Mødedato: 29.04.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

B-sag: Godkendelse af Musikudvalgets årsberetning 2024

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges årsberetning for 2024 for Københavns Kommunes Musikudvalg til godkendelse.

Af kommissoriet for Københavns Musikudvalg fremgår, at udvalgets opgave er at fremme musiklivet i København, herunder at medvirke til at samordne den musikalske virksomhed på området gennem tilskud til musikformål.

Musikudvalget har i 2024 behandlet 297 ansøgninger til Musikudvalgets frie midler, hvoraf 142 blev bevilget tilskud, 34 ansøgninger om honorarstøtte fra musikforeninger og spillesteder, hvoraf 31 blev imødekommet samt 86 ansøgninger fra musikere og bands til koncerter på pleje- og aktivitetscentre, hvoraf 82 blev godkendt.

Musikudvalget har afholdt et Musiklivstræf for det københavnske musikmiljø, hvor det overordnede tema var 'Repræsentation' belyst dels fra en statistisk vinkel og dels en erfaringsmæssig vinkel. Musikudvalget har herudover bl.a. udarbejdet anbefalinger i forbindelse med handlingskatalog for værn mod sexisme og seksuelle krænkelser, afgivet høringssvar i forbindelse med udpegning af regionale spillesteder 2025-2028 og KUBI-planen, drøftet ligestilling samt kommenteret udbud af skolekoncerter i Københavns Kommune og Københavns Kommunes kampagne ’Koncerter til en hund’.

Årsberetningen skal efterfølgende forelægges for Borgerrepræsentationen. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender Københavns Musikudvalgs årsberetning for 2024.

Problemstilling

Det fremgår af kommissoriet for Københavns Musikudvalg, at udvalget skal aflægge årsberetning til Borgerrepræsentationen om udvalgets virke.

Løsning

Musikudvalget godkendte årsberetningen via skriftlig votering den 21. marts 2025.

Beretningen indeholder bl.a. en opgørelse over samtlige tilskud meddelt på Københavns Musikudvalgs møder i 2024 (bilag 1).

Resume

Musikudvalget har i 2024 behandlet følgende:

  • 297 ansøgninger til de frie midler, hvoraf 138 fik støtte i form af underskudsgaranti og 4 fik tilskud.
  • 34 ansøgninger om honorarstøtte fra musikforeninger og spillesteder, hvoraf 31 blev imødekommet.
  • 86 ansøgninger fra musikere og bands til koncerter på pleje- og aktivitetscentre, hvoraf 4 fik afslag og de øvrige ansøgninger blev godkendt.

Musikudvalget har afholdt 1½ dags indstillingsmøde vedrørende honorarstøtten, ½ dags indstillingsmøde vedrørende musikere og bands til koncerter på pleje- og aktivitetscentre og et dialogmøde med honorarstøtteansøgerne. Musikudvalget har herudover afholdt et Musiklivstræf for det københavnske musikmiljø, hvor det overordnede tema var 'Repræsentation' belyst dels fra en statistisk vinkel og dels en erfaringsmæssig vinkel.

Musikudvalget meddelte støtte til 142 musikprojekter på møderne i 2024:

  • 103 projekter, der gennemføres i 2024 til 1.574.272 kr.
  • 39 projekter, der gennemføres i 2025 til 686.484 kr.

Musikudvalget bevilgede på møderne i 2024 honorarstøtte til 31 spillesteder og musikforeninger i 2025 for i alt 3.568.750 kr. Herudover har 11 spillesteder og musikforeninger fået 2-årig støtte, jf. tilsagn givet i 2023 for i alt 1.781.250 kr.

Musikudvalget har bevilget støtte til 128 koncerter på pleje- og aktivitetscentre for i alt 422.923 kr.

Strategiske drøftelser

Musikudvalget har beskæftiget sig med følgende drøftelser og emner i løbet af 2024:

  • Anbefalinger til udarbejdelse af handlingskatalog for værn mod sexisme og seksuelle krænkelser i kulturbranchen
  • Udbud af skolekoncerter i Københavns Kommune. Udvalget har sendt henvendelse til børne- og ungdomsudvalget om udbudsprocessen. Udvalget stillede sig kritisk overfor den måde udbudsmaterialet blev udformet på.
  • Udpegning af regionale spillesteder 2025-2028.
  • Årlig drøftelse af ligestilling (afrapportering til Kultur- og Fritidsudvalget).
  • Københavns Kommunes kampagne ’Koncerter til en hund’.
  • Afgivet høringssvar om KUBI-planen
  • Afgivet høringssvar om ny folkeoplysningspolitik 2023-2026

Musikudvalget har i løbet af 2024 drøftet udvalgets strategi, herunder visioner og handlingsplaner 2024-2025 og gennemført følgende handlinger:

  • Fået udarbejdet liste over lokaler og bygninger, som Københavns Kommune råder over og eventuelt vil kunne anvendes til øvelokaler.
  • Opdateret notat vedrørende øvelokaler i Københavns Kommune på baggrund af udvalgets drøftelser.
  • Henvendt sig til Kultur- og Fritidsudvalget med ønsket om at blive Spil Dansk kommune.
  • Anmodet forvaltningen om at arrangere et møde med børnekultur-konsulenten i starten af 2025.
  • Indhentet statistik over antallet af musikstøjklager, der er modtaget i Teknik- og Miljøforvaltningen.
  • Anmodet om, at der på dagsorden i 2025 kommer 'Forskrift for udendørs musikarrangementer' på dagsorden med henblik på, en drøftelse om en eventuel henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med evaluering af forskriften, da Musikudvalget er bekymrede for forskriftens konsekvenser for udendørs koncerter.
  • Musikudvalget har været i skriftlig dialog med Børne- og Ungdomsudvalget og har udtrykt stærk bekymring for udbudsprocessen og resultatet af udbuddet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

Mikkel Boje

                             /Marius Hansteen

Til top