at indtræde som primær tilskudsgiver til museet. Der ansøges ikke om noget bestemt beløb, men museets driftsbudget er på 3,38 mio. kr. i 2006, hvoraf de forventede indtægter udgør 200.000 kr.

 

Historik

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 8. august 2002 (KFU 287/2002) ikke at give tilskud til etablering af Dansk Jødisk Museum. Kultur- og Fritidsudvalget har hidtil afslået at yde tilskud til private museer i København med begrundelse i det store renoveringsefterslæb, der findes på de kommunale museer.

Borgerrepræsentationen besluttede den 30. september 2004 (BR 432/04), at kommunen ikke skulle repræsenteres i Jødisk Museums bestyrelse, da der ikke fandtes særlige kommunale interesser, der talte for en repræsentation i museets bestyrelse.

 

Driftsansøgning 2006

Dansk Jødisk Museum ønsker at opnå statsanerkendelse som et § 16 museum og gør i ansøgningen opmærksom på, "at en sådan statsanerkendelse forudsætter tilsagn fra en primær tilskudsgiver".

Af kulturministerens brev af 17. december 2004 (bilag 2) til museet fremgår "at en statsanerkendelse, og med tiden en opnåelse af særligt driftstilskud i h.t. museumslovens § 16 i første omgang forudsætter dels en ikke statslig medfinansiering, dels en museumsfaglig vurdering i regi af Kulturarvsstyrelsen."

Kulturministeriet stiller således ikke krav om, at kommunen er medfinansierende, blot at der er en medfinansiering fra ikke statslig side.

Der findes i dag 123 statsanerkendte museer, hvoraf 19 er såkaldte §16 museer, der udfører virksomhed af særlig betydning, hvorfor de modtager et særligt driftstilskud fra kulturministeren.

I København findes 6 § 16 museer: Det Danske Kunstindustrimuseum, De Danske Kongers Kronologiske Samling (Rosenborg), Orlogsmuseet, Naturhistorisk Museum, Arbejdermuseet og Musikhistorisk Museum. Ingen af disse museer får støtte fra Københavns Kommune.

 

Dansk Jødisk Museum har arbejdet på at etablere sig i København siden 1993. Museet har åbnet dørene for publikum i juni 2004. Museet vil arbejde med formidling, indsamling, forskning og bevaring af den dansk jødiske kulturarv og illustrere det danske jødiske mindretals tilstedeværelse i næsten 400 år. Museet har siden juni 2004 haft 21.000 besøgende.

 

Forvaltningens bemærkninger

Der er ikke i det foreløbige budgetforslag 2006 afsat midler til Dansk Jødisk Museum.

Forvaltningen finder, at udvalgets praksis med ikke at yde driftstilskud til de private museer bør opretholdes, idet udvalgets midler bør forbeholdes de kommunale museer, da disse har et stort behov for yderligere midler.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 28. februar 2005 fra Dansk Jødisk Museum. (fremlægges).

2.      Brev af 17. december 2004 fra kulturministeren til Dansk Jødisk Museum. (fremlægges).

 

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 


 


Til top