Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 29. august 2002
16. Udpegning af yderligere 4 søndagsåbne biblioteker
(KFU 305/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Vanløse Bibliotek, Vesterbro Bibliotek, Nørrebro Bibliotek og Sundbyvester Bibliotek holder søndagsåbent i vinterhalvåret gældende fra den 1. januar 2003.
RESUME
I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2002 om udvidelse af antallet af lokalbiblioteker med søndagsåbent i vinterhalvåret fra 4 til 8 fra 1. januar 2003 anmodede udvalget forvaltningen om at fremkomme med en indstilling om, hvilke yderligere 4 lokalbiblioteker, der skal have søndagsåbent.
På baggrund af forslag fra netværksområderne samt konkrete overvejelser, hvor der er taget størst muligt hensyn til det samlede bruger/befolkningsunderlag, servicering af børnefamilier, samt antallet af potentielle biblioteksbrugere i målgruppen 0 – 16 år, de fysiske faciliteter og beliggenheden i forhold til de øvrige søndagsåbne biblioteker, foreslås Sundbyvester Bibliotek, Nørrebro Bibliotek, Vanløse Bibliotek og Vesterbro Bibliotek som de 4 nye søndagsbiblioteker.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 6. juni 2002 (KFU 222/2002) at udvide antallet af lokalbiblioteker med søndagsåbent i vinterhalvåret fra 4 til 8 fra 1. januar 2003. Samtidig anmodede udvalget forvaltningen om at fremkomme med en indstilling om, hvilke yderligere 4 lokalbiblioteker, der skal have søndagsåbent.
Proces
Udvælgelsen af de 4 lokalbiblioteker er sket på baggrund af forslag fra de fire netværksområder ( Amager, Øst, Nord og Syd) med svarfrist den 1. august 2002.
- Netværksområde Amager foreslog Sundbyvester Bibliotek eller Solvang Centret.
I netværksområde Amager indgår Christianshavns Bibliotek, der i forvejen har søndagsåbent, Sundby Bibliotek, Sundbyvester Bibliotek og Solvang Centret.
- Netværksområde Øst foreslog Nørrebro Bibliotek som 1. prioritet og Blågårdens Bibliotek som 2. prioritet.
I netværksområde Øst indgår Øbro Bibliotek, der i forvejen har søndagsåbent, samt Østerbro Bibliotek, Blågårdens Bibliotek og Nørrebro Bibliotek.
- Netværksområde Nord foreslog Vanløse Bibliotek eller Ørnevej Bibliotek.
I netværksområde Nord indgår Brønshøj Bibliotek, der i forvejen har søndagsåbent, samt Ørnevej Bibliotek, Bispebjerg Bibliotek, Husum Bibliotek, Tingbjerg Bibliotek og Vanløse Bibliotek.
- Netværksområde Syd foreslog Vesterbro Bibliotek.
I netværksområde Syd indgår Valby Bibliotek, der i forvejen har søndagsåbent, samt Vigerslev Bibliotek, Sydhavnens Bibliotek og Vesterbro Bibliotek.
Udvælgelse
Med udgangspunkt i netværksområdernes forslag indstiller forvaltningen, at de 4 nye søndagsbiblioteker bliver:
- Sundbyvester Bibliotek
- Nørrebro Bibliotek
- Vanløse Bibliotek
- Vesterbro Bibliotek
For så vidt angår vedlagte brev fra Styregruppen i Nord-Vest Kvarterløft (bilag 1), hvor styregruppen anbefaler, at Ørnevej Bibliotek fremover holder søndagsåbent, skal det anføres, at søndagsbiblioteksbetjeningen i nordvestområdet dækkes ind af de to nærliggende søndagsåbne biblioteker, Nørrebro Bibliotek og Brønshøj Bibliotek. Den direkte afstand mellem Ørnevej Bibliotek og Nørrebro Bibliotek er ca. 0,5 km, og der er ca. 1,5 km til Brønshøj Bibliotek.
Ved valget er der er taget størst mulig hensyn til det samlede bruger/befolknings-underlag, servicering af børnefamilier samt antallet af potentielle biblioteksbrugere i målgruppen 0 – 16 år.
Vedrørende de fysiske faciliteter skal det bemærkes, at de tre biblioteker, Sundbyvester Bibliotek, Nørrebro Bibliotek og Vanløse Bibliotek, er flyttet til nye lokaler eller meget snart (i 2003) rykker ind i nye og tidssvarende lokaler.
Med hensyn til placeringen er der taget størst mulig hensyn til beliggenheden i forhold til de øvrige søndagsåbne biblioteker for at opnå den bredeste geografiske spredning.
Det er således forvaltningens opfattelse at ved at vælge ovennævnte 4 biblioteker som supplement til de 4 eksisterende søndagsbiblioteker, opnås det størst mulige udbytte af investeringen.
Arbejdet med den praktiske tilrettelæggelse, herunder skematilrettelæggelse af den udvidede søndagstjeneste iværksættes i samarbejde med personalet, når den endelige beslutning foreligger.
MILJØVURDERING
Indstillingen har i sig selv ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Det er tidligere besluttet (KFU 222/2002), at udgiften på 0,755 mio. kr. indarbejdes inden for den budgetramme, som er afsat til biblioteksformål i Kultur- og Fritidsudvalgets budgetforslag 2003.
HØRING
De relevante brugerråd har lokalt været inddraget.
BILAG
- Brev til KFU fra Nord-Vest Kvarterløft af 27.juni 2002
- Bilag til KFU møde den 6. juni 2002 (KFU222/2002) fra Sundbyvester brugerråd – omdelt på mødet.
- Oversigtskort over søndagsåbne biblioteker
Olga Brüniche-Olsen
/Jan Østergaard Bertelsen