Mødedato: 30.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kultur- og Fritidsudvalgets studietur 2020

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til dato og destination for udvalgets studietur 2020

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

    1.     at Kultur- og Fritidsudvalget fastlægger datoen for udvalgets studietur i 2020.
    2.     at Kultur- og Fritidsudvalget vælger en destination for udvalgets studietur i 2020.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har i 2020 mulighed for at tage på studietur. Studieturene er kilde til viden og inspiration for medlemmerne af udvalget. Formålet med studieturen er at give udvalgets medlemmer indsigt i et givent område af interesse for udvalgets arbejde. Studiebesøg giver derudover mulighed for at sætte fokus på forskellige temaer og indsatser. Der er derfor en unik mulighed for at skræddersy studiebesøg til byer, hvor der arbejdes med et tema eller en indsats, som udvalget ønsker at udvikle.

I 2019 var Kultur- og Fritidsudvalget på studietur i Berlin.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt mulige rejsedatoer for udvalget i 2020. Der er muligheder for en længere tur i uge 45 eller en kortere tur i uge 6, 16 eller 45.

Løsning

Tidspunkter

Kultur- og Fritidsforvaltningen har forslag til mulige destinationer og datoer for en studietur i 2020. Hvis udvalget ønsker at tage på en lang tur, er der alene mulighed for at få en 7-dages tur i uge 45. Følgende datoer er en mulighed:

Uge 45    Søndag den 1. november til lørdag den 7. november 2020

Ønsker udvalget at tage på en kortere tur, er følgende datoer en mulighed:

Uge 6   Tirsdag den 4. februar til torsdag den 6. februar 2020
Uge 16     Tirsdag den 14. april til fredag den 17. april 2020
Uge 45   Søndag den 1. november til lørdag den 7. november 2020

 

Overordnet tema

Presset på Københavns kultur- og fritidsfaciliteter er en dagsorden, der har fyldt meget i Kultur- og Fritidsudvalgets arbejde de senere år. Udfordringer og løsninger i kampen om pladsen i byen er et overordnet emne, som udvalget kan drøfte med forvaltninger og repræsentanter for alle de foreslåede destinationer.

Destinationer og temaer - længere tur

Til en længere studietur foreslås følgende destinationer:

1. Portland (Oregon): Grønt kultur- og fritidsliv og bæredygtig infrastruktur

Portland er ad flere omgange blevet kåret til den grønneste by i USA og har en cykelkultur ulig resten af landet. Som en af de eneste byer i USA har Portland formået at skabe infrastruktur, der tilgodeser cyklister og fodgængere, ligesom letbane også er en del af den offentlige transport. Borgmester Ted Wheeler deltog i oktober måned i C40 topmødet i København, hvor han bla. talte om, hvordan Portlands kulturhuse arbejder med sharing labs, reparationsværksteder og lignende grønne tiltag.

2. Toronto: Demokrati    

Toronto er kendt for at arbejde aktivt med demokratisk inddragelse. Særligt har byen positiv erfaring med brugen af 'citizens assembly' - en faciliteret udviklingsproces, hvor et repræsentativt udsnit af borgere inviteres til at bidrage aktivt til at belyse en konkret udfordring gennem et styret udviklingsforløb.

Destinationer og temaer - kortere tur

Hvis udvalget ønsker at tage på en kortere tur, foreslår forvaltningen nedenstående destinationer:

3. MadridMegaevents

Madrid er rutineret i megaevents, herunder World Pride, som byen var vært for i 2017. I 2005 var Madrid vært for VM i landevejscykling, ligesom Vuelta a España normalt afsluttes i byen. Disse erfaringer er relevante, når København skal huse både starten af Tour de France samt WorldPride og EuroGames i sommeren 2021. Madrid har over en årrække øget både deltager- og publikumantal, når det gælder kvindefodbold. Disse erfaringer er relevante for at styrke fodbolden i København. Madrid har desuden en lang række små og større spillesteder, er kendt for sine prominente museer samt en stærk madscene, hvor restaurationer, tapasbarer og madmarkeder af høj kvalitet fylder byen.

4. London: Frivillighed og gentrificeringens betydning for kulturlivet   

London har en stærk frivillighedsdagsorden med tusindevis af frivillige organisationer, og var i 2016 Europæisk Frivillighovedstad på grund af byens innovative tilgang til at arbejde med frivillighed på. Desuden har London erfaring med gentrificeringen og dens betydning for byens kulturliv.   

5. Paris: Turisme og tryghed.     

Paris har gennem en årrække oplevet en stigning i antallet af turister, hvor bystyret nu ønsker at forbyde turistbusser i centrum. Paris har desuden massive udfordringer på tryghedsområdet.

 

Nordisk hovedstadskonference

Udover Kultur- og Fritidsudvalgets studietur er der andre sammenhænge, hvor udvalget har mulighed for at hente inspiration i andre byer i 2020.

Kulturudvalgene i de nordiske hovedstæder København, Helsinki, Oslo, Reykjavik, Thorshavn, Mariehamn og Stockholm mødes hvert andet år for at drøfte udfordringer og muligheder fælles for de deltagende byer. Hovedstæderne er på skift vært for konferencen, som næste gang afholdes i Helsinki i 2020. Datoen er ikke endeligt fastlagt, men konferencen forventes afholdt den 10.-12. juni 2020.

Temaerne fastlægges i løbet af foråret 2020.

IFLA / ALA

København er medlem af The International Federation of Library Associations and Institutions (IFLA), som har 1.400 medlemmer fordelt på 140 lande. IFLA afholder hvert år en konference, som udvalget har mulighed for at deltage i. IFLA-konferencen i 2020 afholdes den 15.-21. august i Dublin.

København er desuden også medlem af American Library Association (ALA), der på den årlige konference tilbyder et omfattende program af høj kvalitet, som kan bidrage med input og idéer til de strategiske indsatser og udviklingsområder, som der er fokus på i Københavns Biblioteker. ALA-konferencen i 2020 afholdes den 25.-30. juni i Chicago.

Økonomi

 

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med et konkret program på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser og vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Mette Touborg

                                                   /Merete Evers Dewilde

    

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget udsatte sagen af tidsmæssige grunde.

 

Til top