Mødedato: 29.09.2005, kl. 16:00

Lokalkulturpuljen - retningslinier

Se alle bilag

Lokalkulturpuljen - retningslinier

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 29. september 2005

 

Afbud:

·        Karin Storgaard (Andet offentligt hverv)

·        Tanwir Ahmad (Andet offentligt hverv)

 

Helle Sjelle forlod mødet ml. 17.00 inden behandlingen af punkt 3.

Hellen Hedemann forlod mødet kl. 18.20 under punkt 12.

 

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Lokalkulturpuljen - retningslinier

(KFU 340/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder retningslinier for Lokalkulturpuljen

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til at meddele administrativt afslag, som indarbejdet i retningslinierne. 

 

 

RESUME

I budgetforslag 2006 indgår en sammenlægning af midlerne fra Puljen til lokale kulturelle aktiviteter og Udviklingspuljen for Kultur- og Medborgerhuse i en ny pulje til lokalkultur.

Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag til retningslinier for Lokalkulturpuljen, som har til formål at yde støtte til kulturprojekter og -aktiviteter i lokalområderne, til børne- og ungeprojekter samt til arrangementer og projekter, der er udviklet af Kultur- og Medborgerhusene. 

Retningslinierne indeholder en bemyndigelse til forvaltningen til at meddele administrativt afslag under nærmere beskrevne forudsætninger.

På budgetforslag 2006 er der afsat 2,802 mio. kr. til puljen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I budgetforslag 2006 indgår der en sammenlægning af midlerne fra Puljen til lokale kulturelle aktiviteter og Udviklingspuljen for Kultur- og Medborgerhuse i en ny pulje til lokalkultur - Lokalkulturpuljen.

Forvaltningen har udarbejdet vedlagte udkast til retningslinier for puljen. (bilag 1).

Det foreslås heri, at puljen får til formål at yde støtte til kulturprojekter og -aktiviteter i lokalområderne, til børne- og ungeprojekter samt til arrangementer og projekter, der er udviklet af Kultur- og Medborgerhusene. Ansøgningerne behandles, i lighed med ansøgninger til Kulturfonden, på Kultur- og Fritidsudvalgets møder ca. 10 gange årligt.  Støtten ydes som underskudsgarantier.

Det foreslås, at der sker en prioritering af følgende projekter:

  • Projekter med flere samarbejdspartnere

·        Nyskabende projekter

·        Projekter, hvor børn og unge er aktive deltagere og har medindflydelse

·        Projekter, der henvender sig til en stor del af lokalområdet, f.eks. lokale kulturfestivaler

·        Projekter, der styrker lokale netværk

·        Projekter med samarbejde på tværs af Øresund

·        Nye projekter, der fremmer den kulturelle udvikling i Kultur- og Medborgerhusene og er medvirkende til at tiltrække nye brugergrupper til husene

 

I udkastet til retningslinier indgår en række forslag til bemyndigelse til forvaltningen til at meddele administrativt afslag, herunder bl.a. til arrangementer, der på anden måde er støttet af Kultur- og Fritidsudvalget, Billedkunstudvalget eller Musikudvalget.

Det bemærkes, at der i forhold til retningslinierne for Puljen til lokale kulturelle aktiviteter er sket en udvidelse af forvaltningens bemyndigelse til at meddele administrativt afslag,, nærmere betegnet  til seminarer og til egne koncerter på de regionale spillesteder samt til forestillinger på de små storbyteatre og andre teatr e, der modtager driftsstøtte fra Kultur- og Fritidsudvalget.

I forhold til retningslinierne for Udviklingspuljen for Kultur- og Medborgerhuse er der sket den ændring, at muligheden for at støtte anlægsarbejder og etablering er udgået.

Det indstilles, at udvalget vedtager retningslinierne for Lokalkulturpuljen samt bemyndiger forvaltningen til at meddele administrativt afslag, som indarbejdet i retningslinierne.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

På budgetforslag 2006 er der afsat 2,802 mio. kr. til puljen inkl. moms.

 

Bilag

1. Forvaltningens forslag til retningslinier for Lokalkulturpuljen.

 

 

 

Carsten Haurum                                                             

/Merete Evers

 


 

Bilag

Til top