Mødedato: 29.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Andenbehandling af Kultur- og Fritidsudvalgets budgetbidrag for 2022

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal senest den 3. maj 2021 aflevere udvalgets samlede budgetbidrag for 2022. Med denne indstilling behandler udvalget budgetbidraget for anden gang.

Indstilling

 Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at investeringsforslag 2-4 indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med budgetforhandlingerne, jf. bilag 1.

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at udestående finansieringsbehov på 0,4 mio. kr. håndteres via overopfyldelsen af effektiviseringsmåltallet i 2022.

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der er bevillinger med udløb i 2021, som udvalget ønsker at finansiere gennem udvalgets overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet eller inden for egen ramme, jf. bilag 2.

  4. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om udvalget ønsker at henvise bevillinger, der udløber ultimo 2021, til forhandlingerne om budget 2022, jf. bilag 2.

  5. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender opfølgning på investeringsforslag, jf. bilag 3.

  6. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udvalgsafsnit, takstkatalog og bevillingsoversigt, jf. bilag 4-6.

  7. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indarbejde eventuelle konsekvensrettelser som følge af udvalgets beslutninger samt eventuelle tekniske ændringer i udvalgets budgetbidrag frem til afleveringsfristen den 3. maj 2021.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) skal senest den 3. maj 2021 aflevere udvalgets budgetbidrag til budgetforslag 2022 til Økonomiforvaltningen (ØKF). Økonomiudvalget (ØU) forelægges udvalgenes budgetbidrag i juni 2021. Alle fagudvalg skal, forud for juniindstillingen, have udvalgsbehandlet:

• Investerings- og effektiviseringsforslag med et samlet potentiale svarende til måltallet i 2022

• Håndtering af bevillingsudløb

• Opfølgning på investerings- og innovationsforslag

• Udvalgsafsnit, der beskriver udvalgenes overordnede udfordringer og prioriteringer

• Takstoplysninger

• Bevillingsoversigter og bevillingstabeller

Københavns Kommune skal samlet set effektivisere for 274 mio. kr. i 2022, hvoraf KFU skal effektivisere for 15,2 mio. kr. I 2022 udgør stigende profiler fra tidligere besluttede effektiviseringsforslag på KFU’s område 17,5 mio. kr. KFU overopfylder således effektiviseringsmåltallet med 2,3 mio. kr. i 2022.

Dertil kommer merudgifter til finansiering af rengøring på forvaltningens institutioner for 2 mio. kr. samt udgifter til systemer, der indgår i monopolbruddet, for i alt 1,2 mio. kr. (jf. punkt 5 på KFU's dagsorden den 17. marts 2021), hvilket giver et varigt finansieringsbehov på 3,2 mio. kr. i 2022 og frem.

Udvalget skal endeligt godkende investerings- og effektiviseringsforslag, der håndterer finansieringsbehovet. Desuden skal udvalget tage stilling til, om der er bevillinger med udløb i 2021, som udvalget ønsker at finansiere gennem udvalgets overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet eller inden for egen ramme.

Løsning

Håndtering af finansieringsbehov

Af tabel 1 fremgår overblik over KFU’s måltal fra 2022-2025.

Tabel 1. KFU’s effektiviseringskrav (estimeret for 2023 og frem) (mio. kr., 2022 p/l)

2022

2023

2024

2025

Måltal 2022 og frem – akkumuleret

15,2

36,0

56,7

77,5

- Stigende profiler fra tidligere  forslag

-17,5

-23,3

-27,6

-27,6

- Overopfyldelse af måltal

2,3

Resterende måltal

0,0

12,7

29,1

49,9

- Rengøringsudbud

2,0

2,0

2,0

2,0

- Monopolbrudsystemer

1,2

1,2

1,2

1,2

Samlet finansieringsbehov

3,2

15,9

32,3

53,1

Investerings- og effektiviseringsforslag

Nedenfor fremgår investerings- og effektiviseringsforslag til finansiering af rengøringsudbud og monopolbrudsystemer. Forslagene har et samlet potentiale på 2,8 mio. kr. i 2022 med en stigende profil til 3,2 mio. kr. i 2024. Heraf udgør tværgående forslag 1,0 mio. kr. Forslag 1 blev godkendt i overførselssagen 2020/2021. Forslag 2-4 beskrives nedenfor og er vedlagt i bilag 1. Forslag 2-4 afhænger af finansiering fra investeringspuljen, der udmøntes i forbindelse med budgetforhandlingerne om budget 2022.

