Mødedato: 30.09.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Drøftelse af forundersøgelse af udvikling af Sundby Idrætspark

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges status på arbejdet med en forundersøgelse af udviklingen af Sundby Idrætspark med henblik på en drøftelse.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter de overordnede rammer og visioner for det videre arbejde med en forundersøgelse af udviklingen af Sundby Idrætspark.

Problemstilling

I Overførelsessagen 2020-2021 blev der afsat 2,3 mio. kr. til at gennemføre en indledende forundersøgelse af scenarier for byudvikling og udvikling af idrætsfaciliteter i Sundby Idrætspark. Forundersøgelsen er afsæt for, at der forud for budget 2023 kan tages politisk stilling til en fremtidig udvikling af området.

Arbejdet er igangsat og involverer blandt andet idrættens organisationer, brugere, lokaludvalg, naboer og lokale interessenter via workshops og møder. Målet er at fremlægge tre scenarier for udvikling af Sundby Idrætspark.

Løsning

Sundby Idrætspark er 150.000 m2 og er placeret i et relativt tæt bebygget område med bl.a. Urbanplanen mod vest og et villakvarter mod øst (bilag 1). Sundby Idrætspark er tæt på fuldt udnyttet, og der er få kvadratmeter, som ikke benyttes til idrætsformål.

Sundby Idrætspark har et stort udviklingspotentiale, men beliggenheden i et relativt tæt bebygget boligområde udfordrer en mere intensiv brug af idrætsparken.

Fakta om Sundby Idrætspark

De nuværende faciliteter i Valby Idrætspark udgøres af:

  • tre haller
  • et fodbold- og atletikstadion
  • en kastegård
  • et udendørs fitness anlæg
  • en række tennisbaner
  • tre 11-mands kunstgræsbaner
  • seks 11-mands græsbaner.

I 2018 blev banen på Sundby Stadion omlagt fra græs til kunstgræs. I den forbindelse blev der også etableret varme i banen og et større lysanlæg. Lyset på banen og den mere intensive brug af banen har betydet, at nogle af naboerne har oplevet udfordringer med støj og lys fra stadionbanen.

Sundby Idrætspark huser en lang række foreninger, herunder bl.a. fodboldklubberne B1908 og Fremad Amager, Amager Volleyball Klub, Hafnia Floorball og Sundby Tennisklub. Både idrætshaller og boldbaner er tæt på fuldt bookede i primetime kl. 16:00-20:00.

Derudover er Højdevang Skole placeret i Sundby Idrætspark. Der er ingen idrætsfaciliteter tilknyttet skolen, hvorfor skolen er afhængig af at kunne benytte parkens idrætsfaciliteter i dagtimerne. 

Specielle behov
En vigtig del af Sundby Idrætsparks funktion er, udover at lægge rammer til den generelle foreningsbrug, også at servicere eliten eller sub-eliten. Det kan eksempelvis betyde, at idrætshallen skal have større højde eller flere tilskuerpladser for at kunne servicere eliteidrætten.

Fodboldklubben Fremad Amager spiller i dag i 1. division. Såfremt Fremad Amager rykker op i Superligaen, vil det betyde særlige krav til siddepladser på stadion, forhold for udebanefans, adgangsforhold mv.

Udviklingstanker for Sundby Idrætspark

Gennem årene har der været flere initiativer og tiltag til udvikling af Sundby Idrætspark. Amager Vest Lokaludvalg og Områdefornyelsen Sundby har fokus på Sundby Idrætspark i deres bydels- og kvarterplaner. Som led i en samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og DGI Storkøbenhavn, skal der udarbejdes en idrætshelhedsplan for Sundby Idrætspark. Både Lokaludvalget, Områdefornyelsen og idrætsorganisationerne er inddraget i arbejdet med forundersøgelsen.

