B-sag: Kommunalisering af erhvervslejekontrakter for spejdergrupper
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til kommunalisering af fem arealer, der anvendes til spejderaktiviteter.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender kommunalisering og indgåelse af brugsaftaler for kommunale arealer, der anvendes til spejderaktiviteter for DGS Robin Hood Gruppe, DDS Normannerne Gruppe, DDS Fribytterne Søgruppe, DDS 6. – 7. Sundby Gruppe og DDS 1. Sønderbro Gruppe.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status og videre proces for Brønshøj-Husum spejderne, Lersøparkspejderne og Bellahøj 21st Barking til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Intern Revision og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) etableret en tværgående taskforce, der har haft til opgave at opdatere forvaltningens tilskudsaftaler, så de lever op til Københavns Kommunes forretningscirkulære for ydelse af tilskud og den huslejemodel, som Borgerrepræsentationen har vedtaget.
Brugsaftalerne for spejdergrupperne DGS Robin Hood Gruppe, DDS Normannerne Gruppe, DDS Fribytterne Søgruppe, DDS 6. – 7. Sundby Gruppe og DDS 1. Sønderbro Gruppe har været en del af arbejdet og forelægges nu Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse.
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til opdatering af aftaleforhold for spejdergrupperne DGS Robin Hood Gruppe, DDS Normannerne Gruppe, DDS Fribytterne Søgruppe, DDS 6. – 7. Sundby Gruppe og DDS 1. Sønderbro Gruppe, der i dag alle har erhvervslejekontrakt for kommunale arealer, og hvor lejeudgiften dækkes af folkeoplysende lokaletilskud.
Denne konstruktion er ikke i overensstemmelse med retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i København og Københavns Kommunes huslejemodel, og aftalerne skal derfor opdateres, så de lever op til Københavns Kommunes regler for tilskud.
Spejderforeningerne er enige i ændringerne og de nye udkast til aftaler.
Løsning
Kommunalisering af erhvervslejekontrakter
Spejdergrupperne Robin Hood, Normannerne, Fribytterne, 6. – 7. Sundby og 1. Sønderbro har alle en ældre erhvervslejekontrakt med KEID for et kommunalt areal. Lejen for erhvervslejekontrakten er ikke markedskonform og den afholdes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Spejderne anvender udelukkende arealerne til lovlige kommunale aktiviteter, og det er derfor muligt at stille arealerne vederlagsfrit til rådighed for spejderne, såfremt der indgås en standardlejeaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og KEID om de pågældende arealer.
Ved en kommunalisering opsiges erhvervslejekontrakterne, og KEID udsteder en standardlejeaftale for hvert af arealerne til Kultur- og Fritidsforvaltningen, som herefter kan stille arealerne vederlagsfrit til rådighed for spejderne gennem en brugsaftale. Derved vil spejdernes økonomiske vilkår for brugen af arealet forblive uændret.
Brugsaftalerne udstedes som udgangspunkt for tre år ad gangen, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forlængelse. Spejderne skal årligt afrapportere på brugen af arealet.
Forvaltningen har været i dialog med spejdergrupperne, som er enige i ændringerne. Udkast til brugsaftaler for arealerne er udformet i dialog med og godkendt af de enkelte spejdergrupper. Aftaleudkastene er vedlagt som bilag 1-5.
For Normannerne Gruppe samt Fribytterne Søgruppe er der fortsat enkelte forhold, som er ved at blive afklaret i samarbejde med henholdsvis Teknik- og Miljøforvaltningen og KEID. Budgetaftalen for 2022 indeholder desuden en bevilling til forbedring af faciliteter til Fribytterne Søgruppe. Forvaltningen vurderer, at disse forhold ikke er en hindring for at indgå en brugsaftale. Forvaltningen vil, når forholdene er oplyst, indskrive dem i den endelige brugsaftale, såfremt der bliver behov for det.
Status og videre proces for Brønshøj-Husum spejderne, Lersøparkspejderne og Bellahøj 21st Barking
Følgende spejdergrupper er ikke en del af ovenstående løsning: Bellahøj 21st Barking, Lersøparkspejderne og Brønshøj-Husum Gruppe.
Aftalen for Bellahøj 21st Barking forelægges som separat sag på Kultur-og Fritidsudvalgets møde den 14. oktober 2021, da der er tale om indgåelse af brugsaftale for et areal i forbindelse med nybyggeri.