Der udestår pt. forslag for 0,4 mio. kr. i 2022, for at finansieringsbehovet er realiseret. Forvaltningen foreslår, at det dækkes via KFU’s overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet i 2022, hvorefter der i så fald resterer 1,9 mio. kr. i 2022, som KFU kan vælge at benytte til fx at finansiere bevillingsudløb.

Tabel 2. Investerings- og effektiviseringsforslag (mio. kr., 2022 p/l)

Nr.

Forslag

2022

2023

2024

2025

1

Færre uafhentede reserveringer på Hovedbiblioteket (OFS 20/21)

-0,1

-0,1

-0,1

-0,1

2

Forbedring af digitale indgange til det fysiske besøg på Hovedbiblioteket

-0,3

-0,3

-0,3

-0,3

3

Idræt – øget kapacitetsudnyttelse

-0,4

-0,5

-0,5

-0,5

4

Bødeforlæg i folkeregisteret

-1,0

-1,1

-1,1

-1,1

5

Tværgående KK-forslag

-1,0

-1,1

-1,3

-1,3

 

Overskydende effektiviseringsmåltal

-0,4

 

 

 

Finansiering i alt

-3,2

-3,0

-3,2

-3,2

Finansieringsbehov

3,2

15,9

32,3

53,1

Finansiering der udestår

0,4

12,9

29,1

49,9

1. Færre uafhentede reserveringer på Hovedbiblioteket 

Dette forslag blev godkendt i Overførselssagen 2020/2021 og indgår ikke i bilag 1.

2. Forbedring af digitale indgange til det fysiske besøg på Hovedbiblioteket (0,3 mio. kr.)

Med dette investeringsforslag optimeres og beriges de digitale platforme, så borgerne får større udbytte af besøg på det fysiske bibliotek. Der iværksættes digitale brugerrejser for målgrupper som børn, forældre og studerende med henblik på udvikling af forbedret funktionalitet og brugervenlighed på de digitale platforme. Desuden udvikles digitale tilbud og oplevelser, som øger kvaliteten både før, under og efter besøget.

Forslaget forventes at føre til en besparelse på årsværk på 0,3 mio. kr. årligt og indebærer investeringer for 1,2 mio. kr.

Forslaget har været i høring i forvaltningens Hoved-MED, jf. beslutning på seneste KFU-møde. Høringssvaret er vedlagt i bilag 7.

3. Idræt – øget kapacitetsudnyttelse (0,4 mio. kr.)

Data for booking af lokaler på de tre store idrætsanlæg Grøndal MultiCenter, Nørrebrohallen og Svanemøllehallen viser et potentiale i at øge udnyttelsen af kapaciteten. En øget kapacitetsudnyttelse giver mulighed for flere idrætsaktive københavnere, mere foreningstid samt en mulighed for merindtjening. Dette kræver bl.a. vedvarende markedsføringsindsats, nye samarbejder og investeringer i opgradering, indretning og renovering af lokaler til udlån/leje.

Forslaget forventes at føre til en besparelse på 0,4 mio. kr.  i 2022 og 0,5 mio. kr. årligt fra 2023 og frem og indebærer investeringer for 2,4 mio. kr.

Frem mod budget 2023 vil forvaltningen arbejde med fase 2 af forslaget, som forventes at give et yderligere effektiviseringspotentiale.

4. Bødeforlæg i folkeregisteret

Borgerne skal efter Lov om det Centrale Personregister (CPR) anmelde flytning til tiden, ellers kan man få et bødeforlæg. I Københavns Kommune udstedes et bødeforlæg på 1.000 kr., når man melder sin flytning senere end 14 dage. Københavns Kommune er udfordret af, at mange borgere (50 pct.) først betaler bøden, når den sendes til inddrivelse ved politiet, hvorefter en indbetaling tilfalder staten og ikke kommunen. 

Forvaltningen har de seneste år allerede foretaget en række tiltag, som har reduceret antallet af bødeforlæg, der er sendt videre til politiet. Denne effektivisering udgør 0,8 mio. kr. 

Derudover går forslaget ud på at styrke indsatsen gennem digitalisering af håndholdte processer i sagsbehandlingen, forbedre datagrundlaget og arbejde målrettet med en styrket borgerkontakt. Dette indebærer en investering for i alt 1,1 mio. kr. og forventes at føre til en effektivisering på 0,3 mio. kr. varigt.

Forslaget forventes i alt at føre til en effektivisering på 1,0 mio. kr. i 2022 og 1,1 mio. kr. i 2023 og frem.

