Udpegning af regionale spillesteder 2021-2024
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at enten model 1 eller 2 med regionale spillesteder indstilles til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik,
- at tilskuddene gives under forudsætning af, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik efterfølgende udpeger de indstillede spillesteder som regionale spillesteder,
- at der meddeles afslag til de øvrige ansøgere, og
- at der anvises dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 03.35.63 Musikarrangementer for udgiften på 4,67 mio. kr. (2019 p/l) ved model 1 eller 6,63 mio. kr. (2019 p/l) ved model 2 årligt i perioden 2021-2024 under forudsætning af, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender den 4-årige støtteaftale
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2019:
Følgende repræsentant fra Musikudvalget overværede i medfør af styrelseslovens § 20, stk. 4, 2. pkt., behandlingen med henblik på sagens oplysning:
- Jesper Krüger
Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg besluttede, at der afholdes et ekstraordinært møde i Kultur- og Fritidsudvalget torsdag den 16. januar 2020 kl. 16-17 om sagen. Til dette møde inviteres Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og to repræsentanter fra Musikudvalget.
Sagen blev udsat herpå.
Problemstilling
I henhold til lov om musik skal der udpeges regionale spillesteder for perioden 2021-2024. Det er en forudsætning for udpegningen fra statens side, at spillestedet er indstillet til kommunal medfinansiering. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor indstille spillesteder til udpegning i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Kultur- og Fritidsudvalget skal endvidere tage stilling til den årlige kommunale driftsstøtte til de indstillede spillesteder - under forudsætning af, at de efterfølgende udpeges som regionale spillesteder. Det indstillede beløb bortfalder, hvis spillestedet ikke udpeges af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har indkaldt ansøgninger fra Københavns rytmiske spillesteder og modtaget i alt syv ansøgninger. Der ansøges samlet om 9,4 mio. kr. Den samlede budgetramme er i alt 6,63 mio. kr. (2019 p/l).
Løsning
Regionale spillesteder udmærker sig ved at formidle, profilere og udvikle den rytmiske musik lokalt, regionalt og internationalt. De modtager tilskud og drives på baggrund af en aftale, som fastlægger forpligtelser og målsætninger for driften. Aftalen indgås mellem spillestedet, Københavns Kommune og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Som hovedstad og kulturel metropol har København en særlig forpligtelse til at sikre et musikalsk udbud inden for en bred vifte af stilarter – fra det etablerede til det smalle og nicheprægede. I denne sammenhæng er udpegning af de regionale spillesteder helt afgørende.
Udpegningskriterier 2021-2024
I udpegningskriterierne for perioden 2021-2024 har Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik defineret to overordnede opgaveområder:
- Koncertvirksomhed
- Udvikling af musiklivet, herunder talent, vækstlag og smalle genrer
indenfor hvilke de regionale spillesteder realiserer deres mål og visioner, herunder:
- Særskilte mål, metoder og indikatorer for små (K1), mellemstore (K2) og store (K3) koncerter
- Udvikling af eksisterende og nye publikumssegmenter
- Kommunikation og markedsføring, som rækker ud lokalt og i landsdelen
- Koncertvirksomhed på spillestedet og udenfor spillestedet
- Rådgivning og formidling af nyt talent, vækstlag og smalle genrer
- Samarbejde med lokale aktører
- Samarbejde med landsdækkende aktører
Københavns Kommune har ikke opsat yderligere specifikke prioriteringskrav til perioden.
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, der beslutter, hvilke af de indstillede spillesteder der udpeges til regionale spillesteder.
Ansøgninger 2021-2024
I dag har to spillesteder i København status som regionalt spillested. Det drejer sig om VEGA og ALICE. ALICE er en sammenlægning af de to tidligere regionale spillesteder Copenhagen Jazzhouse og Global Copenhagen. Sammenlægningen fandt sted i indeværende udpegningsperiode.
Loppen og Culture Box mistede deres status som regionalt spillested ved Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musiks seneste udpegning af regionale spillesteder for perioden 2017-2020.
Københavns Kommune har modtaget i alt syv ansøgninger til den kommende periode. Foruden ansøgninger fra VEGA og ALICE har følgende spillesteder indsendt en ansøgning: Loppen, Jazzhus Montmartre, KoncertKirken Blågård, Culture Box og Casa Latinoamericana.
Høring i Københavns Kommunes Musikudvalg
Københavns Kommunes Musikudvalg drøftede den 26. november 2019 de syv ansøgninger. Udvalget har gennemgået og kommenteret de enkelte ansøgninger, og et samlet musikudvalg har efterfølgende udarbejdet et høringsvar til Kultur- og Fritidsudvalget.