Aftalen for Lersøparkspejderne forelægges ikke til godkendelse, da der fortsat afventes udredning af det kontraktlige forhold for arealet mellem KEID og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i kontakt med Brønshøj-Husum Gruppe om gruppens erhvervslejekontrakt for matriklen Storegaardsvej 9, 2700 Brønshøj. Gruppen har i den forbindelse gjort forvaltningen opmærksom på, at spejderne opsagde kontrakten med KEID i 2014 og således ikke længere anvender arealet. Ved en fejl er Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke blevet informeret om lejemålets ophør, og forvaltningen har derfor afholdt en beskeden leje på 280 kr. årligt til KEID for lejemålet.
Brønshøj-Husum spejderne holder nu til i Energicenter Voldparken, hvor de primært anvender udearealet. De har dog udtrykt ønske om mulighed for opbevaring af materialer samt adgang til et mødelokale i ejendommen. Forvaltningen er i dialog med spejdergruppen og Energicenter Voldparken med henblik på at imødekomme dette behov. Da der ikke er tale om eksklusiv brugsret, er det ikke nødvendigt at udstede en brugsaftale for dette.
Økonomiske konsekvenser af ændringerne mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Økonomiforvaltningen, KEID og bruger
De økonomiske konsekvenser af kommunaliseringen fremgår af nedenstående tabel. Indtægter fremgår med negativt fortegn.
Bruger |
KFF |
KEID |
ØKF |
KK i alt |
Bruger |
DGS Robin Hood Gruppe |
0 kr. |
- 36.041 kr. |
36.041 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
DDS Normannerne Gruppe |
0 kr. |
-18.465 kr. |
18.469 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
DDS Fribytterne Søgruppe |
0 kr. |
-61.269 kr. |
61.269 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
DDS 6. – 7. Sundby Gruppe |
0 kr. |
- 78.348 kr. |
78.348 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
DDS 1. Sønderbro Gruppe.
|
0 kr. |
- 154.847 kr. |
154.847 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
I alt |
0 kr. |
- 348.974 kr. |
348.974 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
I forbindelse med kommunaliseringen vil der blive foretaget en budgetkorrektion, hvormed Kultur- og Fritidsforvaltningen får tilført midler fra Økonomiforvaltningen svarende til forskellen mellem den aktuelle erhvervsleje for arealerne og den interne basisleje.
Spejdernes udgift til erhvervsleje har indtil nu været dækket af Folkeoplysningsudvalgets ramme til lokaletilskud. Folkeoplysningsudvalget har haft en samlet udgift på i alt 2.866 kr. årligt til dette formål. Disse midler vil fortsat blive anvendt til formålet fra en anden konto på udvalgets budget. Midlerne anvendes til at dække forskellen mellem budgetkompensationen og den interne basisleje. Dermed vil der ikke være økonomiske konsekvenser for Kultur- og Fritidsforvaltningen som følge af kommunaliseringerne.
KEID vil få en merindtægt svarende til forskellen mellem den aktuelle erhvervsleje for arealerne og den interne basisleje.
Der føres et samlet regnskab for økonomiske konsekvenser i og mellem forvaltninger, som opgøres endeligt, når alle aftaler til ændring er godkendt. Kultur- og Fritidsudvalget vil få forelagt en indstilling om de samlede økonomiske konsekvenser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da forvaltningen budgetkompenseres i forbindelse med indgåelse af standardlejeaftaler for de nævnte arealer. Det forudsættes, at det budget, som Folkeoplysningsudvalget tidligere har anvendt til at afholde spejdernes erhvervslejeudgifter, fortsat anvendes til samme formål.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægge sagen for Folkeoplysningsudvalget til orientering på møde den 27. oktober 2021.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil bede KEID om kommunalisering af arealerne og dernæst indgå brugsaftaler med spejdergrupperne Robin Hood, Normannerne, Fribytterne, 6. – 7. Sundby og 1. Sønderbro.
Forvaltningen er sammen med EnergiCenter Voldparken i dialog med Brønshøj-Husum Spejderne om en løsning, hvor Brønshøj-Husum Spejderne får stillet faciliteter til rådighed på de almindelige vilkår for folkeoplysende foreninger.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. september 2021:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).