Københavns Internationale Teater (KIT) - resultataftale
Københavns Internationale Teater (KIT) - resultataftale
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 31. januar 2002
2. Københavns Internationale Teater (KIT) - resultataftale
(KFU 30/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender resultataftale om teatervirksomhed med Københavns Internationale Teater.
RESUME
Københavns Kommunes aftale med Københavns Internationale Teater (KIT) udløb d. 31. december 2001.
Forvaltningen har derfor forhandlet en ny aftale med KIT.
Aftalen fastsætter profil, vilkår for tilskud, aktivitetskrav samt krav til KIT om indsendelse af oplysninger, som muliggør forvaltningens kontrol af økonomi og aktivitet.
Aftalen træder i kraft pr. 1. januar 2002 og løber indtil videre. Aftalen kan opsiges af KIT med 3 måneders varsel og fra kommunens side med 6 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.
Det er i forhold til kontrakten for 2001 præciseret, at aktiviteterne skal fordeles over sommerperioden.
Tilskuddet er på 1.556.000 kr., som fastsat på budget 2002. Tilskuddet vil i aftaleperioden blive reguleret med kommunens opregningsprocent.
SAGSBESKRIVELSE
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 3. maj 2001 (KFU187/2001) blev en aftale for 2001 med Københavns Internationale Teater (KIT) godkendt.
Denne aftale udløb 31.december 2001, hvorfor forvaltningen har forhandlet en ny aftale med KIT (bilag 1).
Resultataftalen indeholder bl.a. institutionens formål og profil, tilskudsstørrelse, nærmere vilkår for tilskud og aktivitetskrav. Aktivitetskravene knytter sig til internationale gæstespil af høj kvalitet i sommerperioden.
Tilskuddet er på 1.556.000 kr., som fastsat på budget 2002. Tilskuddet vil i aftaleperioden blive reguleret med kommunens opregningsprocent.
Aftalen indeholder krav om indsendelse af årlige virksomhedsplaner, budgetter, reviderede regnskaber og beretninger inden for de i aftalen fastsatte frister. Budgetter, virksomhedsplaner, regnskaber og beretninger skal godkendes af forvaltningen ligesom institutionens vedtægter.
Aftalen træder i kraft pr. 1. januar 2002 og løber indtil videre. Aftalen kan opsiges af KIT med 3 måneders varsel og fra kommunens side med 6 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.
Det fremgår af aftalen, at den har som forudsætning, at Borgerrepræsentationen giver sin tilslutning i forbindelse med vedtagelse af kommunens årlige budget.
Der har i forhold til 2001-aftalen været problemer med for sen fremsendelse af budget og regnskab mv., men dette materiale er nu modtaget af forvaltningen. Aftalens aktivitetskrav er overholdt. KIT havde i 2001 et underskud på 384.679 kr., hvorefter teatrets egenkapital er på -581.207 kr. Teatret har udarbejdet en handlingsplan for nedbringelse af gælden samt en ændring af organisation og administrative rutiner (bilag 2).
Det er i forhold til kontrakten for 2001 præciseret, at aktiviteterne skal fordeles over perioden.
En evaluering af kontrakten vil blive forelagt udvalget i slutningen af 2005 inden valgperiodens udløb.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Tilskuddet til KIT er optaget på udvalgets budget for 2002 og indarbejdes i budgetforslagene for de kommende år.
BILAG
1. Udkast til resultataftale med KIT
- Handlingsplan af 12. januar 2002 fra KIT
Ida Munk
/ Merete Evers