Mødedato: 30.03.2023, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tour de København 2023 (Megaeventpuljen)

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar til Økonomiudvalget om udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til Tour de København 2023. Good Boys Agency ApS ansøger om et tilskud på 1,5 mio. kr. til cykeleventen ”Tour de København” den 2. juli 2023. Arrangøren har en målsætning om at udvikle eventen som en årlig tilbagevende signaturevent for København. I 2023 planlægges eventen som en sideevent til hovedstadens igangværende værtskab for World Capital of Architecture.

Ansøgningen fra Good Boys Agency om et ”Tour de København 2023” vurderes ikke selvstændigt at leve op til kriterierne for udmøntning af Megaeventpuljen.

Dog vurderes "Tour de København 2023" som en supplerende sideevent til Københavns værtskab for World Capital of Architecture at have potentiale til at motivere primært københavnerne, og muligvis også et antal turister og internationale besøgende i anledning af Arkitekturåret, til at deltage aktivt i eller som publikum til eventen. Dertil kommer brandingværdi for København som en levevenlig storby med grøn (cykel)infrastruktur.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget.

Problemstilling

Good Boys Agency ApS (GBA), som er en dansk virksomhed, har ansøgt kommunen om et tilskud på 1,5 mio. kr. fra Megaeventpuljen til afviklingen af cykeleventen ’Tour de København’ den 2. juli 2023. Arrangøren har en målsætning om at udvikle ”Tour de København” som en årlig tilbagevendende event (bilag 1).

Af Megaeventpuljens kriterier fremgår, at bevillinger kan udmøntes til ”enkeltstående internationale events som afvikles på baggrund af målrettet tiltrækning” (bilag 2).

Løsning

Tour de København er modelleret efter sidste sommers værtskab for Tour de France Grand Départ Copenhagen, hvor alle borgere bl.a. havde mulighed for at cykle hele eller dele af den officielle enkeltstartsrute dagen efter de professionelle ryttere. I 2023 tænkes ”Tour de København” tæt koblet til Københavns markering af titlen som UIA-UNESCO World Capital of Architecture. Hensigten med eventen er at understøtte, at københavnere og internationale gæster kan få en unik oplevelse og nye perspektiver på byens indretning og arkitektur samt sætte fokus på København som en grøn og sund cykelby. Tour de København afvikles søndag den 2. juli 2023 som optakt til en arkitekturkongres i Den Sorte Diamant med op mod 10.000 delegerede, heraf en stor andel internationale gæster.

Vurdering fra Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns værtskab for Tour de France Grand Départ og den folkelige sideevent ”Tour de København” gav tilsammen hovedstaden en flot eksponering og en folkefest. Sammenhængen mellem cykling i verdensklasse og København som cykelby var tydelig og ”Tour de København” var fra start en del af et samlet event.

Ansøgningen fra GBA om et ”Tour de København 2023” vurderes ikke selvstændigt at leve op til kriterierne for udmøntning af Megaeventpuljen, herunder særligt kriterierne ’international event på baggrund af målrettet tiltrækning’ og ’sports- og kulturevents med internationalt format’.

Dog vurderes "Tour de København 2023" som en supplerende sideevent til Københavns værtskab for World Capital of Architecture at have potentiale til at motivere primært københavnerne, og muligvis også et antal turister og internationale besøgende i anledning af Arkitekturåret, til at deltage aktivt i eller som publikum til eventen. Dertil kommer brandingværdi for København som en levevenlig storby med grøn (cykel)infrastruktur. 

Vurdering fra Økonomiforvaltningen

Økonomiforvaltningen vurderer, at Tour de København er en naturlig forlængelse af byens samlede værtskab for World Capital of Architecture og at løbet kan medvirke til at vise, hvordan byens arkitektur understøtter hverdagscyklismen. Dertil kommer, at løbet kan bidrage til fortællingen om København som ”verdens bedste cykelby” og teste, om eventen har potentiale som en muligt tilbagevendende signaturevent for København. Derudover er det Økonomiforvaltningens vurdering, at samarbejdet med store private partnere som Novo Nordisk styrker erhvervssamarbejdet med kommunen.

Bemærkninger fra Københavns Kommunes Eventråd
Ansøgningen har ikke været forelagt Københavns Kommunes Eventråd.

Tour de København - ruteplanlægning

Tour de København 2023 er tænkt som en 8-10 km lukket rute i og omkring middelalderbyen. Ansøgningen indeholder ikke nærmere information om ruten, og i hvilket tidsrum byen lukkes for at gøre plads til løbet. Den endelige rute aftales med Teknik- og Miljøforvaltningen og med inddragelse af Danmarks Cykle Union. Der vil i start- og målområdet blive etableret en eventplads med oplevelser og aktiviteter, der fokuserer på et aktivt og sundt byliv. Eventen vil bygge på erfaringerne fra både Tour de København og FestiVélo under Tour de France i 2022. I sammenligning vil ruten og eventpladsen dog være mindre. Deltagelse i løbet er gratis.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er orienteret om, at Dansk Arkitektur Center (DAC) samme dag afholder et motionsløb med start- og målområde på Bryghuspladsen ved BLOX. GBA og DAC har været i dialog og ønsker at samtænke de to aktiviteter, så der skabes et fælles startområde og fælles eventplads.

Økonomi og budget

Det samlede eventbudget er på 3,5 mio. kr. Novo Nordisk har over for eventarrangøren og Økonomiforvaltningen tilkendegivet, at de ønsker at støtte projektet med 2 mio. kr. Københavns Kommune ansøges om 1,5 mio. kr.

Til udvalgets orientering har Teknik- og Miljøforvaltningen modtaget et tilskud på 6,5 mio. kr. fra Megaeventpuljen til byens værtskab af World Capital of Architecture 2023. Tilskuddet understøtter projektledelse, en partnerskabsplatform for eksternt drevne aktiviteter samt en række kommunalt tilrettelagte sideevents, som Teknik- og Miljøforvaltningen allerede har allokeret til øvrige aktiviteter i løbet af året.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er til Megaeventpuljen afsat 15 millioner kroner årligt i 2023-2026. Oversigt over bevillinger fra Megaeventpuljen fremgår af bilag 3. Der er aktuelt 32,8 mio. kr. tilbage i Megaeventpuljen til medfinansiering af kommende events. 

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar indgår som bilag til indstilling til Økonomiudvalget med henblik på beslutning om udmøntning. Hvis ansøgningen imødekommes, vil Økonomiforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale med GBA og Novo Nordisk, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Da der er tale om en kommerciel arrangør, skal kommunens tilskud øremærkes budgetposter, der er vurderet som lovlige kommunale opgaver.

 

Søren Tegen Pedersen                                                                                                      

                                                          /Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. marts 2023:

Indstillingen blev sat til afstemning.

For stemte Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Imod stemte Det Konservative Folkeparti.

Indstillingen blev hermed godkendt.

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført protokollen:
Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at imødekomme ansøgningen. Vi mener at det ansøgte beløb er for højt og ikke står mål med eventets værdi. Vi mener også det er problematisk at ansøger, Good Boys Agency ApS, har tilknytning til den konkursramte festival Tomorrow.

Radikale Venstre, Enhedslisten, Venstre og Socialistisk Folkeparti ønskede følgende tilført protokollen:
Tour de København falder ikke ind under kriterierne for megaeventpuljen, men vi er villige til at se på en afvigelse af kriterierne. Inden behandlingen i Økonomiudvalget skal forvaltningen gå i dialog med initiativtagerne bag eventet om yderligere oplysninger om eventets karakter og organisering.

Til top