5. Tværgående forslag for Københavns Kommune (1,0 mio. kr.)

Der indgår tværgående forslag med effektiviseringer for i alt 0,3 mio. kr. i overførselssagen 2020/2021, som kan indgå i dækningen af KFF's finansieringsbehov. Forslagene er godkendt af Økonomiudvalget på vegne af fagudvalgene, da de er af teknisk karakter.

Med overførelsessagen for 2019/2020 blev Koncern IT’s investeringsforslag Flytning og modernisering af Københavns Kommunes it-infrastruktur godkendt. Forslaget indebærer en effektiviseringsgevinst på 0,7 mio. kr. i 2022. Gevinsten er ikke tidligere indarbejdet i KFF's budgetramme, men bliver det med denne sag.

Bevillinger der udløber ultimo 2021
Ultimo 2021 udløber der servicebevillinger for i alt 39,2 mio. kr. Heraf er 15,4 mio. kr. afsat til megaevents samt 0,3 mio. kr. til en bevilling til dansk-kinesisk samarbejde om innovationscenter i forbindelse med Beijing Design Week i 2018, som forvaltningen vurderer, ikke er relevant at videreføre. Derudover udløber to bevillinger vedrørende Ren by- og nattelivspakke for i alt 0,7 mio. kr., som grundet vedtagelsen af en ny nattelivspakke ikke er relevante at videreføre. Det egentlige behov for finansiering til bevillingsudløb er derfor 22,9 mio. kr., jf. bilag 2.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har en overopfyldelse af effektiviseringsmåltallet på 2,3 mio. kr. i 2022. Såfremt 0,4 mio. kr. anvendes til at medfinansiere KFF’s finansieringsbehov, jf. tabel 2, resterer der 1,9 mio. kr.

ØU opfordrer til, at overskuddet fra de stigende profiler anvendes til at håndtere bevillingsudløb. Det bemærkes, at en varig finansiering af bevillingsudløb isoleret set indebærer, at der skal findes 1,9 mio. kr. mere i effektiviseringer i 2023, end hvis de 1,9 mio. kr. finansierer bevillingsudløb etårigt.

Bevillingen vedrørende Øget vagtrundering på Kløvermarkens Idrætsanlæg er som den eneste ikke relevant at forlænge varigt.

Kultur- og Fritidsudvalget kan derudover beslutte at finansiere bevillinger, der udløber, inden for egen ramme. Bevillingsudløb kan finansieres ved at omprioritere direkte fra andre varige bevillinger inden for rammen eller ved at beslutte yderligere effektiviseringer.

Udvalget kan også beslutte at henvise bevillinger, der udløber, til forhandlingerne om Budget 2022. Uden finansiering vil aktiviteterne ikke kunne videreføres efter 2021.

Opfølgning på investeringsforslag

ØU besluttede med Indkaldelsescirkulæret for budget 2021, at der årligt skal ske en opfølgning i fagudvalgene på alle igangværende investerings- og innovationsforslag fra 2018 og frem. Opfølgningen er vedlagt i bilag 3, hvoraf det fremgår, at 11 forslag er markeret gult, som følge af forsinkelser i projekterne, og ét forslag er markeret med rødt, som følge af uopfyldt varigt effektiviseringspotentiale.

Forslagene i gult og rødt skyldes primært forsinkelser i forhold til bygge- og udbudsprocesser. Derudover har nedlukningen af institutioner som følge af COVID-19 forsinket en del forslag. Dette gælder bl.a. Flere gæster til Øbro-Hallens kurbad og aktiviteterne inden for Automatisering fase 2.

Forslaget om Øget digital drift af græsbaner og tilhørende parker (budget 2020) er markeret rødt, som følge af at hele effektiviseringen ikke kan realiseres. Den planlagte gevinst nedjusteres med 6 pct., idet en tilsvarende andel af det indregnede areal i investeringsforslaget har vist sig at være buskbevoksning, der ikke skal overgå til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Gevinsten nedskrives med 86 t. kr. i 2022 (stigende til 130 t. kr. i 2023 og 183 t. kr. i 2024 og frem).

Forslaget markeres herefter fortsat gult, ligesom forslaget om Automatiseret græsklipning og baneopstregning (overførselssag 2017-2018) er markeret gult. En markedsundersøgelse har afdækket, at de nødvendige robotplæneklippere til begge forslag ikke findes på markedet. Forvaltningen er i gang med at se på andre gevinstrealiseringsmuligheder, herunder arbejdsgangseffektivisering, optimering af materiel og brug af andre arealplejerobotter.

