Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 29. august 2002
17. Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
(KFU 305/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Vanløse Bibliotek, Vesterbro Bibliotek, Nørrebro Bibliotek og Sundbyvester Bibliotek holder søndagsåbent i vinterhalvåret gældende fra den 1. januar 2003.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2002
Biblioteksobservatør Asger Bo Andersen overværede behandlingen af punktet.
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2002 om udvidelse af antallet af lokalbiblioteker med søndagsåbent i vinterhalvåret fra 4 til 8 fra 1. januar 2003 anmodede udvalget forvaltningen om at fremkomme med en indstilling om, hvilke yderligere 4 lokalbiblioteker, der skal have søndagsåbent.
På baggrund af forslag fra netværksområderne samt konkrete overvejelser, hvor der er taget størst muligt hensyn til det samlede bruger/befolkningsunderlag, servicering af børnefamilier, samt antallet af potentielle biblioteksbrugere i målgruppen 0 – 16 år, de fysiske faciliteter og beliggenheden i forhold til de øvrige søndagsåbne biblioteker, foreslås Sundbyvester Bibliotek, Nørrebro Bibliotek, Vanløse Bibliotek og Vesterbro Bibliotek som de 4 nye søndagsbiblioteker.