Mødedato: 30.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Forbedring af børnebiblioteker

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om forbedring af seks børnebiblioteker i København samt finansieringsmodellen bag forbedringen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget afsætter 2,25 mio. kr. af udvalgets disponible midler til forbedring af seks børnebiblioteker i København i 2020 og 2021.

Problemstilling

På sit møde den 8. oktober 2019 reserverede Kultur- og Fritidsudvalget 2,25 mio. kr. af udvalgets disponible midler til forbedring af seks børnebiblioteker. Forvaltningen blev anmodet at udarbejde en indstilling om sagen til udvalgets møde den 30. oktober 2019.

Behovet for at forbedre børnebibliotekerne er opstået som en konsekvens af borgernes ændrede brug af biblioteket. Flere borgere bruger i dag biblioteket som et møde- og aktivitetssted, hvilket særligt gør sig gældende for hele byens børnebiblioteker, der benyttes flittigt af børnefamilier, daginstitutioner og skoler.

Konsekvensen er et øget slid på bibliotekerne. Børneområderne på flere biblioteker er særligt udsatte og kan ikke alene vedligeholdes med driftsmidlerne allokeret til vedligeholdelse. Derfor fremstår flere af børnebibliotekerne slidte og utidssvarende.

Løsning

For at løse udfordringen med slidte og utidssvarende børnebiblioteker foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der investeres i alt 3,0 mio. kr. i forbedring af seks børnebiblioteker i Københavns Kommune. Forslaget indebærer, at børnebibliotekerne lukkes på skift i tre måneder, mens forbedringen finder sted.

Fordelen ved at gennemføre forbedringerne af de seks biblioteker i forlængelse af hinanden er, at løsningen kan planlægges som en samlet indsats. På den måde er det muligt at sikre et bedre resultat gennem en mere effektiv og billigere proces samt bedre sammenhæng i den endelige løsning.  

Det vil stadig være muligt for borgerne at benytte den resterende del af biblioteket, herunder udlån og aflevering af fysiske materialer på biblioteket, mens forbedringen finder sted.

De seks børnebiblioteker, der foreslås forbedret, er:

  • BIBLIOTEKET Rentemestervej

  • Kulturstationen Vanløse

  • Sundby Bibliotek (Kvarterhuset)

  • Vesterbro Bibliotek

  • Ørestad Bibliotek

  • Østerbro Bibliotek

I indretningen af børnebibliotekerne udnyttes erfaringer fra indretningen af den nye børneetage på Hovedbiblioteket, som er baseret på den nyeste forskning om børns sproglige udvikling. Her er særligt samspillet mellem en nytænkende formidling af de fysiske børnebøger og en mere legende tilgang til litteratur og sprog i fokus.

I perioden under forbedring af et bibliotek kan formidlingen af ”De første 100”, som er bibliotekernes succesfulde satsning med udstillinger af de bedste børnebøger, intensiveres. Samtidig kan bibliotekets populære digitale tilbud, som fx eReolen GO! promoveres. Det skal bemærkes, at den resterende samling af børnebøger ikke vil være tilgængelig for offentligheden i den periode, hvor forbedringen står på.

Økonomi

Med en investering på i alt 3,0 mio. kr. er det muligt at forbedre hvert af de seks børnebiblioteker for 500.000 kroner. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at denne investering kan give hvert af de seks børnebiblioteker et tiltrængt løft. Planen er, at der i 2020 forbedres fire børnebiblioteker, og i 2021 forbedres to børnebiblioteker.

Tabel 1. Udgifter til forbedring af seks børnebiblioteker

(1.000 kr./2020 p/l)

2020
(4 biblioteker)

2021
(2 biblioteker)

I alt

Indkøb af inventar til 6 biblioteker (fx krybber til billedbøger, reoler og møblement)

1.360

630

2.190

Forbedring af rum inkl. evt. afskærmning, maling m.v.

540

320

660

Koordinering og kommunikation

100

50

150

I alt

2.000

1.000

3.000

De primære udgiftsposter går til indkøb af inventar til børnebibliotekerne, som børnemøbler, reoler og krybber til børnebøger. Samtidig afsættes midler til forbedringer af rummet som fx maling eller udsmykning af vægge i børneområdet.

I modsætning til de øvrige fire biblioteker, vil forbedringerne af Ørestad bibliotek og BIBLIOTEKET på Rentemestervej primært gå til genopretning af de eksisterende børnebiblioteker, som er specialtegnede.

Finansieringsmodel
Ved at holde børnebibliotekerne lukket på skift i perioder af tre måneder, mens renoveringen finder sted (i alt 18 måneder) vurderes det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan spare halvandet årsværk i driftsudgifter. I alt medfører det en besparelse på 500.000 kr. x 1.5 = 750.000 kr. Kultur- og Fritidsforvaltningen kan således investere 750.000 / 6 biblioteker = 125.000 kr. pr. renovering. I tillæg hertil foreslås det, at Kultur- og Fritidsudvalget afsætter 375.000 kr. pr. bibliotek som beskrevet i tabel 1.

Tabel 2.  Finansieringsmodel for forbedring af børnebiblioteker

(1.000 kr./2020 p/l)

2020

2021

I alt

KFU (disponible midler)

4 x 375

2 x 375

2.250

KFF (sparede driftsudgifter)

4 x 125

2 x 125

750

Total

2.000

1.000

3.000

Rokering blandt medarbejdere
De sparede driftsudgifter i forvaltningen findes ikke ved at fritstille medarbejdere, men ved at børnebibliotekarer udfylder vakancer på andre biblioteker, mens deres eget børnebibliotek er lukket på grund af ombygning.

Medarbejderrokaden vil centrere sig om Hovedbiblioteket, så medarbejderne fra de lukkede børnebiblioteker får ophold på Hovedbiblioteket, mens Hovedbiblioteket sender en medarbejder til et lokalt børnebibliotek. Det midlertidige jobbytte vil give mulighed for at understøtte det faglige samarbejde mellem børnebibliotekarer på tværs af byen og åbne op for praksisnære kompetenceforløb.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, påbegyndes planlægningen af forbedringerne, der finder sted i 2020 og 2021.

 

Mette Touborg

                             /Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top