Senest har den lokale elitefodboldklub sammen med en potentiel udvikler fremlagt et visionsoplæg for udvikling af området. Udgangspunktet for oplægget er at finansiere etableringen af et nyt superligastadion og en generel renovering af Sundby Idrætspark gennem salg af byggegrunde til boligbyggeri. I forbindelse med forundersøgelsen vil Københavns Kommune forholde sig til forslaget fra eliteklubben.

Forundersøgelse for udvikling af Sundby Idrætspark anno 2021

Idrætsfaciliteterne i Sundby Idrætspark er generelt set præget af at være opstået som knopskyderi, og der er et stort potentiale i at skabe en bedre sammenhæng mellem idrætsfaciliteterne. Eksempelvis bevirker idrætshallernes placering, at der er meget spildplads mellem hallerne, og der mangler generelt sammenhæng mellem funktionerne i hallerne. 

For det videre arbejde forudsættes det, at der opstilles tre scenarier for udvikling af Sundby Idrætspark. Dertil tages der udgangspunkt i, at de tre scenarier skal variere fra hinanden, så der samlet præsenteres et spænd i mulig udvikling af idrætsparken. I minimum ét af scenarierne vil der indgå et nyt stadion, mens scenarierne samlet set også skal give en variation i idrætslig udvikling, byudvikling og rekreative muligheder for lokalområdet mv.

Både i Amager Vest og Amager Øst foregår en relativt omfattende byudvikling, og der forventes en større befolkningstilvækst i begge bydele. Der er allerede nu stor efterspørgsel efter idrætsfaciliteterne i Sundby Idrætspark.  I arbejdet med scenarierne fokuseres derfor på at udvikle idrættens muligheder, hvor evt. andre funktioner indarbejdes, hvis der viser sig plads til det, og de samtidigt vil bidrage til at udvikle området som idrætspark og som aktiv for lokalområdet bredt set.

Der er derfor behov for en drøftelse af mængden af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns idrætsparker. En drøftelse, der blandt skal forholde sig til behovet for superligastadions, idrætshaller, der tilgodeser andre behov end dem, som dækkes af skoleidrætshallerne (fx tilskuerpladser) og andre væsentlige idrætsfaciliteter, der giver et løft til idrætten i København. Herudover bliver det nødvendigt at tage stilling til forholdet mellem bredde- og eliteidræt samt samspillet mellem den kommercielle, den foreningsbaserede og selvorganiserede idræt, ligesom det er relevant at fokuseres på behovet for at skabe plads til, at nicheprægede idrætter kan få plads til at udvikle sig.

I variationen mellem den idrætslige udvikling og graden af byudvikling, ligger også en drøftelse af finansieringen og måder en kommende udviklingsplan realiseres på, herunder blandt andet stillingtagen til faser, mængden af idrætsbyggerier, mængden af privat og/eller kommunal byudvikling samt infrastruktur og trafik.

Endelig vil det, i forlængelse af arbejdet i Områdefornyelsen Sundby og Amager Vest Lokaludvalg, blive undersøgt hvordan adgangs- og parkeringsforhold samt trafiksikkerhed og forbindelser til omkringliggende boligområder kan forbedres.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen videre med forundersøgelse for udviklingen af Sundby Idrætspark.

 

Mette Touborg                          / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. september 2021:

Dagsordenens punkt 12 og punkt 13 blev behandlet under et.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen.

På baggrund af udvalgets tilkendegivelser arbejder forvaltningen videre med forundersøgelsen for udviklingen af Sundby Idrætspark. Forvaltningen vil, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, i 2022 vende tilbage med en præsentation af tre scenarier for udvikling af Sundby Idrætspark.

Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Birgitte Kehler Holst og Maria Frej ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”København mangler idrætsfaciliteter. Det er partiernes opfattelse, at udviklingen af Sundby Idrætspark skal være fokuseret på at udnytte arealerne til øget aktivitetsbrug og bedre rammer for foreningerne/klubberne. Etablering af boliger og erhverv på arealer, der kan udnyttes til idrætslig aktivitet, er derfor ikke partiernes kop te.”

Til top