Mødedato: 30.04.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Udvælgelse af ny social partnerskabsforening 2020-2023

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal, efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, tage stilling til, hvilken forening der skal indgås socialt partnerskab med i perioden 2020-2023, efter at foreningen Krumspring, som oprindelig blev tildelt socialt partnerskab, har trukket sig.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår Socialt partnerskab med DUI Leg og Virke i perioden 2020-2023.

Problemstilling

Med Budget 2020 blev der i forbindelse med Økonomiforvaltningens pakke til udsatte byområder afsat midler til fem nye Sociale partnerskaber mellem folkeoplysende foreninger og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hver forening modtager 200.000 kr. årligt i fire år til ansættelse af en ressourceperson i foreningen. 

Kultur- og Fritidsudvalget har på sit møde den 30. januar 2020 godkendt, at foreningerne B1908, Fremad Amager, IF Stadion, Street Society og Krumspring udvælges til at indgå Sociale partnerskaber med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Krumspring har dog efterfølgende valgt at takke nej til partnerskabet, og derfor skal der indstilles en ny forening.

Folkeoplysningsudvalget indstillede på sit møde den 18. april 2020, at der i perioden 2020-2023 indgås socialt partnerskab med DUI Leg og Virke.

Løsning

Midlerne tildeles i henhold til Retningslinjer for ansøgning om Sociale partnerskaber (bilag 1).

I forbindelse med indstillingen af ovennævnte foreninger til Sociale partnerskaber har Kultur- og Fritidsforvaltningen foretaget en helhedsvurdering af det samlede felt af ansøgere, herunder deres beskrivelser af indsatserne og deres potentialer set i forhold til hinanden.

Kultur- og Fritidsforvaltningen modtog i ansøgningsperioden 15 ansøgninger. Ud af de 10 foreninger, der i januar 2020 fik afslag på ansøgningen, vurderer forvaltningen samlet set, at DUI Leg og Virke er den forening, der har størst potentiale for at løfte indsatsen.

Oversigt over Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af de ansøgere, der i forbindelse med ansøgningsrunden blev indstillet til afslag, fremgår af bilag 2.

Baggrund

Folkeoplysende foreninger, der ligger i udsatte byområder og har en stor andel af socialt udsatte børn og unge, har ofte problemer med at inddrage forældre, tiltrække kompetente frivillige, der både kan træne og løse sociale problemstillinger samt inddrive kontingent. Disse problemstillinger har vist sig vedvarende og løses ikke ved midlertidige projekter af kortere varighed. Støtten i de Sociale partnerskaber skal gå til ansættelse af en ressourceperson (20 timer om ugen). 

Kriterier for udvælgelse af foreninger

De Sociale partnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune. Ansøgere skal, som udgangspunkt:

  • have mindst 150 børne- og ungemedlemmer

  • have aktiviteter i eller i nærheden af et af de socialt udsatte boligområder, der fremgår af statens ghettoliste (december 2018)

Yderligere kriterier fremgår af bilag 1.

Udvælgelsen

Følgende fem foreninger blev på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 30. januar 2020 udvalgt som Sociale partnerskaber:

  • B1908 (Hørgården)
  • Fremad Amager (Hørgården)
  • IF Stadion (Gadelandet/Husumgård og Tingbjerg/Utterslevhuse)
  • Street Society (Gadelandet/Husumgård, Tingbjerg/Utterslevhuse, Hørgården, Bispeparken, Mjølnerparken, Aldersrogade og Lundtoftegade)
  • Krumspring (Gadelandet/Husumgård og Tingbjerg/Utterslevhuse, Bispeparken)
Krumspring har efterfølgende valgt at takke nej til partnerskabet.

Nedenstående ti foreninger fik i forbindelse med ansøgningsrunden afslag om socialt partnerskab på baggrund af en helhedsvurdering, der tager udgangspunkt i foreningernes beskrivelser af indsatsområderne samt foreningernes beliggenhed og erfaringer. De fem førstnævnte lever desuden ikke op til det overordnede krav om minimum 150 børne- og ungemedlemmer: 

  • Akroyoga for børn og unge
  • CSR Nanok
  • DDS Brønshøj-Husum
  • Stenbroens forening
  • SIK Fight
  • B93
  • Chin-Gu Full Contact
  • Copenhagen Panna House
  • DUI Leg og Virke
  • Gym København og Gefion (fælles ansøgning)

Der henvises endvidere til Oversigt over ansøgere, der i januar 2020 har fået afslag på deres ansøgning om Sociale partnerskaber (bilag 2) samt de enkelte ansøgninger fra foreninger, der fik afslag (bilag 3 - 12). 

Som det fremgår af bilag 2 har DUI Leg og Virke ca. 430 medlemmer under 25 år og har aktiviteter i områderne Gadelandet/ Husumgård,Tingbjerg/Utterslevhuse  og Aldersrogade. Foreningen har aktiviteter, der efterspørges af målgruppen og gode erfaringer med samarbejde om målgruppen med FritidsGuiderne. Samtidig rammer DUI Leg og Virke i høj grad samme målgruppe, boligområde og aktivitetstype, som Krumspring gjorde.

Økonomi

Der er i forbindelse med Budget 2020 afsat 1,2 mio. kr. årligt i 2020-2023. Midlerne fordeler sig således: 

Bevillinger til foreninger (5 x 200.000 kr.)

1,0 mio. kr. pr. år

Understøttelse og administration

0,2 mio. kr. pr. år

I alt:

1,2 mio. kr. pr år

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen giver foreningen besked om Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning. Foreningens ansatte ressourceperson og bestyrelsesrepræsentanter skal gennemgå et uddannelsesforløb, der skal klæde dem på til indsatsen. Midlerne udbetales til foreningen i maj 2020.

De foreninger, der har fået afslag er blevet tilbudt et møde med forvaltningen med henblik på at afdække, hvordan foreningernes fortsatte arbejde med socialt udsatte børn og unge kan understøttes på anden vis.

 

Mette Touborg

                                       /Thomas Bach

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top