Mødedato: 29.04.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Høring ny Politik for Udsatte Byområder

Se alle bilag

København har haft en politik for udsatte byområder siden 2011. Politikken er udløbet, hvorfor der skal vedtages en ny. Over de seneste syv år er der sket en tydelig positiv udvikling på området. Der er dog stadig udfordringer. Politikken skal bidrage til, at der i 2035 er færre udsatte byområder, og at ingen boligområder er i risiko for at komme på statens lister over Parallelsamfund.

Politikken er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger. Politikken har været i offentlig høring, og høringssvar og forvaltningernes bemærkninger hertil fremgår af bilagsmaterialet. Politikken bliver fulgt op af en samlet handleplan, der skal sikre fælles fokus og fremdrift. Handleplanen justeres hvert andet år i løbet af politikkens 10-årige periode.

Kultur- og Fritidsudvalget skal afgive høringssvar (Bilag 1) til ny Politik for Udsatte Byområder 2025-2035 (Bilag 2). Politikken arbejder med to overordnede mål, der handler om dels at sikre alle københavnere gode livschancer, dels at alle københavnere skal opleve trygge og attraktive byområder.

I høringssvaret fra Kultur- og Fritidsudvalget er der bl.a. fokus på Handlingsplan for kunst og kultur i udsatte byområder, inddragelse i positive fællesskaber og nem adgang til byens tilbud, der kan bidrage til trivsel.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender bilag 1 som udvalgets høringssvar vedrørende Politik for Udsatte Byområder 2025-2035.

 

Problemstilling

Politik for Udsatte Byområder er sendt i høring i de enkelte fagudvalg forud for godkendelse af politikken i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Politikken har ligeledes været i ekstern høring hos relevante aktører og via Københavns Kommunes høringsportal Blivhørt. Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet bemærkninger til de høringssvar med relevans for kultur- og fritidsområdet. Der er vedlagt hvidbog med forvaltningernes samlede bemærkninger til høringssvarene. I efteråret 2025 bliver der udarbejdet en samlet handleplan, der skal sikre fremdrift og fælles fokus i og på tværs af forvaltningerne. Handleplanen justeres hvert andet år.

Særligt de seneste syv år er der sket en positiv udvikling ift. De udsatte boligområder. I dag er ingen københavnske boligområder således på de statslige lister over udsatte boligområder, parallelsamfund og omdannelsesområder. Samtidig er byområderne blevet 17 % mindre udsatte i perioden, hvor især markant flere er i arbejde og har en uddannelse.

Der er dog stadig udfordringer, og de udsatte byområder adskiller sig fra byens andre områder på en lang række parametre. Ses der på Kultur- og Fritidsudvalgets område, går kun 67 % af børnene i 6. klasse i udsatte områder til idræt i en forening mod 76 % i resten af København. For aktiviteter såsom spejder, teater og billedkunst er forskellen endnu større – nemlig 12 % mod 23 %.

 

Løsning

Forslag til ny Politik for Udsatte Byområder 2025-2035 er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med øvrige fagforvaltninger. Kultur- og Fritidsforvaltningen har været inddraget via arbejdet i regi af Borgmesterforum for udsatte boligområder.

Politik for Udsatte Byområder 2025-2035 arbejder med to overordnede mål:

  1. Alle københavnere skal have gode livschancer og muligheder, uanset hvor de bor.
  2. Alle københavnere skal opleve trygge og attraktive byområder, der skaber rammerne for et godt liv.

På kultur- og fritidsområdet er der under mål 1 fokus på at sikre bedre trivsel og sundhed for københavnere i alle aldre og styrke børne- og ungelivet, herunder i samarbejde med bl.a. foreningslivet at fremme trivsel og skabe rammer for sunde og positive fællesskaber. Under mål 2 er det i fokus at skabe nem adgang til byens mange tilbud, herunder rekreative tilbud, der understøtter fysisk og mental trivsel. Desuden skal offentlige funktioner i udsatte områder opleves lige så attraktive som i resten af byen.

Forvaltningens forslag til Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar fremgår af bilag 1. Høringssvaret har bl.a. fokus på at bidrage til helhedsorienterede indsatser sammen med de øvrige forvaltninger og andre aktører; inddragelse i positive fællesskaber; og nem adgang til byens tilbud, der kan bidrage til trivsel.

I høringssvaret fremhæves, hvordan initiativer under kultur- og fritidspolitikken og de tilhørende handleplaner og særligt Handleplan for kunst og kultur i udsatte byområder , kan bidrage aktivt til at løfte de udsatte byområder. Her fremhæves bl.a. videreudvikling af metoder og idrætssociale indsatser, der inkluderer børn og voksne i foreningslivet, handleplan for kunst og kultur i udsatte boligområder, der skal bidrage til, at kunst og kultur også er en del af de udsatte byområder samt handleplan for kulturhuse og biblioteker, hvor der over de næste år skal udvikles flere kultursociale indsatser, der introducerer og inkluderer flere borgere i kulturlivet.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Hvis udvalget godkender høringssvaret, formidles det til Teknik- og Miljøforvaltningen, der forholder sig til de indkomne bemærkninger og udarbejder et bilag med bemærkninger fra udvalgene. Bilaget indgår i den endelige godkendelsessag i Borgerrepræsentationen den 26. juni 2025.

Der vil i efteråret 2025 blive udarbejdet samlet handleplan som opfølgning på politikken. Handleplanerne vil løbende blive justeret hvert andet år.

 

 

Mikkel Boje

                                                     Mads Kamp Hansen

 

Til top