Mødedato: 29.09.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om at Københavns Kommune bliver vært for børneteaterfestivalen Aprilfestival

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Klaus Mygind har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 29. september 2022:

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen hurtigst muligt kontakter organisationen “Teatercentrum” og går i dialog med organisationen om rammerne for, at Københavns Kommune bliver vært for afholdelse af Aprilfestival den 21.-23. april 2023 
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen til førstkommende udvalgsmøde den 11. oktober 2022 udarbejder budget for kommunens udgifter og forslag til, hvordan udgifterne kan dækkes indenfor de puljer, som Kultur- og Fritidsudvalget råder over f.eks. disponible midler, festivalpuljen mm.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget kontakter Børne- og Ungdomsforvaltningen for i samarbejde med dem at finde ud af hvilke folkeskoler, der kan bruges som spillesteder på festivalen.

Motivering

Aprilfestivalen er en af de største børneteaterfestivaler i verden. Den afholdes hvert år i april. Der deltager mellem 150 og 200 teatergrupper, der spiller deres forestillinger 2-3 gange. Teaterfestivalen genererer op mod 25.000 teaterbilletter, der stilles gratis til rådighed for byens børn og unge, deres forældre og andre interesserede.

Aprilfestivalen er danske Børneteatergruppers store udstillingsvindue. 

På grund af corona er der opstået et hul i planlægningen. De planlagte værtsbyer for festivalen i 2023 er sprunget fra. Derfor mangler der nu en værtsby. Samtidig er de økonomiske rammer ændret ved, at Kulturministeriet ekstraordinært har støttet festivalen i 2023. Det betyder, at den samlede udgift som værtsby vil ligge i størrelsen 300-400.000 kr. For denne pris får København som værtsby gratis mellem 300 og 400 teaterforestillinger stillet til rådighed for vore børn og unge.

Pengene skal dække de ekstraudgifter, som byens kulturhuse og skoler har, når de i weekenden 21.-23. april skal være spillesteder. Pengene skal også dække opreklamering af festivalen.

Organisationen Teatercentrum har ansvaret for afviklingen. De har kompetencerne til og mange års erfaring med styring, organisering og indretning af de fysiske rammer for festivalen. 

Vedlagt er kort beskrivelse af Aprilfestivalen (bilag 1). 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2022:

Kultur og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kashif Ahmad (B), Mia Nyegaard (B), Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø), Louise Theilade Thomsen (V), Karina Bergmann (C) og Niels Peder Ravn (NB) anmodede om følgende protokolbemærkning:

"Vi ser positivt på ambitionerne om en børneteaterfestival i København. Vi ser frem til at modtage en ansøgning om støtte til festivalen fra udvalgets disponible midler, som har ansøgningsfrist den 1. november 2022."

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og kontorchef for tilskud, Marianne Kruckow, deltog under punktets behandling.

Til top