Mødedato: 29.09.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Medlemsforslag om at undersøge mulighederne for at ombygge dele af Nørrebroparken til idrætsformål

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Rune Dybvad, Tue Hækkerup og Simon Strange har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 29. september 2016:

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger muligheden for at ombygge dele af Nørrebroparken, således at der kan etableres idrætsfaciliteter under og over jorden, særligt målrettet fodbold.
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger undersøgelsen samt overslag over økonomi inden februar 2017.
     

Motivering

Når metrohullet lukkes og græsrødderne spirer

I Nørrebroparken har der, i forbindelse med Metrobyggeriet, været tunnelarbejdsplads, og der har været etableret et hul på ca. 40 meter i dybden. I 2018 går den sidste fase af byggeriet i gang, hvorefter tunnelskakten lukkes til, og de grønne arealer skal reetableres.

Socialdemokraterne mener, at det allerede nu skal undersøges, hvorvidt reetableringen af de grønne arealer skal ske som en nytænkning af området. Der mangler idrætsfaciliteter i denne del af Nørrebro, og området kunne derfor indtænkes som en del af løsningen på bl.a. problemerne med mangel på arealer til udendørs idrætsaktiviteter – for eksempel fodbold.

Det vil være muligt at skabe rum for aktiviteter for børn og unge. Børn og unge, som allerede nu står på venteliste til fritidsaktiviteter på grund af for få arealer på Nørrebro. København savner gode anlæg til idrætsaktiviteter, og fodboldklubberne i området har lange ventelister.

I forbindelse med reetablering af parken må det være muligt at undersøge, hvorvidt det er muligt at udnytte det allerede eksisterende hul og bygge idrætsfaciliteter under jorden. Dette vil skabe mulighed for nogle helt unikke rå rum samt bevare det grønne område over jorden, der eventuelt også kan inddrages til eksempelvis fodboldbaner.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslaget, idet Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om også at undersøge mulighederne i forhold til andre metrobyggepladser.

Til top