De syv ansøgninger findes i bilag 1-7. Bilag 8 er en oversigt over ansøgte tilskud og indeværende bevillinger. Bilag 9 er høringssvaret fra Københavns Kommunes Musikudvalg, bilag 10 er statens udpegningskriterier og bilag 11 er et resumé af ansøgningerne.
Musikudvalgets anbefalinger
Nedenfor opsummeres Musikudvalgets anbefalinger af de enkelte ansøgninger/spillesteder.
VEGA
Musikudvalget finder, at det er i Københavns Kommunes interesse at have VEGA som regionalt spillested, så VEGA fortsat forpligtes til at være en musikalsk og kulturel dynamo med særligt fokus på København og på det talentarbejde, som især skyldes den regionale støtte.
Musikudvalget opfordrer til, at VEGA indstilles som regionalt spillested i perioden 2021-2024.
ALICE
Musikudvalget mener, at en indstilling af ALICE indebærer en vis risikovillighed. Musikudvalget ser dog mange gode kvaliteter og muligheder i spillestedet og finder derfor, at ALICE bør indstilles som regionalt spillested i perioden 2021-2024.
Jazzhus Montmartre
Musikudvalget finder, at Jazzhus Montmartre lever op til alle kunstneriske kvaliteter, som et regionalt spillested skal opfylde. Et enigt Musikudvalg efterspørger dog, at Jazzhus Montmartre i en opgraderet ansøgning byder ind med forslag til andre samarbejdspartnere, der kan være med til at afhjælpe manglerne ved de nuværende fysiske rammer. Hvis dette kan realiseres, finder Musikudvalget, at Jazzhus Montmartre kan indstilles som regionalt spillested i perioden 2021-2024.
Loppen
Musikudvalget peger på, at Loppen som spillested har væsentlig betydning for det københavnske musikliv, men et flertal i udvalget mener dog, at der er behov for en udvikling af stedet. Der savnes bl.a. fokus på publikumsudvikling, samarbejder og generel outreach i Loppens ansøgning. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget alligevel vælger at indstille Loppen som regionalt spillested, bør Loppen også i langt højere grad fokusere på de brede samarbejder, som er en del af forventningerne til regionale spillesteder.
KoncertKirken Blågård
Musikudvalget finder ikke, at KoncertKirken bør udpeges som regionalt spillested, men at stedet har et behov for driftsstøtte, og udvalget peger på behovet for en langsigtet økonomisk støtteordning, der passer bedre til Koncertkirkens kunstneriske profil.
Culture Box
Udvalget peger på, at Culture Box som spillested har væsentlig betydning for det københavnske musikliv, men et flertal i udvalget mener dog, at der er behov for en udvikling af stedet. Der savnes bl.a. fokus på samarbejder og generel outreach i Culture Box’ ansøgning. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget alligevel vælger at indstille Culture Box som regionalt spillested, bør Culture Box også i langt højere grad fokusere på de brede samarbejder, som er en del af forventningerne til regionale spillesteder.
Casa Latinoamericana
Musikudvalget finder ikke, at Casa Latinoamericana på nogen punkter lever op til kriterierne. Udvalget mener derfor ikke, at Casa Latinoamericana skal indstilles som regionalt spillested.
To modeller
På baggrund af høringssvaret har forvaltningen udarbejdet to udkast til modeller for udpegningsperioden 2021-2024.
I begge modeller indstilles, at VEGA og ALICE genudpeges som regionale spillesteder. Begge steder vurderes at leve op til de to overordnede opgaveområder koncertvirksomhed og udvikling af musiklivet, som det forventes af de regionale spillesteder i perioden 2021-2024. I model to er der mulighed for at udpege op til to yderligere spillesteder.
Model 1 - der indstilles to regionale spillesteder
Model 1 indstiller de nuværende spillesteder VEGA og ALICE.
Spillested |
kr. 2019 p/l |
VEGA |
2.592.000 |
ALICE |
2.074.000 |
I alt |
4.666.000 |
Model 2 - der indstilles fire regionale spillesteder
Model 2 indstiller de nuværende spillesteder VEGA og ALICE, og efterlader mulighed for yderligere to spillesteder
Spillested |
kr. 2019 p/l |
VEGA |
2.592.000 |
ALICE |
2.074.000 |
Spillested |
1.000.000 |
Spillested |
967.000 |
I alt |
6.633.000 |
Hvis Jazzhus Montmartre indstilles, bør det være under forudsætning af, at Jazzhus Montmartre indgår samarbejde med en anden - og større - kulturaktør, der kan være med til at afhjælpe manglerne ved de nuværende fysiske rammer. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget vælger at indstille Jazzhus Montmartre med et krav om, at spillestedet - som anbefalet af Musikudvalget - reviderer sin ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, kan en revideret ansøgning godkendes administrativt af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Hvis Loppen og/eller Culture Box indstilles, bør det være under forudsætning af, at Loppen og/eller Culture Box i langt højere grad fokuserer på de brede samarbejder, som er en del af forventningerne til regionale spillesteder.
