Kløvermarkens Tennis Klub - tilskud til halbyggeri
Kløvermarkens Tennis Klub - tilskud til halbyggeri
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 30. januar 2003
16. Kløvermarkens Tennis Klub - tilskud til halbyggeri
(KFU 34/2003)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen fra Kløvermarkens Tennis Klub.
RESUME
Kløvermarkens Tennis Klub (KTK) har sendt en ny ansøgning om tilskud til at opføre en Tennis- og Squash-Hal på Kløvermarksvej. Projektet omfatter 3 tennisbaner, 4 squashbaner og et klub- og omklædningsafsnit. Klubben har søgt om 2,69 mill. kr.
En tidligere ansøgning på 1,9 mill. kr. er meddelt afslag i udvalget medio 2002.
Udgifterne til byggeprojektet er nu beregnet til 17,9 mill. kr. inkl. bortkørsel af forurenet jord. For at KTK kan optage et byggelån, har Kreditforeningen krævet, at der indgås en i 30 år uopsigelig lejekontrakt med Københavns Kommune. Derfor har KTK genforhandlet lejekontrakten med Økonomiforvaltningen. Da den nye udlejning sker på markedsvilkår, vil det betyde en forøgelse af KTK's årlige leje fra de nuværende 34.000 kr. til 342.000 kr.
En realisering af halprojektet forudsætter endvidere, dels at Københavns Kommune støtter med det søgte beløb, dels at Folkeoplysningsudvalget godkender en stigning i KTK's årlige driftstilskud på i alt 308.000 kr.
Der er ikke afsat midler til formålet på budget 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Kløvermarkens Tennis Klub (KTK) har ved brev af 2. december 2002 (bilag 1) sendt en ny ansøgning om tilskud til at opføre en Tennis- og Squash-Hal på Kløvermarksvej. Det bemærkes, at der i KTK's ansøgning står "2,69 mill. kr. – subsidiært 2,29 mill. kr.". Det er efterfølgende aftalt med KTK's formand, at det søgte beløb er 2,69 mill. kr.
KTK har to gange tidligere søgt Kultur- og Fritidsudvalget om støtte til halprojektet.
1. ansøgning
KTK søgte den 27. februar 2002 1,9 mill. kr. – subsidiært 1,5 mill. kr. Sagen blev behandlet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 20. juni 2002, hvor udvalget besluttede ikke at imødekomme ansøgningen (bilag 2).
2. ansøgning
KTK søgte den 4. oktober 2002 2,35 mill. kr. – subsidiært 1,95 mill. kr. Merudgiften skyldtes oprensning af forurenet jord. Da der fortsat var uvished om forureningens omfang – og de deraf afledte udgifter – valgte Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et orienterende notat til udvalget. Af notatet fremgik, dels at udvalget ville få forelagt en endelig indstilling, når det samlede økonomiske omfang af KTK's projekt var kendt, dels at forvaltningen ikke fandt anledning til at ændre den forrige indstilling(bilag 3).
Forhistorie
KTK har siden 1926 lejet en grund på Kløvermarksvej af Københavns Kommune. Klubben har i flere år haft planer om at opføre en ny squash- og tennishal på grunden.
I november 1999 gav Byggedirektoratet tilladelse til, at der kunne bygges på grunden. Projektet blev imidlertid stillet i bero, da mulige vejforbindelser mellem havnetunnelen og Øresundsmotorvejen pegede på en linieføring ad Kløvermarksvej som et af tre mulige forslag. Planerne om en linieføring ad Kløvermarksvej blev imidlertid ikke realiseret. På den baggrund har KTK nu genoptaget halprojektet.
Om klubben
KTK har på nuværende tidspunkt 660 medlemmer. Heraf er ca.11 pct. under 18 år, ca. 8 pct. mellem 19 og 25 år og ca. 80 pct. over 25 år.
KTK råder i dag over 12 udendørs tennisbaner. I vintersæsonen lejer klubben timer i KB-hallen.
KTK's halprojekt består af 3 tennisbaner, 4 squashbaner og et klub- og omklædningsafsnit.
Med henblik på udlejning af ledig banekapacitet har KTK foretaget en rundspørge blandt lokalområdets tennis- og squashklubber. Undersøgelsen viser, at der er et stort udækket facilitetsbehov. På baggrund af undersøgelsen har KTK budgetteret med en årlig lejeindtægt på ca. 2,2 mill. kr.
