Fællesindstilling - Overtagelse af Ib Spang Olsen maleri ved Nordhavn Station
Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen skal overtage ansvaret for Ib Spang Olsen-maleriet ved Nordhavn St.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender,
- at Kultur- og Fritidsforvaltningen overtager ansvaret for Ib Spang Olsen maleriet, der i dag er opsat foran gangtunnelen ved Nordhavn St.
- at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke forpligter sig til at vedligeholde maleriet i længere end 10 år – indtil senest 2031.
- at Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med en eventuel nedtagning af maleriet står for omkostningerne.
- at Kultur- og Fritidsudvalget senest i 2030 afklarer, hvad der skal ske med maleriet efter 2031.
Problemstilling
Københavns Kommune ejer en stor reproduktion af en Ib Spang Olsen tegning, der er ophængt for enden af Ndr. Frihavnsgade rundt om gangtunnellen under banen ved Nordhavn St.
Da vedligeholdelse af kunst i det offentlige rum ikke er en kerneopgave for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), og da billedet oprindelig er betalt af midler primært fra Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), ønsker BIF at overdrage det fremtidige ansvar for billedet til KFF.
BIF har i foråret 2020 betalt for en fornyelse af billedet, så restlevetiden er vurderet til at være i hvert fald 10 år. Der er også indgået en aftale med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) om den nødvendige graffitiafrensning af billedet.
Baggrund
Billedet er i 2007 indkøbt af Østerbro Lokalråd. BIF bidrog med arbejdskraft til selve ophængningen i form af aktiverede ledige.
I maj 2020 foranledigede BIF renovering af kunstværket. BIF påtog sig opgaven på baggrund af den ejerskabs- og vedligeholdelsesaftale, der i sin tid blev indgået med Banedanmark.
Selve fornyelsen af billedet har kostet 284.000 kr. ekskl. moms. Dertil kommer udfærdigelse af jernbanesikkerhedsplan 20.690 kr. og opsætning 90.000 kr., i alt 394.690 kr. ekskl. moms.
Ejerskab, ophavsret og vedligehold
Ejerskabet til originaltegningen tilkommer, ifølge BIF, mest sandsynligt boet efter Ib Spang Olsen, men så vidt vides er originaltegningen gået tabt. Bruuns Skrift og Skilte, der i sin tid foretog digitaliseringen af billedet mhp. at printe det til ophæng, ejer scanningsfilerne. Det er lagt til grund, at Københavns Kommune ejer selve reproduktionen af billedet, som det hænger på brokonstruktionen, hvilket indtil videre er ubestridt af boet efter Ib Spang Olsen.
Bruuns Skrift og Skilte har i forbindelse med fornyelsen af billedet fået afklaret juridisk, at så længe der alene sker vedligeholdelse og fornyelse af billedet på Nordhavnsbroen, sker der ikke en overtrædelse af ophavsrettens regler om eksemplarfremstilling.
Det har ikke været muligt at finde dokumenter, der kan belyse, hvordan lokalrådet i sin tid har tænkt, at den nødvendige vedligeholdelse af billedet skulle varetages/finansieres, men som forudsætning for at billedet kunne sættes op som ønsket, underskrev en jobcenterchef på vegne af kommunen en aftale med Banedanmark om, at kommunen indestår for ejerskab og vedligeholdelse af billedet inkl. reparationsudgifter ved eventuel nedtagning.
Det er vurderingen fra juristerne i BIF, at ved at kommunen har påtaget sig vedligeholdelsesforpligtelsen, er Østerbro Lokalråd frigjort fra de eventuelle forpligtelser, der kunne være fulgt med deres betaling for værket. Da Østerbro Lokalråd er en frivillig forening, har kommunen ikke hjemmel til at pålægge lokalrådet vedligeholdelsesforpligtelsen.
Løsning
Overdragelsen af værket til KFF følges af en 10-årig budgetoverførsel på 75.000 kr. pr. år til dækning af årlige vedligeholdelsesudgifter, samt hensættelser til fornyelse eller nedtagning af billedet.
Historie & Kunst i Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager i dag kommunens kunstsamling samt aftaler med Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) om afrensning af en række gavlmalerier. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at Historie & Kunst også varetager aftalen om Ib Spang Olsen-maleriet fremadrettet.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for Kultur- og Fritidsforvaltningen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen overfører midler til KFF til løbende vedligehold mm. i forbindelse med næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Videre proces
Hvis udvalgene godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgå en aftale om overførsel af ansvaret for Ib Spang Olsen-maleriet til KFF, herunder sikre overførsel af de afsatte midler til løbende vedligehold mm.
Line Nørbæk Mette Touborg
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.