Mødedato: 30.01.2003, kl. 16:00

Midlertidig opstilling af skulptur på Kgs. Nytorv - Udsat sag fra 16-01-03 (KFU 11/2003) - Bilag tidligere udsendt

Midlertidig opstilling af skulptur på Kgs. Nytorv - Udsat sag fra 16-01-03 (KFU 11/2003) - Bilag tidligere udsendt

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. januar 2003

 

 

9.      Midlertidig opstilling af skulptur på Kgs. Nytorv - Udsat sag fra 16-01-03 (KFU 11/2003) - Bilag tidligere udsendt

(KFU  39/2003)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger en underskudsgaranti på 200.000 kr. til Louisiana til midlertidig opstilling af en skulptur på Kgs. Nytorv i foråret 2003 under forudsætning af, at de fornødne myndighedstilladelser opnås

at der anvises dækning for udgiften på 200.000 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturfonden).

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. januar 2003

Der blev begæret afstemning om et af Hellen Hedemann fremsat procedureforslag om at sagen udsættes med henblik på afklaringen af placeringen (Bygge- og Teknik).

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Finn Rudaizky, Klaus Hansen, Mona Heiberg, Klaus Bondam og Jens Kjær Christensen) stemte for procedureforslaget.

Et mindretal (Martin Geertsen og Leslie Arentoft) stemte imod.

Procedureforslaget om sagens udsættelse blev dermed tiltrådt.

 

 

RESUME

Louisiana viser i foråret som en af sine to årlige store udstillinger værker af den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois fra 1940erne til i dag.

Louisiana ønsker samtidig midlertidigt at opstille en skulptur i bronze af kunstneren på Kgs. Nytorv foran Magasin. Skulpturen har form som en edderkop i størrelsen 10 x 10 x 10 m. Udgifterne hertil er budgetteret til ca. 320.000 kr.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I brev af 5. januar 2003 (bilag 1) har Louisiana ansøgt om tilskud til midlertidig opstilling af en skulptur i bronze af den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois på Kgs. Nytorv ud for indgangen til Magasin i perioden februar til juni 2003. Der afholdes samtidig en udstilling med kunstnerens værker på Louisiana.

Skulpturen har form som en edderkop i størrelsen 10 x 10 x 10 m (bilag 2). Skulpturen har været opstillet i London, New York og Skt. Petersborg.

Louise Bourgeois er født i 1911 og bosiddende i New York.

 

Louise Bourgeois optræder i en lang række sammenhænge som et meget markant og fornyende bud på kunst. Hendes kunst handler om menneskers liv og drømme, deres erindringer og forestillinger om kærlighed og køn.

 

Louisiana's skoletjeneste vil i den periode, skulpturen er opstillet i København, udbyde en times daglig dialogbaseret undervisningsforløb på udstillingsstedet. Dette tilbud vil blive markedsført ved at lægge en ekstra brochure i det undervisningsmateriale om Louise Bourgeois, som vil blive udsendt til skoler, gymnasier og seminarier i hele Østdanmark (bilag 3).

I umiddelbar nærhed af skulpturen vil der være et opslag, der kort fortæller om skulpturen samt henviser til Louisiana's web-site, hvor der vil være yderligere information. Der arbejdes yderligere på en formidlingsmodel via mobiltelefoni.

 

Budget for projektet er ca. 320.000 kr. (40.000 USD), som udgør udgifterne til opstilling og nedtagning af skulpturen. Der er søgt støtte hos diverse fonde og private sponsorer. Louisiana yder selv 50.000 kr. til projektet.

 

Skulpturen er et markant udtryk i det offentlige rum, som vil danne baggrund for oplevelser for såvel københavnere som tilrejsende. I kraft af sin størrelse og udformning vil skulpturen vække opsigt, ligesom den vil skabe debat og refleksion hos publikum.

 

På den baggrund indstilles det, at der bevilges en underskudsgaranti på 200.000 kr. til projektet på betingelse af opnåelse af de fornødne tilladelser fra de relevante myndigheder, herunder Bygge- og Teknikforvaltningen.

 

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøvurdering.

 

 

ØKONOMI

Der anvises midlertidig dækning på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturfonden) jf. nedenstående opstilling:

Budget ekskl. moms                               2.680.000 kr.

Budget incl. moms                                 2.882.000 kr.

Bevilget hidtil                                            392.400 kr.

Øvrige indstillinger                                  432.350 kr.

Denne indstilling                                       200.000 kr.

Restbeløb                                                1.857.250

 

Såfremt de forventede overførsler fra regnskab 2002 tiltrædes, tilbageføres midlerne til Kulturfonden.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 5. januar 2003

2.      Foto af skulpturen

3.      Beskrivelse af formidlingstiltag

4.      Artikel(tekst) om Louise Bourgeois (fremlagt på mødet)

 

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 


 


Til top