Mødedato: 30.01.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Frisættelse fra regler i friinstitutionsforsøget

Se alle bilag
På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning om forsøg med frisættelse af kommunale institutioner indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at fire fri-institutioner i KFF frisættes fra en række konkrete regler og krav.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

1. at godkende afskaffelse af seks konkrete regler for for fire institutioner i Kultur- og Fritidsforvaltningen i årene 2014 og 2015.

 Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller endvidere til Kultur- og Fritidsudvalget,

2. at udvalget bemyndiger forvaltningen til at indgå aftale med de fire fri-institutioner om rammerne for at kunne udbetale aktivitets- og driftsmidler direkte til brugerne eller brugergrupper i et nærmere fastsat omfang.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 23. maj 2013 medlemsforslag om frisættelse af institutioner. Forslaget gik på, at der i velfærdsforvaltningerne (BUF, SOF, SUF) samt Kultur- og Fritidsforvaltningen udpeges tre institutioner eller enheder, som udnævnes til fri-institutioner

Fri-institutionerne/enhederne skal konsekvent arbejde med tillid og faglighed i stedet for kontrol. Det skal bl.a. give fri-institutionerne mulighed for at udvikle nye måder at løse kerneopgaverne på, nye måder at samarbejde med borgere og brugere på samt finde alternative metoder til dokumentation.

Målet er at få konkrete og anvendelige erfaringer fra fri-institutionerne til gavn for alle institutioner i Københavns Kommune.
Forsøget løber i 2014-15.

I Kultur- og Fritidsforvaltningen har KraftWerket, Huset-KBH, Amager KUlturpunkt og Team Nord-Øst ønsket at deltage i forsøget som fri-institution.

Løsning

Institutionerne har et grundlæggende ønske om at opnå fuld styring med egen institution, og oplever at regler, krav og arbejdsgange udgør en styringsmæssig barriere for institutionens drift, udvikling og samarbejde med brugerne.

De deltagende fri-institutioner har identificeret en række konkrete regler/krav, som de ønskes frisat fra. Frisættelse fra disse regler kræver dog Borgerrepræsentationens godkendelse, da reglerne er besluttet af Borgerrepræsentationen.

Det bemærkes, at der ikke er tale om en udtømmende liste over regler/krav, fri-institutionerne ønsker fritagelse fra. Det er således forventningen, at der i forsøgsperioden vil blive identificeret yderligere regler/krav, som institutionerne ønsker fritagelse fra. Hvis der er tale om politisk vedtagne regler, vil Kultur- og Fritidsudvalget blive forelagt indstilling om dette.

Udover de konkrete regler, har de deltagende institutioner i Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegivet, at Samlingen af Administrative Opgaver (SAO) og kommunens nuværende økonomistyringssystem er betydelige styringsmæssige barrierer for institutionernes drift og udvikling, og har ønsket at blive frisat her fra.

Forvaltningen har ikke indstillet fritagelse fra disse. Baggrunden for dette er, at der både i KFF og på KK-niveau arbejdes på at optimere selvbetjeningsløsningerne og på etablering af et nyt økonomistyringssystem, så institutionernes behov i højere grad tilgodeses og driften understøttes. 

Forvaltningen indstiller, at de fire fri-institutioner fritages fra følgende seks konkrete regler:

  • krav om opslag af vikariater
  • standardiserede IT-platforme
  • krav om brug af indkøbsaftaler
  • elektroniske betalingsformer
  • økologikrav og
  • politisk godkendelse af ekstraindtægter fra fonde.

Reglerne/kravene er beskrevet i bilag 1.

Flere af reglerne har for nyligt været søgt udfordret i BR, hvilket dog ikke førte til afskaffelse af de konkrete regler og forhold.

På trods af dette, indstiller forvaltningen til at der gives fritagelse fra de konkrete regler for at understøtte friinstitutionsforsøget. Det skyldes for det første, at kun de fire udvalgte fri-insitutioner i KFF er omfattet, og for det andet, at fritagelsen indtil videre er afgrænset til perioden 2014-15.

Endelig har institutionerne et ønske om at eksperimentere med brugerstyret økonomi. Baggrunden er et ønske om at videreudvikle samarbejdet med institutionens brugere og give brugerne et større ejerskab til institutionenernes drift. En forudsætning herfor er, at KFU giver bemyndigelse til at dele af institutionernes egne aktivitets- og driftsmidler kan udbetales direkte til brugerne.  

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget giver forvaltningen bemyndigelse til at indgå aftale med de fire institutionerne om rammerne for at kunne udbetale aktivitets- og driftsmidler direkte til institutionens brugere. Det nærmere omfang fastsættes i dialog med den enkelte institution ud fra en samlet vurdering af institutionernes økonomi og samarbejdsflader med brugerne.

Som en del af forsøget, og på baggrund af ønske fra friinstitutionerne, arbejder KFF med at udvikle kontraktstyring/virksomhedsplan som styringsmæssigt værktøj. Hvis der indgås kontrakter/virksomhedsplaner, vil disse i givet fald blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-


Carsten Haurum
                                    / Susanne Hovgaard Heunicke

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2014:

Der blev begæret afstemning om følgende af Peter Thiele fremsatte ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:

Økologikravet fastholdes, dog ikke for så vidt angår Huset.
Et mindretal (Peter Thiele og Allan Ahmad) stemte for ændringsforslaget.
Et flertal (Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Simon Strange, Yildiz Akdogan, Rune Dybvad og Andreas Pourkamali undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

Der blev herefter begæret afstemning om indstillingens 1. at-punkt.
Et flertal (Peter Thiele, Allan Ahmad, Cars Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule) stemte for indstillingens 1. at-punkt.
Ingen stemte imod.
Simon Strange, Yildiz Akdogan, Rune Dybvad og Andreas Pourkamali undlod at stemme.
Indstillingens 1. at-punkt blev dermed godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 2. at-punkt.

Forvaltningen præciserede, at der for så vidt angår fritagelse fra kravet om elektronisk betaling ifølge bilaget til indstillingen er tale om elektronisk betaling af udenlandske bands, kunstnere og samarbejdspartnere.

Simon Strange, Yildiz Akdogan, Rune Dybvad og Andreas Pourkamali ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"S og B støtter at institutionerne sættes fri og er glade for at institutionerne har budt ind med forslag til BR-regler og politikker, de ønsker at sættes fri fra. Da det er en overordnet politisk debat om man skal undtage institutionerne fra generelle politikker, mener vi det rigtige sted at tage den drøftelse er i BR, og lader derfor institutionernes bud indgå "ubearbejdet" i BRs diskussionen og undlader derfor at stemme om sagen."

Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken, Peter Thiele og Allan Ahmad ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"DF, V, Ø og F er ikke nødvendigvis enig i, at alle punkterne skal fritages, men i respekt for friinstitutionsforsøget stemmer vi for forslaget i sin helhed."

Lilian Parker Kaule ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"LA støtter det fulde forslag og er imod at udvalget foretager ændringer i forslaget."
Til top