Mødedato: 29.09.2011, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-SAG: Høring af Bydelsplan for Brønshøj-Husum

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende forvaltningens udkast til høringssvar til forslaget til bydelsplan for Brønshøj-Husum.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som høringssvar til forslaget til bydelsplan for Brønshøj-Husum.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 21. februar 2008 et koncept for bydelsplanlægningen (BR 100/08). Der skal i perioden 2008-2011 udarbejdes en bydelsplan for hver af de 10 bydele.

Arbejdet organiseres i tre bølger. Borgerrepræsentationen godkendte den 10. juni 2009 første bølge af bydelsplanerne, der omfattede Valby, Vanløse og Østerbro og den 4. november 2010 anden bølge, som var bydelene Amager Vest, Amager Øst, Bispebjerg og Vesterbro-Kgs. Enghave. Tredje bølge blev igangsat i september 2010 og rummer bydelene Brønshøj-Husum, Nørrebro og Indre By-Christianshavn.

I forbindelse med den tredje bølge er Kultur- og Fritidsudvalget blevet anmodet om at bidrage med faktuelle kommentarer til bydelsplanen samt at tilkendegive, hvordan bydelsplanerne kan indgå i det fremtidige arbejde. Herunder om der er forslag, der kan gennemføres inden for de eksisterende økonomiske rammer, samt om der er forslag, som udvalget kan have interesse i at fremme ved budgetforhandlingerne.

 

Løsning

Forslaget til bydelsplan for Brønshøj-Husum indeholder en vision om, at Brønshøj, Husum og Tingbjerg skal være en sammenhængende, levende, grøn og sund bydel med muligheder for fællesskab (bilag 1). 

Forslaget indeholder fire temaer. Det bemærkes, at som udgangspunkt er forslagene til nye kultur- og idrætsfaciliteter, som er nævnt under de fire temaer, ikke finansierede.

Tema 1: Den levende bydel
Lokaludvalget ønsker at udvikle Brønshøj Torv til et levende kulturtorv med torvedage, loppemarkeder mv. (s. 15). Kultur- og Fritidsforvaltningen finder forslaget interessant og foreslår, at lokaludvalget fortsætter dialogen med 2700Kultur om torvet og de omkringliggende bygninger. Der er ikke afsat midler i Kultur- og Fritidsudvalgets budget til at få udarbejdet en helhedsplan for området.

Tema 2: Den grønne bydel
Lokaludvalget foreslår at inddele Utterslev Mose i zoner for flora, fauna og menneskelig aktivitet (s. 27). Kultur- og Fritidsforvaltningen mener, at i takt med at København bliver en endnu mere tætbebygget storby, der bør ses på mulighederne for at aktivere større arealer i området. Der er ikke afsat midler til dette i Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Tema 3: Den sunde bydel
Lokaludvalget foreslår, at der etableres nye aktive bevægelsesstrøg, legepladser og motionsrum ved både Husumvolden og Vestvolden (s. 30). Kultur- og Fritidsforvaltningen er positive over for at udvikle voldområderne til aktive "rum" i byen. I forbindelse med budgetforhandlingerne har Kultur- og fritidsforvaltningen derfor ønsket 4 mio. kr. årligt til at etablere næridrætsanlæg.

Lokaludvalget ønsker at udvikle Husumparken til et mere sammenhængende område for idræt og bevægelse (s. 32). Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen enig i, hvorfor forvaltningen har ønsket 10 mio. kr. til at forbedre Husumparkens faciliteter i forbindelse med forhandlingerne om budget 2012 og frem.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår i et samarbejde med andre forvaltninger om at udvikle den tidligere Voldparken Skole/Kobbelvænget til et centralt idrætsområde i bydelen (s. 32).

Tema 4: Trafikken
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ingen bemærkninger til dette tema.

Økonomi

Indstillingen har ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen behandler det endelige forslag til bydelsplan - inkl. de indkomne høringssvar - henholdsvis den 22. november og den 1. december 2011.

Carsten Haurum            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2011:


Kultur- og Fritidsudvalget behandlede punktet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsordenen).

Indstillingen blev godkendt.
Til top