Mødedato: 30.04.2020, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Henvendelse fra Tårnby Kommune om samarbejde om fritidsfaciliteter

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til undersøgende initiativer på folkeoplysnings- og facilitetsområdet, herunder forvaltningssamarbejde med Tårnby Kommune, i anledning af henvendelse fra Tårnby Kommune.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at praksis vedrørende tildeling af medlemstilskud på folkeoplysningsområdet fastholdes, så foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune fortsat modtager tilskud til udenbys medlemmer,
  2. at forvaltningen igangsætter en undersøgelse af københavnske foreningers medlemssammensætning i forhold til bopælskommune, og
  3. at forvaltningen indgår i en arbejdsgruppe med Tårnby Kommune vedrørende specialfaciliteter.

Problemstilling

På baggrund af beslutning i Kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune 26. november 2019 (bilag 1), har Tårnby Kommune i januar 2020 henvendt sig til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på udvikling af en model for samarbejde om anlæg, drift og tilskud i forbindelse med idræts- og fritidsfaciliteter (bilag 2).

Tårnby Kommune oplever, at der i stigende omfang er borgere fra andre kommuner (særligt Københavns Kommune), der melder sig ind i foreninger i Tårnby og anvender faciliteter i Tårnby. Tårnby Kommune mener ikke, at vandringen går den modsatte vej i nær samme omfang. Samtidig vurderer Tårnby Kommune, at udfordringen bliver større i takt med Københavns befolkningsudvikling.

Tårnby Kommune har på denne baggrund foreslået, at der nedsættes en arbejdsgruppe af embedsmænd fra henholdsvis Københavns Kommune og Tårnby Kommune, der skal se nærmere på udviklingen af en model for samarbejde om anlæg, drift af og tilskud til idræts- og fritidsfaciliteter med fokus på bl.a. rimelig udgiftsfordeling.  

Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget blev i notat af 8. oktober 2019 orienteret om nye principper for godkendelse af folkeoplysende foreninger i Tårnby Kommune (bilag 3). Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune blev den 4. februar 2020 orienteret om henvendelsen fra Tårnby Kommune (bilag 4).

Løsning

Tårnby Kommune har i henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune fokus på tre emner: foreningsmedlemmers bevægelse på tværs af kommunegrænsen, facilitetsudvikling i København samt mulighederne for at nedsætte en arbejdsgruppe. 

Foreningsmedlemmer på tværs af kommunegrænser
Tårnby Kommune oplyser, at 27 af de godt 70 foreninger, der modtager tilskud i Tårnby Kommune, har en overvægt af medlemmer fra andre kommuner, særligt fra Københavns Kommune.

Folkeoplysende foreninger i København
Københavns Kommune har over 1.100 godkendte, folkeoplysende foreninger. Af disse modtager mere end 400 tilskud. De resterende foreninger får alene stillet faciliteter til rådighed.

Folkeoplysende foreninger skal være hjemmehørende og gennemføre deres primære aktiviteter i kommunen. Derudover skal størstedelen af foreningens medlemmer bo i kommunen. Hvis foreningens medlemmer bor i flere kommuner, er foreningen hjemmehørende i den kommune, hvor flest medlemmer bor. Firmaidrætsforeninger kan dog være hjemmehørende i Københavns Kommune grundet virksomhedens adresse, og nicheforeninger kan være hjemmehørende i København af hensyn til medlemmernes mulighed for at deltage.

Foreningsmuligheder i København
Københavns Kommunes størrelse giver mulighed for etablering af en bred palet af faciliteter og for aktivitetsudbud dels i store, flerstrengede foreninger og i foreninger med et særligt fokus på specialiserede aktiviteter, herunder adgang til specialiserede faciliteter, som fx skatehallen ved Bavnehøj, klatrehallen på Refshaleøen og det kommende Kampsportens Hus.

Blandt de specialiserede foreninger og foreninger med smalle idrætsgrene er Amager Motocross Klub, Big Heart Skateboarding, Blinde og Svagsynedes IF, Børnenes GoKart Klub, Copenhagen Cable Club, Copenhagen Roller Derby, Jødisk Idrætsforening Hakoah, Københavns Fodtennis- og Idrætsforening, Københavns Skiklub, Nørrebro Cricket Club, Pan Idræt København og Rollespilsfabrikken.

Både muligheden for at benytte specialanlæg og muligheden for at etablere smalle idrætsgrene betyder, at foreninger med medlemmer fra flere kommuner ofte ønsker at være hjemmehørende i Københavns Kommune.

Med afsæt i ovenstående er det vanskeligt at forestille sig, at der er en større bevægelse af foreningsmedlemmer fra Københavns Kommune til Tårnby end omvendt. 

Undersøgelse af kommunale udgifter til kultur- og idrætsliv
Bortset fra ved godkendelsen af en forening, registrerer Københavns Kommune i dag ikke, hvilke kommuner medlemmerne af en given forening har bopæl i, og i hvilket omfang Københavns Kommune yder tilskud til andre kommuners borgere. Det er heller ikke Københavns Kommunes opfattelse, at borgerne/foreningerne forholder sig til kommunegrænserne i forbindelse med foreningsaktiviteter.

