B-sag: Ændring af Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog for 2025
Sundheds- og Indenrigsministeriet har med lovændring reguleret gebyret for udstedelse af sundhedskort pr. 1. januar 2025 fra 225 kr. til 40 kr. Denne ændrede takst skal afspejles i Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog. Nedjusteringen af taksten medfører et indtægtstab for forvaltningen på ca. 4,8 mio. kr. om året, som vil blive forsøgt håndteret i Budget 2026.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstillinger,
- at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende det opdaterede takstkatalog for udstedelse af sundhedskort jf. bilag 1.
Problemstilling
Efter en kort høringsperiode i november 2024 har Sundheds- og Indenrigsministeriet med en lovændring fastsat gebyret for udstedelse af sundhedskort per 1. januar 2025 til 40 kr. Prisen har tidligere været 225 kr. Denne ændring medfører, at Kultur- og Fritidsforvaltningens allerede vedtagne takstkatalog for 2025 ikke længere afspejler de gældende takster. Derfor skal takstkataloget opdateres med den nye takst.
Den nye takst og ændringen af takstkataloget skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Løsning
Idet lovændringen angående gebyret for udstedelse af sundhedskort trådte i kraft per 1. januar 2025, har forvaltningen for at følge loven opkrævet 40 kr. i gebyr siden årsskiftet. En opdatering af takstkataloget vil derfor sikre, at takstkataloget afspejler den gældende lovgivning samt de takster, som forvaltningen aktuelt tager.
Takstkataloget for 2025 er blevet opdateret med den nye takst for udstedelse af sundhedskort jf. bilag 1.
Økonomi
Nedjusteringen af taksten medfører et indtægtstab for forvaltningen på ca. 4,8 mio. kr. om året. Forvaltningen er ved at afdække omkostningerne ved udstedelsen af sundhedskort og vil udarbejde et budgetnotat om indtægtstabet til forhandlingerne om budget 2026.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, forelægges den for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.