Mødedato: 30.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på helhedsplan for Toftegårds Plads

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en status vedrørende helhedsplanen for Toftegårds Plads.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter elementerne i forslag til helhedsplan for Toftegårds Plads.

Problemstilling

Med Budget 2019 er der afsat 72,8 mio. kr. til anlæg til et nyt Valby Bibliotek på Toftegårds Plads. Der blev samtidig afsat 5,7 mio. kr. til renovering af Valby Kulturhus og 1,5 mio. kr. til udarbejdelse af en helhedsplan for Toftegårds Plads. Helhedsplanen har til formål at placere det nye bibliotek på pladsen og skal være med til at afklare, om der skal være yderligere bebyggelse på Toftegårds Plads.

Helhedsplanen blev udbudt i konkurrence, og i sommeren 2019 blev der fundet en vinder af konkurrencen. Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret om vinderprojektet den 26. august 2019. Helhedsplanen skal nu efterbearbejdes forud for høring og endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen.

Løsning

Økonomiforvaltningen har det seneste år arbejdet med en helhedsplan for Toftegårds Plads (bilag 1). Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har siddet med i arbejdsgruppen for helhedsplanen.

Helhedsplanen skal godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2020 med henblik på, at den sendes i høring i Kultur- og Fritidsudvalget samt i Valby Lokaludvalg. Herefter skal helhedsplanen vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen. På baggrund af rammerne i helhedsplanen skal der udarbejdes en ny lokalplan for Toftegårds Plads (bilag 2).

Det indgår i Budgetaftalen 2020, at der i helhedsplanen for Toftegårds Plads skal arbejdes videre med yderligere bebyggelse på i alt 2.500 m2 almene boliger (ældre-, ungdoms- eller plejeboliger), og at der reserveres plads til en fremtidig funktion, Bygning X, på 1.000 m2. Bygning X kan anvendes til kultur, fritid eller sundhed. Det indgår også i Budgetaftalen 2020, at salgsprovenuet fra boliger reserveres til finansiering af byrum på Toftegårds Plads i tråd med helhedsplanens indhold.

Med denne indstilling har Kultur- og Fritidsudvalget mulighed for at drøfte de væsentligste handlemuligheder i forbindelse med det videre arbejde med helhedsplanen, herunder finansiering af Bygning X samt en eventuel finansiering af ophold på bibliotekets tag. Såfremt det også ønskes at etablere byrum på Toftegårds Plads, skal der afsættes yderligere midler til formålet foruden de midler, der indtjenes som følge af salg af byggeriet.

Helhedsplanens hovedgreb
Vinderprojektet "Bølgen" er skabt ud fra fire temaer: den bløde by, fællesskaber, synergi og samspil samt fleksibilitet og robusthed. I helhedsplanen formes pladsen som et bølget landskab med bakker og dale, der skaber læ og rumlig variation og indbyder til ophold. I midten er der en skålformet lavning, der tænkes som et naturligt samlingspunkt (Bilag 1). 

Det nye Valby Bibliotek er placeret som et fritliggende bibliotek i et plan mod Vigerslev Allé. Vinderprojektet viser mulighed for at placere boligbebyggelse og Bygning X  i 3-4 etager på pladsens sydlige del foran den seks etager høje ATP-bygning. Boligbyggeriet og Bygning X har et kurvet formsprog, der indrammer og favner den let sænkede plads. Mod Gammel Køge Landevej støjskærmes pladsen med en grøn, beplantet bakke.

Toftegårds Plads Nord er også en del af helhedsplanen, og pladsen tænkes som et grønt byrum med plads til ro og fordybelse.

Det nye Valby Bibliotek
Det nye bibliotek er på 1.250 m2 netto med placering ud mod Vigerslev Allé i nærhed til Kraftwerket og Valby Kulturhus. Med denne placering af biblioteket er der mulighed for at opfylde visionen om et synligt og transparent bibliotek, der inviterer byens borgere indenfor. Samtidig giver bibliotekets placering gode muligheder for synergi og sammentænkning af aktiviteter og funktioner i kulturhusene på pladsen.

Når en helhedsplan er vedtaget i Borgerrepræsentationen skal der udarbejdes et egentligt biblioteksprojekt, således at det sikres, at der etableres et velfungerende bibliotek, som kan realiseres inden for den afsatte økonomi. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om biblioteksprojektet forud for selve udførelsen af byggeriet.

Det nye bibliotek forventes at kunne åbne medio 2023 med forbehold for lokalplansprocessen.

I helhedsplanen er biblioteket tegnet ud fra en vision om at skabe en sammenhængende plads, og der er foreslået en højere biblioteksbygning end oprindeligt planlagt samt opholdsmulighed på bibliotekets tag. Disse elementer kan ikke holdes inden for den anlægsbevilling, der er afsat til biblioteket. Rådgiver på biblioteksprojektet vurderer, at der vil være tale om en væsentlig merudgift, hvis vinderprojektets forslag om opholdsmulighed på bibliotekets tag skal realiseres, da bibliotekets areal kan blive større som følge af en udvendig trappekonstruktion fra tag til terræn, tagkonstruktionen skal forstærkes, der skal etableres en elevator til taget og den foreslåede højde på biblioteksbygningen skal øges.

I bearbejdelsen af helhedsplanen er rådgiverne blevet bedt om at give en række bud på forskellige grader af ophold på taget.

