Mødedato: 31.03.2005, kl. 16:00

Kultursamarbejde mellem Århus og Københavns kommuner

Kultursamarbejde mellem Århus og Københavns kommuner

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 31. marts 2005

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Kultursamarbejde mellem Århus og Københavns kommuner

(KFU 120/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tilslutter sig forslaget fra Århus Kommune om et samarbejde mellem København og Århus kommune udmøntet i to kulturkonferencer, hvor den første konference afholdes af Århus Kommune i Århus den 9. og 10. maj 2005 og den anden af Københavns Kommune i foråret 2006

 

at Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 200.000 kr. af udvalgets frie midler i 2006 til konferencen i København. Særskilt indstilling vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget efter vedtagelsen af budget 2006.

 

 

RESUME

Århus Kommune henvendte sig i november 2004 til kulturborgmester Martin Geertsen for at lancere planerne for et samarbejde på kulturområdet de to kommuner imellem.

 

Konkret foreslås det, at der afholdes to arbejdskonferencer i 2005. Den første i Århus dette forår, d. 9.-10. maj, og den næste i København i efteråret 2005. Konferencerne skal bl.a. være med til at videreudvikle og udbygge eksisterende netværk. Deltagerne forventes at være politikere fra Århus og København, embedsmænd og repræsentanter fra kulturmiljøerne.

 

Der har i marts 2005 været afholdt et møde med Århus Kommune om ideen og programmet, som forvaltningen finder interessant. Dog har forvaltningen gjort Århus Kommune opmærksom på, at man dels finder tidsfristen for konferencen den 9. og 10. maj 2005 meget kort, dels at forvaltningen vil foreslå Kultur- og Fritidsudvalget, at København først afholder en tilsvarende konference i foråret 2006.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Rådmand for Magistratens 4. Afdeling i Århus Kommune, Torben Brandi Nielsen, og formand for Udvalget for Skoler og Kultur, Uffe Elbæk, henvendte sig i november 2004 til kulturborgmester Martin Geertsen for at lancere planerne for et samarbejde de to kommuner imellem (bilag 1 og 2).

 

Formålet er igennem et fælles politisk initiativ at undersøge potentialet for et øget samarbejde imellem de to byer. I dag eksisterer der allerede en lang række mere eller mindre formaliserede netværk mellem århusianske og københavnske kulturinstitutioner.

 

Konkret foreslås det, at der afholdes to arbejdskonferencer i 2005. Den første i Århus d. 9.-10. maj 2005 og den næste i København i efteråret 2005. Konferencerne skal være med til at videreudvikle og udbygge eksisterende netværk samt sætte fokus på de eventuelle barrierer, som i dag forhindrer et samarbejde kulturmiljøerne imellem.

 

Konferencerne skal bl.a. indeholde bypolitiske, kulturpolitiske og kunstfaglige emner samt workshops om konkrete samarbejdsemner. Deltagerne forventes at være politikere og embedsmænd fra Århus og København samt repræsentanter fra kulturmiljøerne.

 

Der har i marts 2005 været afholdt et møde med Århus Kommune om ideen og programmet (bilag 3), som forvaltningen finder interessant. Dog har forvaltningen gjort Århus Kommune opmærksom på, at man dels finder tidsfristen for konferencen den 9. og 10. maj 2005 meget kort, dels at forvaltningen vil foreslå Kultur- og Fritidsudvalget, at København først afholder en tilsvarende konference i foråret 2006. Begrundelsen for dette forslag er, at kommunalvalget i november 2005 betyder, at en konference med politisk deltagelse i efteråret 2005 formentlig vil skulle afholdes senest i begyndelsen af september 2005 og at dette skønnes at være for kort tid efter konferencen i Århus i maj. Derudover er der ikke på budgettet afsat midler til afholdelse af en konference i København i 2005.

 

Foreløbigt program

 

Mandag d. 9. maj

Kl. 11.00-12.00: Ankomst, registrering og brunch

Kl. 12.00-13.30: Velkomst og oplæg om kulturens betydning for byudvikling ved en international oplægsholder samt efterfølgende spørgsmål og debat.

Kl. 13.30-16.30/17.00: Diskussion i grupper på udvalgte institutioner inden for en række forudbestemte emner som publikumsudvikling, social inklusion, produktionscentre på kulturområdet og partnerskaber.

Kl. 19.00: Fællesspisning og fest

 

Tirsdag d. 10. maj

Kl. 9.30-11.00: Paneldebat mellem 3-4 kulturredaktører fra medierne med mulighed for, at deltagerne kan stille spørgsmål. Dette vil formentlig foregå på ARoS med mulighed for rundvisning ved museumsdirektør, Jens Erik Sørensen, i Bill Violas ´Visions` efter konferencen.

Kl. 11.00-12.00: Afrunding ved Torben Brandi Nielsen og Uffe Elbæk, der giver "kulturstafetten" videre til Martin Geertsen.

 

Århus Kommune finansierer selve konferencen, men deltagerne skal selv afholde udgifterne til transport og overnatning.

 

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi                                                                                      Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 200.000 kr. af udvalgets frie midler i 2006. Særskilt indstilling vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget efter vedtagelsen af budget 2006

Bilag

1.       Brev af 25. november 2004 fra Magistratens 4. Afdeling, Århus Kommune ved Torben Brandi Nielsen og Uffe Elbæk

2.       Svarbrev af 1. december 2004 fra Martin Geertsen

3.       Mail fra Århus Kommune af 15. marts 2005 vedr. foreløbigt program

 

Carsten Haurum

 

/Merete Evers

 


 


Til top