Pris- og lønregulering af bevillinger til Små Storbyteatre og andre tilskudsmodtagere fra 2025
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 28. januar 2025 at undersøge, hvilke muligheder der er for at pris- og lønregulere tilskud til de Små Storbyteatre og evt. andre tilskudsmodtagere.
Som en del af undersøgelsen skulle konsekvenser for puljen af disponible midler også beskrives, herunder hvis der eksempelvis kun p/l reguleres hvert andet eller tredje år.
Sagen beskriver forskellige muligheder for p/l-regulering. Hovedparten af tilskud p/l-reguleres ikke, og det må derfor forventes, at også øvrige tilskudsmodtagere, som f.eks. spillesteder, museer, idrætsanlæg, udstillingssteder mv. vil ønske en tilsvarende regulering, såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at p/l-regulere tilskuddene til de Små Storbyteatre.
Provenuet fra p/l tilføres i dag Kultur- og Fritidsudvalgets pulje for disponible midler. Det vil derfor få væsentlige økonomiske konsekvenser for puljen, hvis flere områder fremover skal p/l-reguleres. Hvis hele teaterområdet reguleres, vil det betyde en mindre tilførsel på knap 1,6 mio. kr. (2025 p/L) årligt (afhængigt af årets faktiske p/l). Hvis det samlede område reguleres, vil det betyde en mindre tilførsel på ca. 15 mio. kr. årligt (afhængigt af årets faktiske p/l). Det vil sige, at hvis alle tilskud skal p/l reguleres, vil de disponible midler alene bestå af basisbevillingen på ca. 12,5 mio. kr. årligt (2025 p/l).
Udvalget skal tage stilling til, hvorvidt der skal en p/l-regulere af flerårige tilskudsaftaler, og i givet fald med hvilken afgrænsning og kadence.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til en pris- og lønregulering af tilskuddene til Små Storbyteatre.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til en pris- og lønregulering af evt. andre tilskudsområder.
- at medlemsforslaget fra Socialdemokratiet og SF om pris- og lønregulering af bevillinger indenfor Lille Storbyteaterordningen af 28. januar 2025 hermed er håndteret.
Problemstilling
Flerårige tilskud p/l-reguleres almindeligvis ikke i aftaleperioden, jf. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning fra 8. oktober 2019 (bilag 1). Udvalget begrundede beslutningen med, at en omlægning af p/l-fremskrivningen med tilførsel af midler til disponible midler ville skabe et større råderum til fornyelse og udvikling, hvor der kunne ske en prioritering af tilskudsmidler efter strategisk valgte områder og ud fra hvor behovet var størst.
Områder der p/l-reguleres
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede samtidigt på mødet den 8. oktober 2019, at nogle tilskud fortsat skulle P/L-reguleres. Det drejer sig om tilskuddene til Karens Minde Kulturhus, Christianshavns Beboerhus, Hafnia Hallen, Ungdomshuset og Folkets Hus. Udvalget begrundede dette med, at disse aktører driver kommunale tilbud efter aftale med kommunen, og derfor bør reguleres på lige fod med de kulturhuse, som drives kommunalt.
Udvalget besluttede desuden at undtage honorarstøtteordningen således, at antallet af honorarklip efterreguleres af de disponible midler så antallet af honorarklip som udgangspunkt er det samme over årene. Endvidere er folkeoplysningsområdet og partistøtten ikke omfattet af beslutningen om at undlade p/l-regulering.
For de Små Storbyteatre gælder, at den statslige andel af tilskuddet p/l-reguleres i aftaleperioden. Den manglende p/l-regulering af den kommunale andel af tilskuddet i aftaleperioden medfører faldende mulighed for at finansiere stigende løn- og driftsudgifter i aftaleperioden. De nuværende aftaler er indgået i p/l 2024.
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om tilskuddene til Små Storbyteatre skal p/l-reguleres i aftaleperioden, samt hvorvidt andre tilskudsområder skal p/l-reguleres, f.eks. spillesteder, museer, idrætsanlæg, udstillingssteder mv.
