Mødedato: 30.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kommende initiativer på biblioteksområdet, der understøtter Biblioteksplanen 2019-2023

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udarbejdelsen af en handlingsplan, der realiserer Biblioteksplanen 2019-2023 samt tage oversigten over kommende initiativer på biblioteksområdet til efterretning.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der, på baggrund af Biblioteksplanen 2019-2023, udarbejdes en handlingsplan, som forelægges udvalget i begyndelsen af 2020.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager oversigten over kommende initiativer, der understøtter Biblioteksplanen 2019-2023, til efterretning.

Problemstilling

Københavns Biblioteker har en mission om at skabe ivrige læsere, kritiske kulturforbrugere og engagerede borgere. Biblioteksplanen 2019-2023 danner rammen om den biblioteksudvikling, der i de kommende år skal sikre, at Københavns Biblioteker lykkes med denne mission i en by, der vokser, og i en tid, hvor borgernes medieforbrug ændrer sig og bliver mere digitalt.

Løsning

Biblioteksplanen skaber først værdi for borgerne, når de planlagte indsatser omsættes til konkrete tilbud og handling. En række initiativer på biblioteksområdet skal bidrage til realiseringen af biblioteksplanen i den kommende tid. Nedenfor præsenteres initiativerne i den rækkefølge, som de efter planen bliver præsenteret for Kultur- og Fritidsudvalget (KFU).

KFU-møde 14. november 2019

  1. Model for kulturprofiler
    På mødet præsenteres Kultur- og Fritidsudvalget for en model for kulturhuse med tilhørende eksempler. Modellen skal danne udgangspunkt for drøftelser i udvalget om biblioteks- og kulturhusudviklingen i København.

  2. Præsentation af kommende biblioteksinvesteringer

    Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres mundtligt for de lokale biblioteksinvesteringer, der i efteråret er under udarbejdelse i forvaltningen.

     

  3. Det hele barneliv

    Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 20. juni 2018, at forvaltningen skulle omsætte oplægget ”Det hele barneliv – dannelse i et kultur- og fritidsperspektiv” til en mere forpligtende plan formuleret i fællesskab med Børne- og Ungdomsforvaltningen.

    Punktet er en tilbagemelding på dette arbejde og samtidig en status på forvaltningens aktuelle strategiske samarbejder med Børne- og Ungdomsforvaltningen. For at imødekomme skolernes stigende efterspørgsel på samarbejde med bibliotekerne, har forvaltningen udarbejdet fælles rammer for bibliotekernes skolebetjening, der ligeledes fremlægges for udvalget. Udarbejdelsen af fælles rammer og samarbejdet med Børne- og Ungdomsforvaltningen spiller ind i biblioteksplanens indsats for at stimulere og fastholde skolebørns læselyst.

     

  4. Evaluering af børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøger

    Københavns Biblioteker udarbejder hvert halve år en rapport, der fortæller om aktiviteter og nøgletal for det seneste halvår. Rapporten for 1. halvår 2019 er en temarapport omhandlende børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøger, der er en årlig begivenhed, afholdt første gang i marts 2019. En tilbagevendende festival for børnelitteratur er i tråd med biblioteksplanens fokus på børn og unge.

KFU-møde 5. december 2019

  1. Betjeningstid

    Københavns Biblioteker foretager i efteråret 2019 en analyse af den individuelle betjeningstid, med henblik på at undersøge hvorvidt betjeningstiden på bibliotekerne er placeret, så den skaber mest mulig værdi på tværs af byen og i løbet af året.

     

    Analysen og eventuelle forsøg understøtter biblioteksplanens indsats for at lave betjening, der passer til borgernes behov og brug af biblioteksrummet. Eventuelle forsøg med justering af betjeningstiden på udvalgte biblioteker forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til individuel behandling.

     

  2. Status på det digitale bibliotek

    Københavnerne låner generelt flere og flere e-bøger og netlydbøger. På mødet orienteres udvalget om den seneste udvikling i det digitale bibliotek, herunder benyttelsen af digitale bøger. Benyttelsen af digitale bøger er også i fokus i biblioteksplanen, hvor det digitale bibliotek udgør et af fire fokusområder.

     

  3. Bydækkende investeringsforslag om arrangementer

    Et bydækkende investeringsforslag skal skabe bedre betingelser for afvikling af arrangementer ved blandt andet at investere i etablering af bedre arrangementsområder på bibliotekerne. Forslaget understøtter biblioteksplanen ved at fokusere på nyindretning, der inspirerer og skaber rum for aktiviteter.

     

  4. Lokale biblioteksinvesteringer

    På mødet forelægges udvalget forslag til lokale biblioteksinvesteringer, der omhandler blandt andet Bibliotekshuset på Rodosvej, Brønshøj Bibliotek og Vigerslev Bibliotek. Indstillingen vil bygge videre på den mundtlige præsentation af biblioteksinvesteringerne, der finder sted på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 14. november 2019.

Primo 2020

  1. Handlingsplan

    Københavns Biblioteker udarbejder i slutningen af 2019 en handlingsplan for, hvordan indsatserne i biblioteksplanen skal omsættes i praksis.

     

    Handlingsplanen udarbejdes med afsæt i de mange input og høringssvar, som borgere, medarbejdere, biblioteksledere, foreninger, lokaludvalg og politikere har givet og skrevet i forbindelse med biblioteksplanen.

     

  2. Materialebudget og uafhentede reserveringer

    Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om sammensætningen af og udviklingen i Københavns Bibliotekers materialebudget. Heri ligger en række prioriteringsspørgsmål, der er aktuelle i realiseringen af biblioteksplanen, herunder forholdet mellem indkøb af fysiske materialer og begrænsning på udlån af digitale materialer.

     

    Et andet aktuelt spørgsmål omhandler uafhentede reserveringer. I København bliver ca. hvert fjerde reserverede materiale ikke afhentet. Det er en landsdækkende udfordring, og derfor har København, Aarhus og Odense, på baggrund af en undersøgelse af brugernes adfærd, foreslået at teste en løsning, hvor brugerne skal tilkendegive interessedato, når et materiale reserveres. Løsningsforslaget skal indarbejdes i bibliotekernes hjemmesidesystem og behandles på nuværende tidspunkt i Danskernes Digitale Bibliotek som et udviklingsønske.

     

  3. Model for renovering af teknisk anlæg på Hovedbiblioteket

    Kultur- og Fritidsudvalget har i september 2019 drøftet en model for renovering, hvor en tidligere afsat anlægsbevilling foreslås ændret til en varig servicebevilling. I den forbindelse forhandler Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) med udlejer (Jeudan) om vilkår i en ny lejekontrakt, der blandt andet omfatter nyt ventilationsanlæg samt udbedring af tag og vandskader.

     

    Forhandlingerne forventes afsluttet ultimo 2019, og Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om en model for renovering af det tekniske anlæg på Københavns Hovedbibliotek, herunder etablering af et nyt ventilationsanlæg.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, arbejder forvaltningen videre med de initiativer, der er præsenteret i indstillingen.

Mette Touborg

                        /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top