Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) - regnskab for sæson 2000/2001
Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) - regnskab for sæson 2000/2001
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 31. januar 2002
4. Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) - regnskab for sæson 2000/2001
(KFU 28/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender regnskabet for DST for sæson 2000/2001.
RESUME
DST's regnskab for sæson 2000/2001 er fremsendt til godkendelse hos tilskudsyderne.
Regnskabet for produktionsstøtteordningen udviser et overskud på 674.767 kr.
Regnskabet for abonnementsordningen udviser et overskud på 3.320.554 kr. Heraf tilbagebetales 1.400.000 kr. til tilskudsyderne, hvilket medfører en tilbagebetaling til Københavns Kommune på 100.304 kr.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
SAGSBESKRIVELSE
DST's regnskab for sæson 2000/2001 er - efter vedtagelse i styrelsen for DST på møde d. 10. december 2001- fremsendt til godkendelse hos tilskudsyderne. Københavns Kommune har i perioden kun ydet tilskud til abonnementsordningen, hvilket tilskud løb indtil 31. december 2000, mens tilskuddet til produktionsstøtteordningen allerede ophørte 30. juni 2000.
Regnskabet udviser for produktionsstøtteordningen et overskud på 674.767 kr., som efter beslutning i DST's styrelse d. 11. juni 2001 hensættes til kapitalindskudspuljen.
For abonnementsordningen udviser regnskabet et overskud på 3.320.554 kr., som er overført til ordningens egenkapital. Styrelsen besluttede dog på mødet d. 10. december 2001 at anvende 1.400.000 kr. af overskuddet til tilbagebetaling til tilskudsyderne, således at ingen af tilskudsyderne skal indbetale yderligere abonnementsbidrag. Beslutningen medfører, at Københavns Kommune modtager 100.304 kr. i tilbagebetaling. Den forholdsvis lille tilbagebetaling til Københavns Kommune skyldes, at lidt flere københavnske borgere end budgetteret har brugt ARTE-billetter, samt at kommuner og amter kun har ydet abonnementstilskud i efteråret 2000 og dermed halvdelen af sæsonen. Herefter har HUR ydet abonnementstilskud.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Københavns Kommune vil i løbet af foråret 2002, når regnskabet er godkendt af alle tilskudsydere, modtage en tilbagebetaling på 100.354 kr.
BILAG
1. Brev af 14. december 2001 fra DST
2. Regnskab for DST sæson 2001/2002
3. Revisionsprotokollat for DST sæson 2001/2002
Ida Munk
/Merete Evers