VideoMarathon - ansøgning om tilskud
VideoMarathon - ansøgning om tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 30. august 2001
5. VideoMarathon - ansøgning om tilskud
(KFU 290/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger en underskudsgaranti på 75.000 kr. til projekt VideoMarathon
at der anvises dækning for beløbet på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter).
RESUME
Der er ansøgt om et tilskud på 75.000 kr. til arrangementet VideoMarathon.
VideoMarathon er en konkurrence blandt 120 deltagere om at lave den bedste film inden for rammerne af 48 timer. Arrangementet afholdes medio august med prisoverrækkelse primo september 2001. Alle filmene vil blive vist på TV og internettet.
Budgettet er på 219.240 kr., hvoraf der foreløbig er modtaget bidrag på 107.000 kr. Derudover bidrager en række sponsorer med naturalieydelser.
Det indstilles, at projektet bevilges en underskudsgaranti på 75.000 kr. med begrundelsen, at der er tale om et professionelt kunstnerisk arrangement, der understøtter de mange film- og videokunstnere i København, og som samtidig - via offentliggørelsen på TV2 Zulu og Internettet - giver et meget bredt publikum mulighed for at opleve filmkunsten.
SAGSBESKRIVELSE
David Fox har i mail af 26. juli 2001 henvendt sig til Overborgmesterens Sekretariat for at skabe interesse for og opnå økonomisk støtte til VideoMarathon. Denne henvendelse er videresendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen. True Stories har herefter i ansøgning af 13. august 2001 ansøgt om et tilskud på 75.000 kr. til arrangementet.
VideoMarathon er en konkurrence om at lave den bedste film inden for rammerne af 48 timer. Arrangementet afholdes den 17. august 2001, og prisoverrækkelsen foregår i begyndelsen af september måned. Konkurrencens emne, der relaterer sig til storbyen og det urbane, offentliggøres umiddelbart før konkurrencens begyndelse.
De 120 deltagere, der hver skal producere en film på 3-5 minutter, får 24 timer til optagelse og 24 timer til klipning af filmen. Filmene vil blive vist på TV2 Zulu og lagt ud på internettet på www.videomarathon.dk. VideoMarathon er således overordnet et projekt, der sammensmelter kultur, teknologi og kunst.
Deltagerne, der er udvalgt med henblik på at gøre begivenheden kunstnerisk interessant, kommer primært fra København, men har meget forskellige kulturbaggrunde. Blandt deltagerne, udvalgt blandt 400 ansøgere, er både professionelle filmkunstnere og amatører med noget på hjertet.
En jury på otte medlemmer udvælger de tre bedste film.
Budgettet er på 219.240 kr., hvoraf der foreløbig er modtaget bidrag på 107.000 kr. Derudover bidrager en række sponsorer med naturalieydelser, der ikke indgår i budgettet. Der er deltagergebyrer på i alt 25.500 kr. Københavns Kommune ansøges om et tilskud på 75.000 kr.
Det indstilles, at projektet bevilges en underskudsgaranti på 75.000 kr. med begrundelsen, at der er tale om et professionelt kunstnerisk arrangement, der understøtter de mange film- og videokunstnere i København, og som samtidig - via offentliggørelsen på TV2 Zulu og Internettet - giver et meget bredt publikum mulighed for at opleve filmkunsten.
ØKONOMI
Der anvises dækning på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter)
Budget eks. moms 3.335.000 kr.
Budget incl. moms 3.585.000 kr.
Disponeret 2.372.000 kr.
Indstillet 75.000 kr.
Restbeløb 1.138.000 kr.
BILAG
- Ansøgning af 13. august 2001
- Udskrift af hjemmesiden med kalender, deltagerbetingelser og sponsorliste.
Ida Munk
/Merete Evers