Medlemsforslag om genåbning af kommunale udendørs idrætsanlæg og "corona-træning"
Indstilling
Flemming Steen Munch har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 30. april 2020:
Det foreslås,
- Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at indlede en dialog med fodboldforeningerne i kommunen om at tillade ”corona-træning” for de yngste årgange under hensyn til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, hvor de yngste børn (5-10 år) kan lave skudtræning, teknikøvelser og løb med bold m.v. som ikke indebærer kropskontakt.
Motivering
Den 20. april 2020 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen retningslinjer for udendørs idræt. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har på den baggrund tilpasset anbefalingerne til idrætsforeningerne. Fremover lyder budskabet, at udendørsidræt uden kropskontakt godt kan afholdes, når det sker inden for rammerne af de generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. Dansk Boldspil Union (DBU) holder fortsat turneringer og andre aktiviteter, herunder holdtræning i både store og små grupper, lukket.
Venstre mener, det er vigtigt at få gang i foreningslivet igen og især lade børn få sig rørt og få frisk luft. Mange foreninger kan godt starte forsvarligt op igen med aktiviteter på kommunens idrætsanlæg under hensyn til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2020:
Der blev begæret afstemning om medlemsforslaget.
Et mindretal (Karina Bergmann og Flemming Steen Munch) stemte for medlemsforslaget.
Et flertal (Jens Kjær Christensen, Rikke Lauritzen, Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Tue Hækkerup, Christopher Røhl Andersen, Lars Georg Jensen, Kim Hjerrild og Franciska Rosenkilde) stemte imod.
Medlemsforslaget blev således forkastet.
Jonas Bjørn Jensen, Henrik Appel Esbensen, Tue Hækkerup, Jens Kjær Christensen, Rikke Lauritzen, Christopher Røhl Andersen, Lars Georg Jensen, Kim Hjerrild og Franciska Rosenkilde ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi ønsker ikke at agere sundhedsmyndighed. Derfor vil vi afvente anbefalinger fra sundhedsmyndigheder, politi og DBU. Lige nu anbefaler DBU ikke, at der afvikles kampe eller anden fodboldaktivitet. Skulle den anbefaling ændre sig, så tager vi bestik af situationen og finder praktiske løsninger for en kontrolleret og gradvis adgang til vores fodboldbaner for klubber, der kan leve op til retningslinjerne."
Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance ønsker ligeledes politisk at prioritere, at forvaltningen indleder en dialog med fodboldforeninger jf. forslaget."