Restaurations- og nattelivsplanen
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at sende udkast til ny restaurations- og nattelivsplan i offentlig høring.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 21. januar 2016 at igangsætte en revision af restaurationsplanen. Kultur- og Fritidsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et udkast til ny restaurations- og nattelivsplan (bilag 1).
Der er også udarbejdet en tilhørende vejledning til planen, som beskriver ansøgningsprocessen og betingelserne for at opnå en alkoholbevilling i København (bilag 2).
Plan og vejledning er udarbejdet i samarbejde med deltagerne i Samarbejdsforum for nattelivet i Indre By. Der er udarbejdet en oversigt over bemærkninger til udkastet fra deltagerne i Samarbejdsforum for nattelivet og forvaltningens svar herpå (bilag 3).
Udkastet blev behandlet på Bevillingsnævnets møde den 31. august 2016. Bevillingsnævnet besluttede at sende restaurations- og nattelivsplanen videre til Kultur- og Fritidsudvalget efter få tilrettelser. Procesplanen er efterfølgende blevet opdateret (bilag 4).
Løsning
Udkastet til ny restaurations- og nattelivsplan tager udgangspunkt i den udvikling, som nattelivet i København har oplevet gennem de senere år.
Udviklingen i nattelivet er dokumenteret i 2. afrapportering på nattelivsgener og er løbende fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget i de årlige afrapporteringer.
Udgangspunktet for den nye restaurations- og nattelivsplan har været at bygge videre på målsætningen i den tidligere restaurationsplan og fremme dialog og incitamenter fremfor forbud og restriktioner.
Ordet "natteliv" er medtaget i udkastets titel for at præcisere, at også andre elementer end restaurationerne inddrages i arbejdet med og ansvaret for Københavns natteliv.
Konkrete nye tiltag i restaurations- og nattelivsplanen
Den nye restaurations- og nattelivsplan tager afsæt i kommunens arbejde med kvaliteterne i Storbykultur og Kultur- og Fritidspolitikkens mål om en "by med kant".
Planens gennemgående fokus er at søge balance og øge samarbejdet i nattelivet. Planen lægger op til følgende konkrete tiltag:
1. En fast bevillingspraksis gældende for hele byen, der tilskynder til samarbejde og beskytter belastede og tætbeboede områder mod yderligere belastning. Forslag til praksis er opsummeret i det følgende:
- Bevillingsnævnet kan i afgørelser lægge vægt på, at restauratøren har iværksat positive og betryggende initiativer. Positive og betryggende initiativer kan være etablering af rygerum, frivillig brug af dørmænd, øget renholdelsesindsats, naboinddragelse, ekstra lydisolering, kontrol i døråbningen, uddannelse af personale mv.
- Foretages ingen positive og betryggende initiativer, skal nye nattilladelser på hverdage og nye sene nattilladelser i weekenden begrænses, såfremt det kan dokumenteres, at beboelsestætheden tilsiger at udvise tilbageholdenhed, eller der er mange gener i området, eller risiko for at der udvikles mange gener.
2. Der arbejdes for at indskærpe de gældende regler for støj, affald og udendørsservering ved en målrettet kontrolindsats hos restaurationer.
3. Samarbejdsforum for nattelivet udvides, og der etableres nye dialogfora til løsning af konkrete klager.
4. Kommunen vil sammen med HORESTA og Danmarks Restauranter og Caféer undersøge, hvordan betingelserne for restaurationsdrift i de nye bydele kan forbedres.
5. Kommunen vil arbejde for, at sammenhængen imellem koncepter og betingelser for restaurationers drift tydeliggøres.
6. Kommunen vil sammen med Horesta og Danmarks Restauranter og Caféer og 3F udarbejde et fælles oplæg til forebyggelse af diskrimination i nattelivet.
7. Kommunen vil gå i dialog med relevante aktører for at sikre udbredelse og håndhævelse af principperne i ansvarlig udskænkning til unge.
8. Opkvalificering af kommunens medarbejdere skal sikre hurtig support om ansøgninger og vilkår for alkoholbevillinger.
9. Kommunen vil arbejde for at øge antallet af forhåndsgodkendelser til etablering af restaurationer via flere ”stjernemøder”.
Med ovenstående indsatser får nattelivet i København en politisk retning, som sigter imod balance og øget samarbejde. Samtidig koncentreres forvaltningens arbejde om nogle konkrete indsatsområder og mål for de kommende år.
Til støtte for Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser er bilag 5, notat om Bevillingsnævnets kompetence vedlagt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Af procesplanen for den reviderede restaurations- og nattelivsplan, som Kultur- og Fritidsudvalget tidligere har modtaget, fremgår, at Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af planen er forudsat at ske over to udvalgsmøder, henholdsvis den 29. september og den 3. november 2016, hvorefter planen sendes i offentlig høring. Der er ikke noget krav om, at behandlingen skal ske over to møder, hvorfor Kultur- og Fritidsudvalget naturligvis vil kunne beslutte at sende planen i offentlig høring allerede efter mødet den 29. september 2016.
Udkastet lægges i høring via kommunens høringsportal.
Resultatet af høringen vil efterfølgende blive forelagt først Bevillingsnævnet og senere Kultur- og Fritidsudvalget med mulighed for at anmode om tilrettelser af udkastet.
Endelig restauration- og nattelivsplan skal godkendes af Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2017.
Thomas Jakobsen
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2016:
Sagen blev behandlet som det sidste punkt på dagsordenen.
Kultur- og Fritidsudvalget udsatte sagen til den 3. november 2016.