Thorvaldsens Museum - renovering af facade
Thorvaldsens Museum - renovering af facade
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 30. august 2001
3. Thorvaldsens Museum - renovering af facade
(KFU 289/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler
Økonomiudvalget,
at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. til renovering af facaden på Thorvaldsens Museum.
at der anvises kassemæssig dækning for 0,9 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling konto 3.60.3 Museer.
RESUME
På sit møde den 13. juni 2001 besluttede Borgerrepræsentationen i forbindelse med overførsel af midler til budget 2001 m.v. at afsætte en rådighedsbevilling på 0,9 mio. kr. til renovering af facaden på Thorvaldsens Museum.
Det indstilles, at der meddeles en anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. til projektet.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen besluttede den 13. juni 2001 i forbindelse med overførsel af midler til budget 2001 m.v. at afsætte en rådighedsbevilling på 0,9 mio. kr. til renovering af facaden på Thorvaldsens Museum.
Thorvaldsens Museum har siden grundlæggelsen haft til opgave bl.a. at vedligeholde den fredede bygning, der i sig selv er et kulturhistorisk monument.
Facaden på Thorvaldsens Museum er flere steder stærkt tilsmudset på grund af den almindelige forurening. Tilsmudsningen er meget uens og visse steder fremstår facaderne næsten sorte, ganske uden sammenhæng til den fantastiske polykromi, der ellers er Thorvaldsens Museums særkende.
Der er de seneste år foretaget prøveafrensninger med forskellige metoder af både et privat firma og af Bevaringsafdelingen ved Nationalmuseet for at finde frem til den mest skånsomme og æstetisk mest tilfredsstillende metode til renovering af facaden.
Af notat af 16. august 2001 fra RIA fremgår en overslagsmæssig fordeling af de samlede udgifter på 900.000 kr. ved renovering af facaderne. Arbejdet vil blive udført af firmaet Bo Kierkegaard, som har specialiseret sig i historiske bygninger, senest er Stærekassen renoveret. Arbejdet forventes igangsat i efteråret 2001.
Det indstilles, at der gives anlægsbevilling på 0,9 mio. kr. til projektet.
ØKONOMI
Udgiften afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budget.
BILAG
1. Overslag af 16. august 2001 fra RIA
Ida Munk
/Merete Evers