Mødedato: 31.01.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Henvisning af udgifter til nyoprettede afstemningsområder til overførselssagen 2018/19

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om udgifter til nyoprettede afstemningsområder skal henvises til overførselssagen 2018/19.

Indstilling

Valgbestyrelsen indstiller over for Kultur- og Fritidsudvalget,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udgiften på 0,86 mio. kr. til de nyoprettede afstemningsområder ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj 2019 henvises til overførselssagen 2018/19.

Problemstilling

Befolkningstilvæksten i Københavns Kommune har gjort det nødvendigt at oprette nye afstemningsområder for at sikre, at valghandlingen foregår så smidigt og effektivt som muligt. Borgerrepræsentationen vedtog på den baggrund den 20. september 2018 at ændre på afstemningsområderne og øge antallet fra 50 til 53.

I Budget 2019 blev der kun afsat midler til afholdelse af Europa-Parlamentsvalg 2019 ud fra de daværende 50 afstemningsområder. Det er ikke muligt at afholde udgiften til de nye afstemningsområder inden for det vedtagne budget.

Løsning

Afholdelse af valg er en særlig opgave, som Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager på vegne af hele Københavns Kommune. Økonomien til valg er separeret fra den øvrige økonomi i forvaltningen.

Den samlede bevilling til afholdelse af Europa-Parlamentsvalget 2019 ved de daværende 50 afstemningsområder udgør i alt 21,4 mio. kr. i 2019-priser. Grundbevillingen til valget udgør 13,2 mio. kr. Grundbevillingen dækker derfor ikke de faktiske udgifter til afholdelse af valg, og der søges derfor altid om en tillægsbevilling. Tillægsbevillingen er afsat i Budget 2019 og udgør 8,2 mio. kr.

De nye afstemningsområder betyder, at udgifterne til Europa-Parlamentsvalget 2019 er 0,86 mio. kr. højere, end hvad der er afsat midler til i Budget 2019. Udgifterne til valg afhænger af flere faktorer, men antallet af afstemningssteder er afgørende, fordi der er nogle grundlæggende etablerings- og driftsomkostninger pr. afstemningssted samt stedsspecifikke udgifter. Hertil kommer udgiften til fintællingen, som øges, bl.a. fordi der skal opstilles et spisetelt uden for Svanemøllehallen for at gøre plads til de yderligere optællingsborde.

Udgifterne til de nye afstemningsområder er fordelt således:

Need-to udgifter ved nye afstemningsområder

     Budget i kr.

Diæter

     136.000

Løn

     261.000

Forplejning

       79.000

Fintælling

     125.000

Valgsteder

     202.000

Øvrige udgifter (taxa, trykkeri, materialer m.v.)

       60.000

I alt

     863.000

De nye afstemningsområder medfører desuden en engangsudgift til indkøb af nye stemmebokse. Udgiften indgår i budgettet for folketingsvalget, fordi det forventes afholdt før Europa-Parlamentsvalget. Der søges om midler til afholdelse af folketingsvalget fra puljen for uforudsete udgifter, når valget er udskrevet.

Valgbestyrelsen indstiller, at budgetforslag på 0,86 mio. kr. til etablering af de nye afstemningsområder ved Europa-Parlamentsvalget 2019 henvises til Overførselssagen 2018/2019.

Det samlede budget til afholdelse af Europa-Parlamentsvalget 2019 er derved 22,2 mio. kr. Hvis der efter valget er ubrugte midler, tilbageføres disse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat til forhandlingerne om Overførselssagen 2018/2019.

Valgbestyrelsen vil blive orienteret om effekten af de ændrede afstemningsområder i evalueringen af Europa-Parlamentsvalget.

 

Mette Touborg

                                  / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. januar 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top