Ny kultur- og fritidspolitik
På budgetseminaret i februar 2022 gav Kultur- og Fritidsudvalget udtryk for, at arbejdet med en ny kultur- og fritidspolitik skulle fremrykkes, og at en ny politik skulle være anderledes end den nuværende. Den nuværende politik udløber ved årsskiftet 2023/24.
Der lægges op til, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter rammerne for en ny kultur- og fritidspolitik, herunder hvilken form en ny politik skal have, og hvilke umiddelbare temaer, den kan indeholde.Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter rammerne for en ny kultur- og fritidspolitik, herunder form og hovedtemaer.
Problemstilling
Det er op til Kultur- og Fritidsudvalget at afklare både formål, form og indhold i en ny kultur- og fritidspolitik. Der er ingen lovmæssige krav til hverken rammer eller indhold.
En kultur- og fritidspolitik kan tage mange forskellige former fx:
- Kortfattet eller mere omfattende
- Fokus på udviklingsretning eller mål for nuværende service
Formålet med en politik er typisk at gøre det klart for brugerne og københavnerne bredt set, hvad udvalget prioriterer, ligesom en politik kan være et godt afsæt for den løbende dialog om kultur- og fritidsområdet. Samtidig sætter en politik retningen for forvaltningen. Det at have en politik giver et tydeligt handlerum og retning for arbejdet i hverdagen.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget kan fx drøfte:
- Hvad skal en kultur- og fritidspolitik kunne?
- Hvilken form skal en ny politik have?
- Hvilke hovedtemaer skal en ny politik indeholde?
I bilag 1 findes et diskussionsoplæg til, hvad en ny politik kan komme rundt om. Det er alene til eventuel inspiration.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Med afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og beslutning om form og indhold i en ny kultur- og fritidspolitik vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et første udkast til en politik. Der vil foreligge et udkast til politik til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 3. november 2022.
Søren Tegen Pedersen
/Solvejg S. Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at der skal udarbejdes en ny kultur- og fritidspolitik.
For stemte Kashif Ahmad (B), Mia Nyegaard (B), Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø),Klaus Mygind (F) Karina Bergmann (C) og Niels Peder Ravn (NB).
Lea Friedberg (A) og Louise Theilade Thomsen (V) undlod at stemme.