Brug af udearealer ved Krausesvej 3
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at spørgsmålet om at afgive et areal ved Villa Kultur på Krausesvej 3 sendes i høring i Østerbro Lokaludvalg og hos foreningen ”Villa Kultur”
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 8. oktober 2019 en indstilling om ’Brug af udearealer ved Krausesvej 3' (bilag 1).
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at udarbejde en ny indstilling til mødet den 30. oktober 2019. Til dette møde inviteres repræsentanter fra Villa Kultur.
Baggrunden for, at sagen blev forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget er en henvendelse fra Økonomiforvaltningen om at anvende en del af friarealet ved Villa Kultur til en daginstitution.
Løsning
Spørgsmålet om at afgive en del af havearealet i forbindelse med Villa Kultur har været drøftet med foreningen "Villa Kultur" med udgangspunkt i dels konsekvenserne for husets aktiviteter ved at afgive havestykket, dels om disse konsekvenser er så store, at foreningen hellere vil have til huse et andet sted i København.
Konsekvenser af at afgive arealet
Villa Kultur er gennem de seneste år ombygget og brandsikret, så antallet af personer, der må opholde sig i huset, er udvidet fra 50 til 150. Samtidig har villaen undergået en omfattende indvendig istandsættelse. Arbejdet er i vid udstrækning gennemført af frivillige. De udvidede muligheder for indendørs aktiviteter genspejler sig også i aktiviteterne i haven. Således har der i foråret 2019 været en kunstfestival i haven med 20 unge performancekunstnere. Haven bruges også som arena for udstillinger i forbindelse med Copenhagen Photofestival og til f.eks. oplæsning for mindre børn.
Villa Kultur ser ikke umiddelbare synergier eller gevinster ved at afgive et areal til en daginstitution, men arbejder gerne videre med at belyse mulighederne for arkitektoniske løsninger, der kan udformes så der i skellet indarbejdes funktioner til gavn for begge parter. Det kunne f.eks. være et cykelskur, der indarbejdes i en bakke og forskellige former for amfisæder/trapper, der både kan anvendes til leg og ophold for børnene i dagtimerne, og som kan anvendes som tilskuerpladser om aftenen og i weekenderne. Der kan blandt andet arbejdes med daginstitutionens uderum, så det fremstår på en måde, der appellerer både til børn og voksne. Det kunne f.eks. være en legeplads med større fokus på natur.
En anden placering?
Det har været drøftet med foreningen bag Villa Kultur, om det var mere attraktivt for foreningen at flytte til en anden adresse, hvis en del af haven afgives til daginstitutionsformål. Hertil anfører foreningen, at aktiviteterne i huset i dag i høj grad er lokalt forankret, og at det daglige liv i huset i vid udstrækning har afsæt i det engagement, der ligger bag udviklingen og istandsættelsen af huset. Foreningen anfører samtidig, at huset er blevet et pejlemærke på det kulturpolitiske landkort. Sammenfattende vurderer foreningen, at det vil være udfordrende at flytte engagementet og fællesskabet til en anden adresse.
Kompensation til kultur- og fritidsområdet
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget, efter en høring af Østerbro Lokaludvalg og foreningen "Villa Kultur", ønsker at arbejde videre med at afgive et areal på 800 kvadratmeter, går Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen om den økonomiske kompensation.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil anmode Børne- og Ungdomsforvaltningen om at der, i forbindelse med en bevilling til en daginstitution på arealet, også søges om økonomisk kompensation til Kultur- og Fritidsudvalget på 350.000 kr. i den førstkommende forhandling om budget- eller overførselssag.
Parkering
I forbindelse med en eventuel afgivelse af et areal ved Krausesvej 3 er der fra flere sider stillet spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at etablere parkeringspladser på selve grunden. Dette spørgsmål har været rejst over for Teknik- og Miljøforvaltningen, der har oplyst følgende:
”Der er ikke med svaret (på materiale fra Økonomiforvaltningen) taget stilling til om opførelsen af bebyggelsen vil forudsætte lokalplan eller vil kunne gennemføres som en byggesag med dispensationer fra gældende lokalplan, det kræver en konkret vurdering af projektet. Der er ligeledes ikke taget stilling til antallet af krævede parkeringspladser i den forbindelse. Det er alene anført at der i forbindelse med projekteringen skal indregnes parkeringspladser på grunden, altså at det ikke skal forventes at man undgår at afsætte plads til parkering på egen grund, uanset om bebyggelsen muliggøres med forudgående lokalplan eller alene gennem en byggesag.”
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.
Vælger udvalget at sende problemstillingen i høring, vil sagen blive forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget igen efter høringen.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2019:
Dagsordenens punkt 14 (Udfordringer med kultur- og idrætsbyggerier) og punkt 13 (Brug af udearealer ved Krausesvej 3) blev behandlet umiddelbart efter foretræderne.
Nikoline Dyrup Carlsen og Christian Wilhelm Nielsen, repræsentanter fra erhvervsdrivende i ejendommen Løgstørgade 2 C, havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.
Kultur- og Fritidsudvalget havde i medfør af styrelseslovens § 20, stk. 4, 2. pkt., inviteret Jonas Søgaard Grøn og Hakon Elliott Mogensen fra Villa Kultur med henblik på sagens oplysning.
Kultur- og Fritidsudvalget forkastede indstillingen.
På baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser blev Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodet om en ny indstilling i sagen.