Hvis planerne bliver realiseret, forventer KTK, at hallen også bliver brugt af lokalområdets skoler og fritidshjem.
Lejekontrakt
Udgangspunktet for, at KTK kan optage et byggelån, er, at der indgås en i 30 år uopsigelig lejekontrakt med Københavns Kommune. Økonomiforvaltningen har meddelt KTK, at man ikke har indvendinger mod at indrømme 30 års uopsigelighed. Dette er efterfølgende accepteret af både KTK og Kreditforeningen. I forbindelse med genforhandlingen af lejekontrakten er lejen ændret til markedsleje med sædvanlig årlig indeksering af lejen. Ejendomsdrift har beregnet lejeudgifterne i 2000 til 342.000 kr. KTK er gjort opmærksom på, at udlejning på de nye vilkår tillige vil medføre en stigning i ejendomsskatterne, idet den nuværende kommunale dækningsafgift på 15 0/00 vil blive afløst af en regulær grundskyld på 34 0/00.
Ejendomsdrift har fremsendt et kontraktudkast til KTK. Den nuværende leje er på 34.000 kr. Når den nye kontrakt træder i kraft skal klubben betale yderligere 308.000 kr. Dette beløb tilfalder Kultur- og Fritidsforvaltningen. Da den årlige lejeudgift stiger betydeligt, har KTK tilkendegivet, at klubben ikke ønsker ændringer af lejebetingelserne, før der er vished om halbyggeriets fremtid. Lejestigningen skyldes, at der er kommet 30 års uopsigelighed ind i lejekontrakten. I dag er der et gensidigt opsigelsesvarsel på 3 måneder.
Forurening af byggegrund
På KTK's foranledning har Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S foretaget orienterende forureningsundersøgelser på det byggefelt, hvor KTK ønsker at opføre en ny hal. Undersøgelserne har vist, at grunden er så forurenet, at det vil blive for dyrt at bygge på normal vis, dvs. køre al den forurenede jord på depot (bilag 4).
For at minimere behovet for bortskaffelse af overskydende jord anbefaler Sloth Møller A/S, at man bl.a. i stedet vælger en metode, hvor bygningen funderes på borede pæle med selvbærende gulvkonstruktioner. Det betyder, at der kun er behov for at køre en mindre del af den forurenede jord bort.
Økonomi
Udgifterne til byggeprojektet er pr. 5. november 2002 beregnet til 17,9 mill. kr. Beløbet er sammensat som følger:
Overslag af 15. juli 2000 ca. 15. 500.000 kr.
Pristalsregulering ca. 950.000 kr.
Ekstrafundering ca. 1.100.000 kr.
Forurening ca. 350.000 kr.
i alt ca. 17. 900.000 kr.
Da udgifterne til byggeprojektet er steget, er KTK nødt til at optage et større lån end oprindeligt beregnet. Derfor søger klubben nu om 2,69 mill. kr. I beløbet indgår:
Oprindeligt ansøgt beløb 1.900.000 kr.
Ekstrafundering 440.000 kr.*)
Forurening 350.000 kr.
I alt 2.690.000
kr.
*) Udgifterne til ekstrafundering udgør 1,1 mill.
kr., hvoraf Københavns Kommune ansøges om at finansiere de 40 pct. (440.000
kr.).
KTKs årlige udgifter til renter,
afdrag og bidrag vil beløbe sig til ca. 1,3 mill. kr. Klubben vil være istand
til at dække beløbet inden for driftsbudgettet (bilag 5).
Der er i lejekontrakten en klausul om, at det påhviler klubben at sørge for nedrivning ved lejemålets ophør. For at få en afklaring af, hvad der skal ske med bygningerne, hvis KTK ikke kan opfylde sine forpligtelser, vil det blive tilføjet lejekontrakten, at lejeren kan pantsætte lejekontrakten (og bygningerne) ved optagelse af lån (udstedelse af panthavererklæring).
Dette vil betyde, at hvis KTK ikke kan betale långiver, overtager denne bygningerne (og lejekontrakten), hvorefter der kan findes en ny lejer.