Løsning
Ændring af p/l-regulering
En p/l-regulering vil betyde, at p/l ikke tilføres udvalgets disponible midler. Nedenfor beskrives konsekvenser for disponible midler ved p/l-regulering af tilskud til hhv. Små Storbyteatre og øvrige teatre samt alle tilskud.
P/l-regulering af små storbyteatre 2025-2028
P/l-regulering af Små Storbyteatre for perioden 2025-2028 vil i 2025 koste 1,3 mio. kr. og i 2026 til 2028 koste yderligere 1,3 mio. kr. årligt, som skal tages fra p/l-tilskrivningen til udvalgets disponible midler. I 2028 vil den samlede udgift således være 5,1 mio. kr. Forudsat den nuværende p/l-sats.
P/l-regulering af øvrige teatre 2025-2028
P/l-regulering af øvrige teatre for perioden 2025-2028 vil i 2025 koste 0,3 mio. kr. og i 2026 til 2028 koste yderligere 0,3 mio. kr. årligt, som skal tages fra p/l-tilskrivningen til udvalgets disponible midler. I 2028 vil den samlede udgift således være 1,2 mio. kr. Forudsat den nuværende p/l-sats.
P/l-regulering af hele tilskudsområdet
Tilskudsområdet består af tilskud til musik, teater, museer, festivaler, idræt og udstillinger og en lang række aktiviteter bevilget efter ansøgning primært i de disponible midler og festivalpuljen samt varige tilskud bevilget i budget.
P/l-regulering af hele tilskudsområdet vil medføre, at tilførslen af p/l-midler til disponible midler vil bortfalde. Da der allerede er disponeret midler herfra ud i årene, vil der i en overgangsperiode skulle finansieres p/l-tilskrivning fra basisbudgettet.
På nuværende tidspunkt har Kultur- og Fritidsudvalget 5,9 mio. kr. tilbage i disponible midler i 2025. Hvis hele tilskudsområdet skal p/l-reguleres i 2025, vil en regulering svare til 15,9 mio. kr. Der vil i så fald udestå en finansiering på 10 mio. kr. Hvis hele tilskudsområdet skal p/l-reguleres i 2026, vil en regulering svare til 16,2 mio. kr. Det efterlader et finansieringsbehov på ca. 3 mio. kr., idet udvalget har 13,6 mio. kr. tilbage i disponible midler i 2026. Begge år er med forbehold for den faktiske p/l-sats og forudsat, at udvalget ikke udmønter flere tilskud i 2025 og 2026.
Kultur- og Fritidsudvalget kan altid beslutte at regulere konkrete tilskud, svarende til en p/l-regulering eller ud fra konkret behov, gennem tildeling af en ekstrabevilling.
P/l-regulering hvert andet eller tredje år
Hvis det besluttes at regulere tilskuddet hvert andet eller tredje år, vil p/l tilfalde disponible midler i de år, hvor der ikke reguleres. Til gengæld bliver det manglende provenu i disponible midler tilsvarende større i det efterfølgende år. Denne model vil medføre øget administrativt arbejde og i denne forbindelse mulighed for fejl.
Administrative ressourcer
En p/l-regulering af enkelte tilskud medfører individuel sagsbehandling og øget administrativt arbejde, da hver udbetaling til en tilskudsmodtager skal genberegnes to gange årligt i en aftaleperiode. Hvis p/l-reguleringen foretages på alle tilskud generelt, er de administrative omkostninger mindre, da der ikke vil skulle ske individuel sagsbehandling og beregning af den konkrete bevilling for det enkelte tilskud.
Økonomi
Såfremt der træffes beslutning om p/l-regulering af Små Storbyteatre og evt. andre tilskudsmodtagere, vil de tilskudsmodtagere, der er omfattet fremover få reguleret deres tilskud og udvalgets disponible midler vil blive tilsvarende mindre.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at p/l-regulere tilskud, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen give besked til tilskudsmodtagerne, udarbejde allonger til de eksisterende aftaler samt p/l-regulere deres tilskud i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.
Mikkel Boje
/Mads Kamp Hansen