Medlemsforslag om leje af Kastrup Skøjtehal og Pilegårdsbadet
Indstilling
Louise Theilade Thomsen har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 29. september 2022:
Det foreslås,
- at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge muligheden for at leje Kastrup Skøjtehal og Pilegårdsbadet af Tårnby Kommune fra 2023 og fremlægge en sag for Kultur- og Fritidsudvalget inden udgangen af 2022.
Motivering
Med budgetaftalen for 2023 har Tårnby Kommune besluttet at lukke Kastrup Skøjtehal og svømmehallen Pilegårdsbadet permanent pr. 1. januar 2023 som led i en spareøvelse.
Vi mangler i den grad idrætsfaciliteter i København, og det betyder desværre, at alt for mange børn og unge står på venteliste frem for at kunne deltage aktivt i foreningslivet. Vi skal derfor udnytte alle de muligheder, vi har for at skabe mere idrætskapacitet - også om muligt på den anden side af kommunegrænsen.
Både Kastrup Skøjtehal og Pilegårdsbadet ligger kun få kilometer fra Københavns Kommune, og forslagsstiller ønsker, at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger muligheden for at leje begge faciliteter fra 2023.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2022:
Mia Nyegaard (B) stillede følgende ændringsforslag til indstillingen:
"Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge muligheden for at leje eller andre samarbejdsformer omkring Kastrup Skøjtehal og Pilegårdsbadet i Tårnby Kommune fra 2023. Desuden skal der prioriteres dialog med foreninger mfl., og der fremlægges en sag for Kultur- og Fritidsudvalget inden udgangen af januar 2023."
Udvalget godkendte ændringsforlaget.
Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Kashif Ahmad (B) og Mia Nyegaard (B) anmodede om følgende protokolbemærkning:
"Vi ser positivt på forslag, der vil kunne øge idrætskapaciteten for københavnerne. Derfor kan vi også godkende det fremlagte medlemsforslag. Vi har dog to forbehold. Det, at overtage en idrætsfacilitet, der allerede har brugere, giver en række udfordringer i forhold til at afgøre hvem der kan bruge faciliteten fremover. I den forbindelse er det afgørende at have forskellige løsningsmodeller for hvordan eksisterende og nye brugere tilgodeses. Endvidere oplyser Tårnby Kommune til P4, at alene driften af hallen koster 5 millioner kr. Dette finder vi svært at imødekomme, da kommunen har begrænsede måltal til drift."
Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, deltog under punktets behandling.