Beboerhus i Bellakvarteret
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om en kommunal medfinansiering af et beboerhus med kultur- og idrætsfunktioner (Bella Uno) skal indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2019/2020.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser en kommunal medfinansiering af etablering og drift af Bella Uno i Bellakvarteret til forhandlingerne om Overførselssagen 2019/2020
Problemstilling
Prognoserne peger på, at der kommer mere end 20.000 nye københavnere til bydelen Ørestad i perioden frem til år 2030. Denne hastige befolkningstilvækst medfører et stort pres på eksisterende kultur- og fritidsfaciliteter.
Hvis der fremover skal være samme dækningsgrad pr. borger af kultur- og fritidsfaciliteter i Ørestad, skal der etableres nye kultur- og fritidsfaciliteter. Dette synspunkt støttes af flere interessenter, der peger på behov for faciliteter til området, der kan understøtte udviklingen af kultur- og fritidslivet i bydelen. En mulighed er at tænke i nye konstruktioner og samarbejder for at få flere kultur- og fritidsfaciliteter i en tætbebygget bydel som Ørestad, hvor der er stor efterspørgsel på både inden- og udendørs faciliteter.
Bellakvarter A/S skal opføre et beboerhus i bygningen Bella Uno i Bellakvarteret - en ny bydel, der omkranser Bella Centeret (bilag 1).
Løsning
Bellakvarter A/S og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) er i dialog om mulighederne for kultur- og fritidsfaciliteter i beboerhuset i Bella Uno (bilag 3). Fællesfaciliteterne får et areal på ca. 700-800 m². En aftale om samlokalisering af beboerhus og kultur- og idrætsfunktioner forudsætter, at Københavns Kommune medfinansierer etablering og drift. Ved en samlokalisering kan der skabes synergi og merværdi for både beboere i Bellakvarteret og en bred kreds af københavnere i og udenfor foreningslivet. DGI har bl.a. tilkendegivet, at de ser et stort potentiale i huset.
Udover et samarbejde med Københavns Kommune om Bella Uno arbejder Bellakvarter A/S også med at etablere et ca. 1.200 m² aktivitetstag med forskellige aktivitetsarealer bl.a. boldspil, træningsområde, løberute samt andre rekreative områder (bilag 4). Aktiviteterne på taget henvender sig både til organiseret og selvorganiseret brug for alle aldersgrupper og vil være offentligt tilgængelige, ligesom Konditaget Lüders i Nordhavn.
I henhold til lokalplanen for Bellakvarteret skal der anvendes, hvad der svarer til 1 % af det samlede boligareal til fælles beboerlokaler. Arealerne hertil samles i et beboerhus på hjørnet af Emma Gads Vej, Michael Strunges Vej og Martha Christensens Vej (bilag 1). Med den størrelse og centrale placering i forhold til både metro og Amager Fælled og Kalvebod Fælled har Bella Uno potentialet til at danne rammen om et aktivt kultur- og fritidsliv.
Der sigtes i givet fald efter at anvende samme model til Bella Uno som til Byens Hus i det sydlige Ørestad. Byens Hus ligger ca. 3 km syd for Bella Uno og skal fungere som et kombineret beboer- og kulturhus. Med en kommunal medfinansiering på 2 mio. kr., der kan supplere Bellakvarter A/S anlægsmidler, kan Bella Uno opgraderes med kultur- og idrætsfunktioner. De årlige driftsudgifter for Københavns Kommune er foreløbig skønnet til 1,5 mio. kr.
Bella Uno kan rumme fx kreative værksteder og samlings- og foreningsfaciliteter. Alle funktioner skal kunne understøtte et spirende, aktivt foreningsliv i Ørestad, der allerede i dag er udfordret i forhold til at finde plads til aktiviteter. Foreløbigt rumprogram fremgår af bilag 2. Multisale og aktivitetsrum kan danne rammen om mange forskellige sportsgrene og foreningsaktiviteter. Værksteder kan rumme kreativ udfoldelse og imødekomme den store efterspørgsel på lokaler til foreningsaktiviteter.
I en dialog med centrale interessenter vil der komme konkrete forslag til indhold og aktiviteter i Bella Uno, således at det afspejler brugernes ønsker og behov. Sigtet er, at DGI, lokaludvalget og andre relevante aktører, i dialog med KFF, skal kvalificere projektet.
Der vil i det videre arbejde skabes én samlet indgang til huset, og KFF vil koordinere brug og aktiviteter i huset. Der skal forhandles om en aftale mellem Københavns Kommune og Bellakvarter A/S, der nærmere regulerer økonomi, råden over lokaler, principper for aflysning, muligheden for at lave åbne arrangementer, praktik i forbindelse med booking og drift af faciliteten.
Der vil blive nedsat et fælles, rådgivende brugerorgan, hvor beboere og andre brugere af faciliteten kan regulere brugen, herunder evaluere om der skal ændres på, hvor meget lokalerne benyttes af henholdsvis beboere og foreninger. Der kan også i det videre arbejde nedsættes en brugerbestyrelse bestående af KFF og medlemmer af de største foreninger i huset. Dette vil betyde, at beboerne og foreningslivet får et hus, som summer af aktivitet med mange forskellige tilbud. Samtidig får hele kvarteret et kulturhus.
Samarbejdsmodel
Bellakvarter A/S har tilkendegivet, at man forventer, at Bella Uno står færdigt i 3. kvartal 2023. Sigtet er, at grundejerforeningen og KFF på dette tidspunkt går i dialog om en samarbejdsaftale vedrørende driften af Bella Uno.
Bellakvarter A/S og Københavns Kommune har med Bella Uno en unik mulighed for at skabe et hus, som både kan rumme ønsker fra de lokale beboere i foreningen og en bredere kreds af københavnere.
Krav til anlægsprojekter
Foruden krav om overholdelse af lokalplanen, Bygningsreglementet og andre generelle bestemmelser stiller Københavns Kommune krav til overholdelse af kommunens klausuler i forbindelse med anlægsprojekter eller tilskud til anlægsprojekter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat, som kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2019/2020.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.