FOS-tilskud
Forudsætningen for, at der kan opføres en Tennis- og Squash-Hal på Kløvermarksvej, er, at der indgås en ny lejeaftale mellem KTK og Københavns Kommune. Den nye lejeaftale er fastsat til 342.000 kr. I forhold til den eksisterende lejeaftale er det en årlig stigning på 308.000 kr.
Denne forhøjelse af lejen skal forelægges for Folkeoplysningsudvalget (FOU). Iflg. folkeoplysningslovens § 25, stk. 5, litra 1 kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at der ikke ydes driftsudgifter til egen hal, som foreningen ikke tidligere har modtaget lokaletilskud til. Hvis FOU beslutter at give KTK afslag på den ekstra lejeudgift, vil forudsætningerne for halprojektets økonomi ændres væsentligt.
Såfremt der opføres en hal, har KTK yderligere mulighed for at søge FOU om driftstilskud med 75 % til lys, vand, varme, rengøring m.v. På baggrund af de foreliggende oplysninger vurderer FOS, at der ikke kan godkendes noget driftstilskud, da klubbens forventede lejeindtægter er væsentlig større end de forventede driftsudgifter.
Forvaltningens vurdering
Det økonomiske fundament for en Tennis- og Squash-Hal på Kløvermarken hviler på, at der årligt opnås en lejeindtægt på ca. 2,2 mill. kr. Ved en rundspørge – foretaget af KTK i 2000 - tilkendegav en række tennis- og squashklubber, at de vil være interesseret i at leje sig ind en kommende hal. Det bemærkes, at en af de potentielle brugerklubber ikke hører hjemme i Københavns Kommune.
Det er vanskeligt at vurdere det reelle behov for banekapacitet. Især fordi etablering af nye faciliteter ofte tiltrækker nye brugergrupper. Det må imidlertid vurderes, at etablering af fire nye squashbaner vil dække behovet i et stort lokalområde, når der sammenlignes med det samlede antal squashspillere i København. I den forbindelse skal det nævnes, at såfremt planerne om et "Ørestadens Idrætscenter" realiseres, vil dette idrætsanlæg indeholde i alt 6 squashbaner. Det er tanken, at firmaidrætten skal være fast bruger af "Ørestadens Idrætscenter". Dette skal ses i lyset af, at KTK kalkulerer med at leje baner ud til firmaidrætsklubber.
Det byggefelt, hvor KTK ønsker at opføre en Tennis- og Squash-Hal er stærkt forurenet. Miljøkontrollen har oplyst, at oprensning af forurenet jord ikke påhviler forureneren, hvis denne ved deponeringen var i "god tro". Det er dog sådan, at i takt med, der konstateres forurenede arealer, påhviler det Københavns Kommune at oprense arealerne. Oprensningen foretages i prioriteret rækkefølge, hvor fx legepladser og boligområder med legearealer har høj prioritet.
For at reducere udgifterne til fjernelse af forurenet jord på KTK's byggefelt har Sloth Møller A/S foreslået en ny byggemetode. De ekstra udgifter, der er afledt af jordbundsforureningen, udgør 1,45 mill. kr., hvoraf Københavns Kommune – jf. KTK's ansøgning – skal finansiere de 790.000 kr. Der vil derfor være tale om en "omgåelse" af den prioriterede rækkefølge for jordoprensning af kommunens grunde.
Etablering af en indendørs tennishal på Kløvermarken er ikke opført på "facilitetslisten" i Idrætspolitisk Redegørelse 2001.
Der er ikke afsat midler til formålet.
På baggrund af ovenstående indstiller forvaltningen, at der gives afslag på ansøgningen.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 2. december 2002 fra Kløvermarkens Tennis Klub.
2. Indstilling samt beslutningsprotokol af møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 20. juni 2002 (KFU 217/2002).
3. Notat af 18. oktober 2002: "Notat vedrørende ny ansøgning fra Kløvermarkens Tennis Klub".
4. Brev af 15. november 2002 fra Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S brev til Kløvermarkens Tennis Klub.
5. Driftsbudget for KTK's halprojektet. Revideret og fremsendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen den 21. januar 2003.
6. KTK's projektbeskrivelse. (fremlagt på mødet)
Carsten Haurum
/ Pernille Vange