Copenhagen Eventures - Fællesindstilling ØF og KFF
Copenhagen Eventures - Fællesindstilling ØF og KFF
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 30. januar 2003
7. Copenhagen Eventures - Fællesindstilling ØF og KFF
(KFU 41/2003)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Københavns Kommune og Fonden Wonderful Copenhagen indgår samarbejdsaftale om Copenhagen Eventures,
at Borgerrepræsentationen udpeger 5 medlemmer til styregruppen for Copenhagen Eventures,
at Københavns Kommune yder et tilskud på 3,5 mio. kr. til Copenhagen Eventures i 2003,
at der gives tillægsbevilling til Økonomiudvalgets budget 2003 på 3,5 mio. kr. under bevilling: Økonomisk forvaltning, konto 06.62.1. Kassemæssig dækning anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, bevilling: Kultur og Fritid, konto 3.64.1, andre kulturelle opgaver.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2003
Indstillingen blev tiltrådt, idet Kultur- og Fritidsudvalget herved præciserede, at det forudsættes, at det i samarbejdsaftalen (bilag 1) under punkt 6 (Økonomi), 3. afsnit, om projektudvikling anførte også indbefatter projektstøtte.
RESUME
I nærværende indstilling foreslås, at der indgås samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Fonden Wonderful Copenhagen om Copenhagen Eventures, der skal udvikle og byde på internationale begivenheder til København. Copenhagen Eventures forankres i Fonden Wonderful Copenhagen og ledes af en styregruppe bestående af 5 politikere fra Københavns Borgerrepræsentation og 3-5 ledende erhvervsfolk samt en repræsentant fra Fonden Wonderful Copenhagen. For at sikre Copenhagen Eventures det fornødne økonomiske fundament yder Københavns Kommune et tilskud til Copenhagen Eventures på 3,5 mio. kr. til projektudvikling i 2003. Et tilsvarende beløb søges indarbejdet i budgetoverslagsårene 2004-2006. Tilskuddet for 2003 udmøntes som teknisk bevillingsmæssig omplacering af driftsbevilling på 3,5 mio. kr. under Kultur- og Fritidsudvalget til Økonomiudvalget.