Mødedato: 30.01.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udskiftning af nedslidte kunstgræsbaner

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om en planlægningsbevilling til udskiftning af nedslidte kunstgræsbaner skal henvises til Overførelsessagen 2019/2020 og samtidig henvise finansiering af udskiftningen af banerne til budget 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser en planlægningsbevilling til de baner, der ønskes udskiftet til alternative former for infill til Overførelsessagen 2019/2020

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af udskiftning af nedslidte kunstgræsbaner til Budget 2021

Problemstilling

Mindst ni kunstgræsbaner rundt omkring i København er så nedslidte, at en udskiftning af spillefladen er nødvendig. Banerne er 12-13 år gamle. For flere af banernes vedkommende er der risiko for, at man bliver nødt til at lukke dem. Der er for nuværende ikke afsat midler til udskiftning af kunstgræsbaner. Behovet for udskiftning af kunstgræsbaner vil imidlertid vokse år for år.

Hvis man ønsker at udskifte en bane til en ny kunstgræsbane med samme type infill, kan udskiftningen igangsættes uden planlægningsbevilling. 

Vil man derimod afprøve en ny type infill, skal der først afsættes midler i en planlægningsbevilling. Dette skal ses i sammenhæng med, at nyt infill kan få betydning for hele opbygningen af banen og f.eks. behovet for dræning. 

Løsning

De 9 11-mands kunstgræsbaner, hvor en udskiftning er nødvendig, er følgende (der er tale om en ikke-prioriteret opregning):

  • Kløvermarkens Idrætsanlæg (Kultur S)

  • Vanløse Idrætspark (Kultur V)

  • Svanemølleanlægget (1 x 11-mandsbane + 1 x 5-mandsbane) (Kultur Ø)

  • Valby Idrætspark (2 x 11-mandsbaner) (Kultur V)

  • Ryparkens Idrætsanlæg (3 x 11-mandsbaner) (Kultur Ø)

  • Tingbjerg Idrætspark (Kultur N)

Der er to metoder, hvis man vil udskifte banerne. 

Kendt infill - standardbevilling

Der skal afsættes 2,5 mio. kr. pr. bane, hvis den umiddelbart skal udskiftes til en bane med samme type infill. Her er der ikke behov for en planlægningsfase. 

Ny type infill - planlægningsbevilling

Der skal afsættes en planlægningsbevilling på 0,3 mio. kr. pr. bane, hvis man ønsker at anvende alternativ infill. Afsættes der planlægningsmildler til en given bane i Overførselssagen 2019/2020 kan finansieringen af selve udskiftningen af banen indgå i forhandlingerne om budget 2021.  

I en planlægningsfase kortlægges behovet for omdannelse af banen samt muligheder for supplerende bæredygtighedstiltag som eksempelvis plader på hegn og skoskiftestationer, der vil nedbringe spredningen af infill. Der vil også blive taget stilling til alternative former for infill/non-infill i forhold til banens generelle miljø- og klimabelastning, og det kan samtidig undersøges, om der er behov for udskiftning eller justering af lysanlæg og opgradering af drænsystemerne.

Det afklares desuden, hvordan det slidte kunstgræstæppe bortskaffes på den mest miljøvenlige måde, herunder om det kan klargøres til genbrug, genanvendelse eller nyttiggøres på anden vis.

Prisen for udskiftning af en kunstgræsbane er estimeret til ca. 3,5 mio. kr. for en kunstgræsbane uden infill eller med en alternativ form for infill.

Udskiftning af baner i tilknytning til andre projekter

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i løbende dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om at sammentænke skybrudsprojekter med bl.a.udskiftningen af underlaget på kunstgræsbaner.

Videre proces

Der lægges med nærværende indstilling op til, at der i forbindelse med Overførselssagen 2019/2020 afsættes midler til planlægning af de baner, på hvilke man ønsker at afprøve alternativ infill. 

Sigtet er, at der i forbindelse med forhandlingerne om budget 2021 afsættes midler til udskiftning af de baner, der ønskes udskiftet og at alle baner, både med og uden alternativ infill, sendes i et samlet udbud. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen på baggrund af udvalgets drøftelser og beslutning udarbejde et budgetnotat om planlægningsbevilling til Overførelsessagen 2019/2020 og på baggrund af planlægningen udarbejde budgetnotat om udskiftningen af kunstgræsbaner til Budget 2021.

 

Mette Touborg

                                                                     / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at formulere budgetnotatet med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Til top