Kultur- og Fritidsudvalgets nuværende budgetramme til de regionale spillesteder er årligt på 6,63 mio. kr. Model 1 efterlader således et økonomisk råderum på 1,97 mio. kr. Model 2 efterlader ikke et økonomisk råderum.
Hvis der er tilbageværende midler i budgetrammen efter Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musiks endelige udpegning af regionale spillesteder, kan disse eventuelt indgå i en samlet plan om driftsstøtte til de spillesteder, der ikke blev udpeget.
Økonomi
Der anvises dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 03.35.63 Musikarrangementer for udgiften på 4,67 mio. kr. (2019 p/l) ved model 1 eller 6,63 mio. kr. (2019 p/l) ved model 2 i perioden 2021-2024 under forudsætning af, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender den 4-årige støtteaftale, samt at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik efterfølgende udpeger de indstillede spillesteder som regionale spillesteder.
Nedenfor vises periodiseringen af tilskudsudbetalingerne for henholdsvis model 1 og model 2 i perioden 2021-2024.
Mio. kr. 2019 P/L |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
Total |
Model 1 |
|
|
|
|
|
|
2.592.000 |
2.592.000 |
2.592.000 |
2.592.000 |
10.368.000 |
|
2.074.000 |
2.074.000 |
2.074.000 |
2.074.000 |
8.296.000 |
I alt |
4.666.000 |
4.666.000 |
4.666.000 |
4.666.000 |
18.664.000 |
|
|
|
|
|
|
Model 2 |
|
|
|
|
|
|
2.592.000 |
2.592.000 |
2.592.000 |
2.592.000 |
10.368.000 |
|
2.074.000 |
2.074.000 |
2.074.000 |
2.074.000 |
8.296.000 |
|
1.000.000 |
1.000.000 |
1.000.000 |
1.000.000 |
4.000.000 |
|
967.000 |
967.000 |
967.000 |
967.000 |
3.868.000 |
I alt |
6.633.000 |
6.633.000 |
6.633.000 |
6.633.000 |
26.532.000 |
Videre proces
Indstillingen er fortrolig, indtil Borgerrepræsentationen har truffet beslutning i sagen.
Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling fremsendes til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, og spillestederne orienteres om udvalgets beslutning umiddelbart efter Kultur- og Fritidsudvalgets møde. Parallelt hermed forelægges Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling Økonomiudvalget med henblik på endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen.
De spillesteder, som bliver indstillet af Kultur- og Fritidsudvalget, kan ansøge Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik om status som regionalt spillested. Ansøgningsfrist til staten er den 28. februar 2020.
På baggrund af kommunens indstilling forventes Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik at udpege regionale spillesteder primo april 2020. Herefter udarbejdes aftaler for tilskudsperioden 2021-2024. Aftalerne godkendes i Kultur- og Fritidsudvalget og efterfølgende af Borgerrepræsentationen i løbet af efteråret 2020.
Hvis der er nogle blandt de kommunalt indstillede spillesteder, der af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik ikke bliver udpeget som regionale spillesteder, indgår midlerne herfra - sammen med eventuelle restmidler fra den samlede bevilling på 6,63 mio. kr. - i en senere samlet drøftelse og prioritering af midlerne til musik.
Efter Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musiks udmelding om udpegningen af regionale spillesteder forelægges Kultur- og Fritidsudvalget således en opfølgende sag om støtte til musik.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at model 2 indstilles til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik med følgende spillesteder, jf. Musikudvalgets anbefalinger:
- VEGA
- ALICE
- Jazzhus Montmartre
- Loppen
Indstillingen blev godkendt i overensstemmelse hermed.
Hvis der er nogle blandt de kommunalt indstillede spillesteder, der af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik ikke bliver udpeget som regionale spillesteder, vender Kultur- og Fritidsforvaltningen tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget.
Økonomiforvaltningen har den 31. januar 2020 oplyst, at indstillingen ikke kræver forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Flemming Steen Munch ønskede at tilkendegive, at Venstre ikke anbefaler Loppen.
Lartey Lawson ønskede at tilkendegive, at Radikale Venstre ikke anbefaler Loppen, men derimod Culture Box.
Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance ønsker ordningen om udpegning af regionale spillesteder og tildeling af tilskud i millionklassen nedlagt. Vi mener, at ordningen er konkurrenceforvridende over for mindre aktører på scenen for spillesteder. Vi mener i stedet, at store, kommercielle spillesteder – hvis publikum og brugere er voksne – skal klare sig på markedsvilkår."