Mødedato: 30.03.2006, kl. 16:00

Lokalarkivernes huslejeaftaler (drøftes)

Se alle bilag

Lokalarkivernes huslejeaftaler (drøftes)

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. marts 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Lokalarkivernes huslejeaftaler (drøftes)

(KFU 141/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter lokalarkivernes huslejesituation.

 

 

RESUME

Sammenslutningen af de lokalhistoriske arkiver (SLAK) ønsker på sigt, at få forhøjet lokalarkivernes nuværende tilskud på 253.000 kr. til 1,485 mio. kr. Beløbet skal dække arkivernes huslejer, almindelige driftsudgifter, udvikling af IT samt aflønning af en professionel arkivar 10 timer ugentlig pr. arkiv.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har sat ønsket om en rammeforhøjelse fra SLAK på ønskelisten for Kultur og Fritids budget 2007.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt lokalarkivernes nuværende lokalesituation. For at sikre de nuværende lokaler er der en akut tilskudsmangel på 148.000 kr. årligt.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ansøgning om forhøjet tilskud til lokalarkiverne
Sammenslutningen af de lokalhistoriske arkiver (SLAK) har indsendt en ansøgning (bilag 1) om på sigt at få forhøjet tilskuddet med 1,232 mio. kr. Det nuværende tilskud til de lokalhistoriske arkiver er på 253.000 kr. (2006-priser). SLAK ønsker således det samlede tilskud forhøjet til 1,485 mio. kr.

Beløbet dækker (pr. arkiv):

·        husleje 50.000 kr.

·        almindelige driftsudgifter 15.000 kr.

·        udvikling af IT 20.000 kr.

·        løn til en professionel arkivar 10 timer ugentlig 50.000 kr.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har sat ønsket om en rammeforhøjelse fra SLAK på ønskelisten for Kultur og Fritids budget 2007.

Lokalarkivernes lokalesituation
Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt den nuværende lokalesituation (bilag 2).

I København er der 11 lokalhistoriske arkiver. Et arkiv er midlertidigt lagt ind under et andet arkiv - indtil der er fundet frivillige, som ønsker at fortsætte arkivet. 10 arkiver er altså operative.

5 arkiver får i 2006 helt eller delvist betalt huslejen af den nuværende rammebevilling på 253.000 kr. De 5 arkiver mangler tilsammen 45.100 kr. årligt for at få dækket den fulde husleje.

2 arkiver står over for, at indgå lejeaftaler og har ikke midler hertil. De to arkiver mangler tilsammen 67.000 kr. årligt. Det ene arkiv er Vesterbro, som i dag har adresse i Beboerhuset på Halmtorvet, samt en container stående under tag i Den Brune Kødby. P.t. betales ingen husleje. Det andet arkiv er Christianshavn, som har fået stillet Acisseboden til rådighed.

1 arkiv (Islands Brygge) har - siden undersøgelsen er afsluttet - fået en huslejevarsling. Arkivet vil mangle 36.000 kr. årligt.

2 arkiver holder til på lokale biblioteker – og betaler ikke husleje. Der er ikke varslet indførelse af husleje p.t.

Undersøgelsen af arkivernes huslejeaftaler giver dermed en samlet akut mangel på 148.000 kr. årligt for at sikre de nuværende lokaler. Dette er under forudsætning af, at der også fremover vil blive tildelt 169.500 kr. til husleje af den nuværende rammebevilling på 253.000 kr.

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Bilag

1.       Ansøgning af 24. oktober 2005 om rammeforhøjelse fra SLAK

2.       Statusnotat: Lokalarkivernes huslejeaftaler.

 

 

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 

 


 

Til top