Det er dog et tilbagevendende spørgsmål, hvorvidt andre kommuner har større udgifter til kultur- og idrætsliv for borgere fra Københavns Kommune end omvendt. For enkelte kommuner har man på udvalgte anlæg valgt at have højere takster for udenbys gæster. 

Med udgangspunkt i Tårnby Kommunes henvendelse, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at forvaltningen igangsætter en undersøgelse af københavnske foreningers medlemssammensætning i forhold til bopælskommune. Undersøgelsen skal sikre et brugbart datagrundlag til besvarelse af Tårnby Kommunes henvendelse samt eventuelt fremtidige henvendelser af samme art.

Kultur- og Fritidsforvaltningen lægger desuden op til, at Københavns Kommune fastholder sin praksis vedrørende tildeling af medlemstilskud til udenbys medlemmer, indtil resultaterne af undersøgelsen foreligger. Skulle undersøgelsen vise et behov for ændring af praksis, forelægges Folkeoplysningsudvalget en indstilling med nye anbefalinger.

Facilitetsudvikling i København og muligheder for samarbejde
De seneste ti år er byen vokset med ca. 100.000 nye københavnere. I samme periode har Københavns Kommune anvendt i alt 2,4 mia. kr. på idrætsfaciliteter, herunder genopretning, renovering, nybyggeri og grundkøb. I Københavns Kommune er man således meget opmærksom på behovet for flere faciliteter til idræt, kultur og fritid. I de senere år har anlægsloftet dog sat en øvre grænse på byggeriet, bl.a. er flere byggeprojekter udskudt.  

Forvaltningen ser et potentiale i at samarbejde om anlæg til mindre idrætter og specialanlæg som f.eks. større skøjtebaner, atletikbaner og anlæg til særlige typer vandsport m.fl., da disse typer anlæg kan være en udfordring for den enkelte kommune. Det samme gælder i forhold til idræts- og fritidsfaciliteter, hvor man gerne vil eksperimentere og prøve nyt. Det kunne f.eks. være bæredygtige kunstgræsbaner eller faciliteter til vinterbadning.

Arbejdsgruppe om udvikling af specialfaciliteter
Tårnby Kommune foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af to embedsmænd fra hver af de to kommuner, som skal komme med et oplæg til politisk beslutning i de to kommuner inden udgangen af 2020. Oplægget forventes at kunne danne afsæt for koordinering mellem kommunerne i forbindelse med anlæg af kultur- og fritidsfaciliteter.

Tårnby Kommune foreslår, at oplægget bl.a. rummer:

  • Beskrivelse af mulighederne for samarbejde om anlæg, drift og tilskud i forbindelse med idræts- og fritidsfaciliteter
  • Beskrivelse af mulighederne for at understøtte, at den enkelte borger fortsat kan være aktiv på tværs af kommunegrænserne i forbindelse med kultur- og fritidsaktiviteter.
  • Gennemskuelige modeller, der er enkle at administrere for såvel den kommunale administration som foreningerne.
  • Fokus på at der tilstræbes en - i store træk - rimelig udgiftsfordeling
  • Mulighed for inddragelse af en tredje part i arbejdet, f.eks. KL, DGI eller andre.

Parallelt med undersøgelsen ønsker Tårnby Kommune at invitere Kultur- og Fritidsudvalget til politiske drøftelser om status og perspektiv på området.

Samtidig med henvendelsen til Københavns Kommune har Tårnby Kommune rettet henvendelse til DGI-Storkøbenhavn med et forslag om en undersøgelse af fritids- og kulturvandringerne i de 11 kommuner i storkøbenhavnsområdet (bilag 4).

Københavns Kommune samarbejder løbende med andre kommuner om fælles faciliteter - det gælder f.eks. Bagsværd Rostadion og Naturpark Amager. Kultur- og Fritidsforvaltningen går også gerne konstruktivt ind i et samarbejde med Tårnby Kommune og deltager gerne i en fælles arbejdsgruppe, som foreslået af Tårnby Kommune. Københavns Kommune er desuden åben for, at andre kommuner end København og Tårnby kan deltage i arbejdsgruppen, hvis dette vurderes relevant.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler et fokus på at sikre, at foreninger på begge sider af kommunegrænsen fortsat kan være aktive der, hvor de ønsker det – både i forhold til aktiviteter og geografi. Forvaltningen anbefaler desuden, at der lægges et fælles fokus på at mindske/fjerne eventuelle administrative barrierer for foreningsaktivitet på tværs af kommunegrænsen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen indarbejder Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser i tilbagemeldingen til Tårnby Kommune.

 

Mette Touborg     

  /  Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen og tilkendegav, at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan indgå i et samarbejde med alle relevante kommuner om sagen. 

Til top