Der skal tages beslutning om muligheden for ophold på bibliotekets tag senest i forbindelse med udarbejdelse af helhedsplanen. Det er en politisk beslutning, hvorvidt ideen om ophold på bibliotekets tag skal realiseres. En eventuel finansiering af opholdsmulighed på taget kan indgå i forhandlingerne om Overførelsessagen 2019/2020.

Boligbyggeri og Bygning X til kultur, fritid eller sundhed
Det indgår i Budgetaftalen 2020, at der i helhedsplanen for Toftegårds Plads skal arbejdes videre med almene boliger på i alt 2.500 m2 samt Bygning X til en fremtidig funktion på 1.000 m2 til kultur, fritid eller sundhed.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvilken type bygning, Bygning X skal være, og hvornår den eventuelt skal anlægges. I udarbejdelsen af lokalplanen skal det besluttes, hvordan Bygning X skal håndteres, således at der er råderum til udvikling af funktionen efter en vedtaget lokalplan. Det er Borgerrepræsentationen, der beslutter, hvordan Bygning X skal håndteres i lokalplanen.

Det indgår i Budgetaftalen 2020, at salgsprovenuet fra boliger reserveres til finansiering af byrum på Toftegårds Plads i tråd med helhedsplanens indhold. Provenuet ved salg af byggeriet til almene boliger vurderes på overslagsbasis at ligge i niveauet 4.000 kr. pr. etagemeter, svarende til 10 mio. kr.

Byrum på Toftegårds Plads
Anlæg af byrum på Toftegårds Plads Syd, hvis der alene skal etableres bibliotek, er estimeret til i størrelsesordenen 26 mio. kr. Med opførelse af yderligere bebyggelse kan udgifterne til etablering af byrum være lidt mindre, da arealet til byrum derved mindskes. Der er også mulighed for blot at anlægge et byrum på ca. halvdelen af pladsen, særligt omkring biblioteket. Dette vil koste omkring 12 mio. kr. og vil betyde, at den anden halvdel af pladsen fortsat vil have den nuværende karakter og belægning.

Udover midlerne fra salg af byggeriet skal der afsættes yderligere midler, hvis der ønskes etableret et byrum på pladsen. Det kan tidligst blive relevant at søge anlægsmidler til byrum i budget 2021.

Politiets køreprøver
I dag afholder Københavns Politi køreprøver på Toftegårds Plads. Økonomiforvaltningen er i dialog med Færdselsstyrelsen under Transport- og Boligministeriet for at afsøge muligheden for at flytte Politiets køreprøver til en anden placering, hvilket er en forudsætning for at realisere boligbyggeriet og pladsen, som skitseret i helhedsplanen.  

Etapevis anlæg på Toftegårds Plads
Der er arbejdet med en helhedsplan, som er mulig at realisere etapevis, således at boligbyggeri og pladsdannelse ikke forsinker byggeriet af biblioteket. Der sigtes mod hurtig eksekvering af boligbyggeriet, således at pladsen og borgerne vil være mindst mulig generet af byggepladsen på Toftegårds Plads. Se tidsplan for Toftegårds Plads i bilag 2.

Valby Lokaludvalg 
Valby Lokaludvalg har deltaget i processen omkring helhedsplanen. Lokaludvalget bakker op om vinderforslaget, da det efter udvalgets vurdering lever bedst op til de stillede krav og ønsker for pladsen. Lokaludvalget er enigt i forslagets placering af bibliotek som en transparent randbebyggelse, sammenhæng med de eksisterende kulturhuse og de diagonale passager på tværs af pladsen. Lokaludvalget ser meget positivt på ideen om opholdsmulighed på bibliotekets tag.

Det har ikke været lokaludvalgets ønske, at der skulle bygges boliger på pladsen. Forudsætningen for Lokaludvalgets accept af, at der arbejdes videre med planen om boligbyggeri, er at det skal være et byggeri, der understøtter pladsens funktion som Kulturens Plads i Valby. Hvis den skitserede boligbebyggelse lever op til vinderforslagets visioner om blandede ældre- og ungdomsboliger og er udformet på en måde, så beboerne ser kulturelt liv som en værdi, de gerne vil være en del af, kan det bringes til at fungere. Lokaludvalget ser vinderforslagets organiske formgivning og byggeri i træ som en væsentlig kvalitet. Det afhænger således af det konkrete projekt, om Lokaludvalget kan støtte op om boligbyggeri på pladsen.

Der vil være en dialog med Lokaludvalget i efteråret 2019 i forbindelse med tilpasning af helhedsplanen. Dertil sendes helhedsplanen i høring hos Valby Lokaludvalg primo 2020. Under udarbejdelse af lokalplanen vil Lokaludvalget også blive hørt, ligesom Lokaludvalget inddrages i forbindelse med den videre planlægning af Valby Bibliotek.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På bagrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med resten af arbejdsgruppen videre med helhedsplanen. Kultur- og Fritidsforvaltningen og Valby Lokaludvalg får helhedsplanen i høring primo 2020. 

 

Mette Touborg

                                 /Mads Kamp Hansen                                                       

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at inddrage udvalgets bemærkninger i det videre arbejde, herunder at den helt grundlæggende forudsætning for Kultur- og Fritidsudvalget er, at der bygges et bibliotek på Toftegårds Plads, og at det, såfremt der bygges boliger som foreslået, er en forudsætning, at friarealerne bliver etableret, således som skitseret i vinderprojektet.

Til top