Mødedato: 29.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Drøftelse af perspektiverne for videreførsel af Bavnehøj Inkubator fra 2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte perspektiver videreførsel af Bavnehøj Inkubator - Københavns Projekthus.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
 
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter perspektiverne for videreførelse af Bavnehøj Inkubator fra 2016

Problemstilling

En del af bevillingen til Foreningen Københavns Projekthus (KPH), Bavnehøj Inkubator, som omfatter tilskud til leje af 4. sal samt mentorordning, udløber med udgangen af 2015. Resten af KPH's bevilling udløber med udgangen af 2016.

KPH har søgt om en fornyet tilskudsbevilling for årene 2016-2019. Sagen blev henvist til budgetforhandlingerne, men fik ikke tildelt midler i aftalen om Budget 2016. 

KPH kan drive inkubatoren på 4. sal videre uden det kommunale tilskud til denne etage, men vil øge brugerbetalingen samt skære på udvalgte aktiviteter, herunder mentorordningen.     

Løsning

KPH er et kontorfællesskab og inkubatormiljø for kreativ vækst indenfor kulturelle, sociale og miljømæssige iværksættere og små virksomheder. Foreningen har til huse på Enghavevej 80. 

    - 3. salen er kontorfællesskab for unge projektaktive, start-ups og entreprenører (15-30 år). Tilskuddet hertil udløber med udgangen af 2016. 
    - 4. salen (Bavnehøj Inkubator) er et kontorfællesskab for mere etablerede, små virksomheder og organisationer. Tilskuddet udløber med udgangen af 2015.
    - Remisen/VOLUME benyttes af interne og eksterne til forskellige aktiviteter og events. Tilskuddet hertil udløber med udgangen af 2016. 

Over 300 brugere har deres daglige gang i KPH. KPHs overordnede formål er og aktiviteter er vedlagt i bilag 1. 

KPH's nuværende tilskudsaftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen dækker et samlet årligt tilskud på 2,9 mio. kr. Tilskuddet består af to særskilte bevillinger, der begge blev vedtaget med Budget 2013:

- 2,4 mio. kr. årligt i finansiering til drift og aktiviteter på 3. sal og i remisen, afsat i Kulturpuljen for perioden 2013-2016
- 0,5 mio. kr. årligt til drift af Bavnehøj Incubator og mentorordning (4. sal), afsat i den Kreative vækstpakke for perioden 2013-2015. 

Tilskuddet modregnes husleje- og forbrugsudgifter. Udgifterne hertil i 2015 var på ca. 1,2 kr. årligt. Foreningen har en drifts- og brugsaftale med Fritid KBH.  
 
KPH er, i følge ansøger, afhængig af offentlig finansiering for at kunne opretholde det nuværende koncept, hvor brugerne har billig adgang til kontorpladser og til husets rådgivningstilbud og muligheder for at iværksætte kulturelle og erhvervsrettede aktiviteter.

Når tilskuddet til drift af 4. salen bortfalder i 2016 vil det få en række konsekvenser for brugernes lejevilkår, for husets samlede aktivitetsniveau og for muligheden for videreudvikling af igangværende tiltag. 

Konkret betyder det at brugerbetalingen sættes op. For unge start-up vil lejeudgiften stige med i gennemsnit 30 procent, for de mere etablerede iværksættere vil lejeudgiften stige med i gennemsnit 24 procent. Samtidig lukkes Trial and Error-programmet, der siden 2014 har fungeret som link mellem husets 3. og 4. sal, hvor unge start-ups på 3. sal tilbydes rådgivning med henblik på at blive økonomisk bæredygtige og kunne flytte på 4. sal. Derved forringes vækstlagets muligheder, ifølge ansøger, for dygtiggørelse og etablering af økonomisk rentable og bæredygtige virksomheder. Derudover er KPH nødt til at skære ned på egne events fra 24 events årligt til 10.

Nye samarbejdsperspektiver for Projekthuset
Projekthuset har indgået en dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og DIT:KBH, som fra 2016 samler en række institutioner og initiativer under ét med fokus på kreative erhverv, samskabelse og frivillighed, for at undersøge, om der er synergi mellem DIT:KBH g KPH i forhold til at understøtte projekt- og iværksættermiljøet i København. Dialogen fortsætter frem mod årsskiftet for at undersøge perspektiverne nærmere.

Derudover vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå i dialog med KPH om at udarbejde forslag til en ny og mere bæredygtig driftsmodel, som kan indgå i den videre politiske proces frem mod budgetforhandlingerne 2017.  Det kan både være i form af et tættere samarbejde med DIT:KBH eller ved at udvikle en bæredygtig økonomisk model, eksempelvis i stil med inkubatoren "Lydens Hus".

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen, herunder DIT:KBH, fortsætter dialogen med KPH.  

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en ny indstilling, når der foreligger et forslag til en ny model og mere bæredygtig driftsmodel for KPH efter 2016.


Carsten Haurum

                                                                    /Mads Kamp Hansen 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2015:

Følgende repræsentanter fra KPH havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

  • Anne Katrine Heje Larsen
  • Frederik Birket Smith 
  • Tobias Jeppesen


Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at vende tilbage til sagen i foråret 2016.
Til top