Øvrige elementer i budgetbidraget
KFU skal godkende følgende øvrige elementer i budgetbidraget, som er en del af udvalgets budgetbidrag 2022:

Udvalgsafsnit
Udvalgsafsnittet beskriver kort udvalgets overordnede opgaver og udfordringer i de kommende år, jf. bilag 4. Udvalgsafsnittet indgår i Københavns Kommunes samlede budgetforslag for Budget 2022.

Takstkatalog
Takstkataloget indeholder udvalgets takster, jf. bilag 5. De takster, som borgere skal betale i 2022, skal vedtages af Borgerrepræsentationen. Eksempler på takster i KFF er svømmehalstakster, gebyr ved for sent anmeldt flytning og erstatning ved bortkomne biblioteksmaterialer. Der er ikke tilføjet nye takster siden takstkatalog 2021.

Bevillingsoversigt
Bevillingsoversigten giver et overblik over udvalgets budget fordelt på bevillinger i perioden 2022-2025, jf. bilag 6. Bevillingsoversigten indgår sammen med udvalgsafsnittet i Københavns Kommunes samlede budgetforslag for Budget 2022.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af KFU’s beslutninger vil blive indarbejdet i KFU’s budgetbidrag for 2022.

Videre proces

Såfremt KFU vælger at henvise bevillinger, der udløber ultimo 2021, til forhandlingerne om Budget 2022, udarbejder forvaltningen budgetnotater frem mod KFU’s opfølgende budgetseminar den 26. august 2021.

ØU behandler udvalgenes budgetbidrag den 8. juni 2021. De politiske forhandlinger om Budget 2022 foregår i perioden fra den 3. september til den 11. september 2021. Budgettet vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2021.

 

Mette Touborg

                                                      / Annegrete Vallgårda

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2021:

Dagsordenens punkter 5 og 6 blev behandlet under et.

Der blev begæret afstemning om investeringsforslag 2 (Forbedring af digitale indgange til det fysiske besøg på Hovedbiblioteket).

Et flertal (Jonas Bjørn Jensen, Simon Strange, Christopher Røhl Andersen, Kristian Nielsen, Maria Frej og Franciska Rosenkilde) stemte for investeringsforslag 2.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen, Karina Vestergård Madsen, Karina Bergmann og Kasandra Behrndt-Eriksen) stemte imod.

Birgitte Kehler Holst undlod at stemme.

Investeringsforslag 2 blev således godkendt.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev herefter godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

 

I forhold til indstillingens 3. at-punkt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at følgende bevillingsudløb i 2022 finansieres gennem overopfyldelse af udvalgets effektiviseringsmåltal:

  • Karens Minde: 259 t.kr.
  • Jødisk gravplads: 207 t.kr.
  • Volunteers: 620 t.kr.
  • Lokalhistoriske arkiver: 176 t.kr.

 

Herudover besluttede Kultur- og Fritidsudvalget følgende supplement til Scenekunstpakken:

  • Der bevilges et beløb på 238 t.kr. årligt 2022-2024 til Teaterhuset (herunder vækstlagsinitiativerne Vildskud og teaterbattle). Scenekunstudvalget høres herom.
  • Der bevilges et beløb på 400 t.kr. årligt 2022-2024 til Scenekunstudvalget øremærket gratis teater for børn og teater, der fremmer mangfoldighed.

I 2022 finansieres supplementet til Scenekunstpakken gennem overopfyldelse af udvalgets effektiviseringsmåltal.

I forhold til indstillingens 4. at-punkt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at de resterende bevillingsudløb henvises til forhandlingerne om budget 2022.

Indstillingens 5., 6. og 7. at-punkt blev godkendt.

Forvaltningen blev anmodet om at vende tilbage vedr. erfaringer med arbejdet med udsatte børn og unge. Budgetnotat vedr. børn og unge skal indeholde to scenarier: 1) fireårig finansiering af disse udløb og 2) forlængelse af udløb varigt sammen med resten af initiativerne indenfor børne -og ungeområdet, f.eks. alle FerieCamp.

Karina Bergmann, Karina Vestergård Madsen og Jens Kjær Christensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

”Medlemmerne har desværre ikke tiltro til investeringsforslag nr. 2, idet der lægges op til at brugere i højere grad skal planlægge sit besøg og printe ting hjemmefra, ligeledes at forældre skal agere værter for deres børn. Her er tale om en klar serviceforringelse, der i værste fald vil have en social slagside, da der kræves mere af forældre. Medlemmerne ønsker ikke at spare på bibliotekets frontpersonale, der er i direkte kontakt med brugerne. Medlemmerne frygter et dannelses- og formidlingstab, hvis for meget/mange funktioner overgår til at være digitale på bekostning af medarbejdere.”

Til top